Der kan være flere årsager til, at du rynker på næsen, når du træder ind på boligens badeværelse, og der kommer en ildelugtende lugt fra toilettet. Der kan både være tale om en kortvarig lugt – fordi der er blevet lavet ’stort’ på toilettet – eller en længerevarende lugt, som kræver lidt mere arbejde at fjerne.
Toilet lugter efter toiletbesøg – hvordan fjerner jeg lugten?
Hvis der er tale om en kortvarig lugt, fordi du eller en anden fra familien har lavet ’stort’, er der flere ting, du kan gøre for at undgå eller dæmpe den værste stank.
Det handler først og fremmest om at være hurtig. Der sker en aromatisk afdampning fra afføring over tid, så jo hurtigere du skyller ud i toilettet, jo hurtigere stopper du afdampningen og dermed lugten i lokalet. Derudover kan du give toilettet en gang wc-rens og en tur med toiletbørsten, inden du går ud – så fjerner du både det synlige og tager toppen af lugten.
Du kan også åbne vinduet eller tænde udluftningen. Husk dog, at du bruger energi ved at tænde for ventilationen.
Undgå diverse duftfriskere. Det kan nemlig også gå ud over miljøet, og så kan der være duftstoffer i, som kan være allergifremkaldende.
Hvorfor lugter toilettet?
Hvis der er tale om en længerevarende lugt fra toilettet, kan det skyldes flere ting.
En af grundene til lugt fra ældre toiletter er, at de kan have svært ved at skylle afføring og urin langt nok ned i rørsystemet, og så kan det ligge og lugte. Her er ikke så meget andet at gøre end at udskifte toilettet med et nyere og mere effektivt af slagsen.
Hvordan undgår jeg, at toiletter lugter?
Hvis du ofte oplever lugt fra toilettet, bør du generelt ændre dine rengøringsvaner og simpelthen rengøre toilettet og hælde wc-rens i kummen oftere. På den måde undgår du, at bakterier og andre ildelugtende mikroorganismer ophober sig.
Du kan fx hælde wc-rens i, når du er på toilettet og børster tænder om aftenen – så kan toilettet så at sige stå i blød natten over.
Toilet lugter af urin – hvad skyldes det, og hvordan fjerner jeg lugten?
Hvis toilettet lugter af urin, kan det være fordi, at en kalkbelægning i kummen opsamler urinrester, bakterierester og mikroorganismer, som over tid kan begynde at lugte.
Her kræver det en syreholdig wc-rens for at fjerne belægningen igen – syre har en ph-værdi på 0-7. De fleste wc-rens er syreholdige, men nogle er basiske. Tjek ph-værdien på produktet.
Husk også, at nogle wc-rens eller rengøringsprodukter indeholder klor, og de må ikke blive blandet i toilettet med syreholdige rengøringsprodukter, da der kan opstå farlige klorgasser. Tjek derfor, om det ene produkt indeholder klor, inden du bruger et andet syreholdigt produkt.
En god idé er at folde toiletpapir og sætte det fast der, hvor der er kalkbelægning – fx ved skylleranden – og komme syrlig wc-rens på. Lad toiletpapiret sidde over natten, så syren gør arbejdet for dig.
Urinlugten kan også skyldes, at porcelænsoverfladen er blevet slidt eller ligefrem gået i stykker, og her kan bakterier nemmere hæfte sig på den ujævne overflade. Derfor bør du bruge bløde svampe og godt gammeldags knofedt fremadrettet for at skåne overfladen.
Som en sidste udvej kan det også være nødvendigt at udskifte toilettet, hvis det alligevel skyller dårligt.
Toilet lugter af ammoniak - hvad skyldes det, og hvordan fjerner jeg lugten?
Du kan også komme ud for, at dit toilet har en skarp lugt af ammoniak. Det er som oftest et nedbrydningsprodukt fra urin eller afføring og kan være svært at undgå. Heldigvis kan du fjerne det ved almindelig rengøring og wc-rens. Gentag igen og igen, indtil lugten er væk.