Spørg Bolius
Kan naboens sprøjtning mod ukrudt være årsag til, at vi fik ondt i maven af at spise bær fra vores have?
Hej Bolius
Evt. giftighed af ribs, jordbær og blåbær ramt af hormonsprøjtemiddel.
En nabo har medio juni foretaget sprøjtning med hormonmiddel på hele sin grund, fyldt med meterhøjt ukrudt.
Dette fik jeg at vide af anden nabo 5 dage efter, at det var sket.
Jeg var 4 dage før blevet ramt af meget kraftige mavesmerter (som gradvist fortog sig i løbet af 3-4 dage), efter at jeg havde spist nogle få ribs fra busk tæt ind til den fælles hæk. - Efterfølgende har jeg hverken turdet spise hverken ribs eller jordbær.
Nu begynder blåbærrene at modne på mine 4 buske, og både mine børnebørn og jeg selv er meget frustrerede over, at det evt. kan give store problemer at spise dem.
Jeg blev inspireret til at kontakte jer, efter at jeg for nylig læste jeres artikel om godt naboskab, og har netop ikke kontaktet den unge nabo, da jeg er bange for, at temparamentet kan løbe af med mig, når min græsplæne tillige er fyldt med mere eller mindre besværlige ukrudtsplanter.
Jeg ser frem til et snarligt svar på giftigheden af hormonmidler, da jeg ikke entydigt har kunnet finde svar på nettet
Mvh
Inge S
Kære Inge
Da jeg ikke kan vide, hvilket sprøjtemiddel der er brugt, navn og indhold, bliver det et mere generelt svar.
Man kan godt få maveproblemer, hvis der har været stærk vinddrift, så noget af et sprøjtemidel/ukrudtsmiddel er landet på naboens planter.
Hvis der er brugt de midler, der er godkendt til privat brug, er de dog ikke så farlige.
Hvis man vil være på den helt sikre side, bør man altid skylle de pågældende afgrøder, inden de spises.(Dette kan man gøre særligt grundigt, hvis man ved, at der er sprøjtet hos naboen, og der har været vinddrift ind på ens grund).
I øvrigt er det ikke tilladt at sprøjte, hvis det blæser.
Jeg håber, at det kan hjælpe lidt.
Læs mere her: Sprøjtemidler
Med venlig hilsen