Hvad er en varmtvandsbeholder?

En varmtvandsbeholder kan betragtes som en slags lager af varmt vand, der altid står klar til at forsyne familien med vand til fx brusebad og opvask.

De fleste varmtvandsbeholdere er tilkoblet boligens varmekilde og centralvarmeanlæg, men den kan også være elopvarmet mit sit eget varmelegeme, hvis der ikke er et centralvarmeanlæg, fx i et sommerhus. Det er også muligt at få en combi varmtvandsbeholder som kan bruges til begge dele. Disse er især brugt, hvis der slukkes for varmekilden om sommeren.

Typen af varmtvandsbeholder afhænger af, om den opvarmes med fx el, solvarme, fjernvarme eller varmepumpe.

Det er dog ikke alle boliger, der har en varmtvandsbeholder. Boligens varme vand kan også komme fra en varmeveksler, der typisk producerer det varme vand, mens det forbruges.

Placering af varmtvandsbeholderen

En varmtvandsbeholder skal placeres i et frostfrit rum og så tæt på varmeanlægget som muligt, så der ikke sker unødigt varmetab. Typisk er varmtvandsbeholderen placeret i bryggers, entré eller badeværelse.

Hvad skal temperaturen være i en varmtvandsbeholder?

Ifølge Bygningsreglementet er der krav til, at vandet i nye vandinstallationer skal blive 50 grader uden besværende ventetid, når du lukker op for det varme vand ved fx vandhanen eller i bruseren.

Det betyder, at der i din varmtvandsbeholder skal være minimum 52 grader varmt vand, da der ofte forekommer lidt varmetab, inden vandet når ud til vandhanen.

Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne

Hvor store er varmtvandsbeholdere normalt?

Varmtvandsbeholdere i huse er typisk på mellem 60 og 110 liter. Den normale størrelse er omkring 100 liter. Størrelsen kan dog også være omkring 200 eller helt op til 300 liter, hvis man er en større familie, og har et stort vandforbrug. 

Hvor stor skal din varmtvandsbeholder være?

Når du skal vælge størrelsen på boligens varmtvandsbeholder, er der flere ting, du skal overveje.

- Grundlæggende skal du overveje, hvilken type bolig du har – er det til et parcelhus, hvor hele familien hver dag skal bruge et varmt bad om morgenen, eller er det til sommerhuset, hvor I godt kan leve med kortere bade og har tiden til at vente på, at der er nok varmt vand? Så kommer det selvfølgelig an på, hvor mange personer I er, og så drejer det sig om jeres adfærd. Er I en eller mange i husstanden, tager I alle bad om morgenen, har I karbad, er det teenagere som måske tager lange bade, osv.

- Din beholder skal være stor nok til at sikre nok varmt vand til jeres behov, men omvendt skal du heller ikke vælge en for stor beholder. Det er dyrere for energiregningen, hvis du har for meget opvarmet vand stående. Samtidig kan vandet blive dårligt, jo længere tid det står.

- Tommelfingerreglen er, at beholderen skal tømmes for varmt vand én gang i døgnet. Endeligt kommer det også an på, hvilken varmeenhed der følger med. Nogle gange kan en mindre beholder fint dække familiens behov, hvis varmeenheden er stærk nok til at varme vandet hurtigt op igen, forklarer teknisk konsulent i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, Birger Tannebæk Christiansen.

Den tekniske konsulent kommer her med tre konkrete eksempler:

Hvor stor varmtvandsbeholder til 2 personer?

- I et almindeligt parcelhus, hvor der bor to voksne, vil en beholder på omkring 50-60 liter typisk være nok, hvis der ikke er karbad. Hvis I har et karbad, som I ofte benytter, så skal I nok op og have en beholder på omkring 110 liter.

Hvor stor varmtvandsbeholder til en familie på 4 personer?

- I en husholdning med fire personer, hvor de to af dem er voksne og de andre to måske er store børn eller teenagere, har du brug for en varmtvandsbeholder, der kan rumme op til 200 liter. Har I også et karbad, vil den ofte kunne dække det også, siger Birger Tannebæk Christiansen.

Hvor stor varmtvandsbeholder i sommerhuset?

- I et sommerhus er en varmtvandsbeholder på 30 liter typisk nok. Netop fordi du kun er der i udvalgte perioder og måske også har tiden til at vente med dit varme bad, indtil vandet er varmet op igen. 

- Har du et sommerhus med karbad eller spa, og I bruger det ofte, skal du selvfølgelig have en større beholder. Du skal regne med, at ca. halvdelen af karrets størrelse skal fyldes med varmt vand. Så har du et badekar på 200 liter, skal du bruge ca. 100 liter varmt vand pr. vask, og så er en beholder på 30 liter jo ikke nok.

Hvad gør jeg, hvis varmtvandsbeholderen drypper?

Hvis din varmtvandsbeholder drypper, bør du få en professionel til at kigge på den. Måske er det bare en træt fjeder i sikkerhedsventilen, som skal skiftes? Men der kan også være tale om en utæt beholder, og så skal hele beholderen udskiftes.

Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne

Levetid - hvor lang tid holder en varmtvandsbeholder?

En varmtvandsbeholder bør som minimum kunne holde i otte år. Men en god varmtvandsbeholder kan godt holde i op til 20 år.

Hvis varmtvandsbeholderen er mere end 10 år gammel, kan den bruge en del energi, da den kan være dårligt 
isoleret. Derfor kan der på sigt være penge at spare ved at skifte til en ny model, der er bedre isoleret. Af hensyn til klimabelastningen er det dog bedre at beholde den gamle varmtvandsbeholder så lang tid som muligt, da det belaster klimaet mere at producere nyt. 

Hvis du skal have en ny beholder til det varme vand, bør du vælge en varmtvandsbeholdermed med energimærke A eller B. På mærket kan du se størrelse i liter og stilstandsforbruget i watt.

Hvad koster det at få skiftet en varmtvandsbeholder til en ny?

Prisen på en varmtvandsbeholder begynder normalt ved ca. 4.000 kr., og beholderne kan også koste mere end 10.000 kr. alt efter størrelse, energimærke og mærke.

Udover selve prisen på varmtvandsbeholderen, er der også udgifter til at få udskiftet den gamle (man skifter normalt også det sikkerhedsaggregat, som er en del af installationen) og installeret den nye. Det skal være en autoriseret vvs-installatør, der står for arbejdet.

Priserne kan variere meget. I juli 2022 kunne man på nettet fx se et tilbud på en 110 liter varmtvandsbeholder inklusive nedtagning af den gamle og opsætning af den nye til 10.000 kr.