Indbrud i rækkehus: Sådan sikrede familie sig mod nye indbrud

En stor hund med krøller i pelsen, løber ud i entreen og gør advarende, da jeg banker på den store rude i fordøren til det hyggelige rækkehus med forårsgrønne vinduesrammer.

- Hun er lidt nervøs anlagt, så der går lige lidt, før hun slapper af, fortæller Lars Køie, der i mellemtiden har åbnet døren og budt mig indenfor. 

Lars bor i det 125 m2 store rækkehus sammen med sin kone Thea og deres tre børn på henholdsvis 15, 13 og 10 år. I dag vil han vise mig, hvordan indbrudstyve i en efterårsferie brød ind i rækkehuset.

Coronahund giver tryghed

Imens vi taler, begynder den mistroiske hund så småt at acceptere min tilstedeværelse. Hun er en ’coronahund’, forklarer Lars (en hund, som er købt under corona-lockdown), så selv om hun lader til at være god vagthund, har familien altså ikke købt hende i forbindelse med indbruddet.

- Men hun gør, hvis der kommer nogen, så det giver bestemt noget tryghed at have hende, forklarer Lars.

Indbrud under tur i sommerhus

Han sætter vand over til kaffe, og mens det koger, viser han mig gennem køkkenalrummet, ind på et af børnenes værelser og herfra ud til baghaven, hvor tyvene brød ind ad et vindue den efterårsaften.

- Vi var i sommerhus, da vores nabo ringede og sagde, at der var nogle, der gik rundt inde i vores have. Og efter de havde været i vores hus, gik tyvene faktisk over til naboen på den anden side, hvor de også brød ind. Men så kom deres datter hjem og forstyrrede dem, og så løb de.

Vindue brækket op med koben

Lars viser et mærke i terrassedøren, hvor tyvene angiveligt har forsøgt at bryde ind først. 

- Men døren kunne de ikke bryde op, så de endte med at brække det her vindue op med en skruetrækker og et koben, og så kravlede de bare ind, fortæller han og fortsætter: 

- De tog smykker, en computer og en iPhone. De var ovenpå, hvor de fandt et smykkeskrin, og så så det ud som om, at de havde siddet på gulvet, så man ikke kunne se dem udefra.

Børn var utrygge i måneder efter indbrud

Lars 13-årige datter Silje, er i mellemtiden kommet hjem fra skole, og efter at have hilst på den krølhårede hund, sætter hun sig til rette i køkkenalrummets grønne lænestol. Hun lytter interesseret med i vores samtale, og da Lars spørger, om hun kan huske indbruddet, siger hun uden tøven:

- Jeg kan huske, at vi ikke tog på McDonald’s! Vi skulle have været på McDonald’s på vej hjem fra sommerhuset, men det kom vi ikke alligevel, fortæller hun med en rest af skuffelse i stemmen fra mindet.

Silje er ikke længere nervøs for indbrud

Netop Silje, der ved indbruddet var 8 år, var den, der var mest bekymret efter indbruddet, husker Lars. Og Siljes utryghed var en af de afgørende faktorer, der gjorde, at Lars hurtigt satte sikringsbeslag på alle vinduerne i rækkehusets underetage. Silje frygtede i måneder efter indbruddet, at tyven ville komme igen, så Lars er glad for at høre, at det, der fylder mest i dag, er den aflyste tur til McDonald’s.

- Er du nervøs for indbrud nu? spørger Lars Silje

- Nej, siger Silje. Jeg var lidt lige bagefter. 

- Jeg tror, det var en forskrækkelse for Silje dengang, men man glemmer det hurtigt bagefter. Heldigvis, siger Lars.

Det værste ved indbrud var børnenes indbrud

Han er ikke i tvivl om, at det var børnenes, og særligt Siljes, efterfølgende utryghed, der var det værste ved indbruddet

- Børnene var nervøse for, at tyvene skulle komme igen, når vi lå og sov. De var nervøse i flere måneder, men sikringsbeslagene hjalp lidt, så kunne de se, at der var gjort noget, siger han og fortsætter:

- Jeg husker ikke, at vi voksne var nervøse bagefter. Det handlede mere om det praktiske - at notere ned, hvad der manglede, og kontakte forsikringsselskabet.

Sikringsbeslag i vinduer med til at forhindre indbrud

Vi har sat os ved køkkenbordet, og Lars skænker den nylavede kaffe op, mens han fortæller om tiden efter indbruddet. Her fik andelsforeningen besøg af en indbrudsrådgiver, der skulle give sit bud på, hvordan alle 16 huse i foreningen kunne indbrudssikres. Rådgiveren kom med mange forslag, der samlet var dyrt, så beboerne nøjedes med sikringsbeslag på vinduerne.

- Så jeg købte en kasse af dem her, siger Lars og peger på to sikringsbeslag, der sidder i hver sin side af et af husets vinduer.  

- Der var to beslag til hvert vindue i hele foreningen. De koster kun 40-50 kr. stykket, og når de er lukket, så er vinduet rigtigt svært at brække op, fortæller han og beskriver, hvordan sikringsbeslaget demonstreres i Bo trygt-indsatsen ved at lade en tidligere indbrudstyv bryde et vindue op med sikringsbeslag og et uden. 

- Det tog 5 sekunder at bryde vinduet uden beslag op, og det tog flere minutter at bryde vinduet med sikringsbeslagene op. Tyven skal nok komme ind, hvis han vil, men det er meget mere besværligt med sikringsbeslagene, fortæller Lars, der anslår, at det tog 15-30 minutter pr. vindue at montere sikringsbeslagene. 

Klistermærker viser indbrudsforebyggelse

På vinduet ved siden af det ene beslag sidder der et lille klistermærke, der fortæller, at dette vindue er forstærket med beslag. Samme klistermærke sidder på alle vinduer i hele rækkehusets underetage. 

- De følger med, forklarer Lars. Jeg tror faktisk, at klistermærkerne er en meget vigtig del af forebyggelsen.

Overvejer sensorstyret udendørs lys

Med sikringsbeslagene og en opvakt vagthund på plads, har familien lagt indbruddet bag sig. Og der har ikke været et eneste indbrud i hele andelsforeningen siden.

Der er kun en enkelt ting, som Lars gerne vil installere som ekstra indbrudssikring:

- Jeg har overvejet lys med sensor i baghaven. Foran huset er der altid lys, og da bofællesskabet er bygget som en trekant, og vi bor så tæt og har så meget fællesskab, så giver det en tryghed i sig selv. Så det er kun ved baghaven, jeg tænker, at vi måske vil gøre mere, mener han.