Spørg Bolius

Kan vi overdrage dele af sommerhuset til vores børn?

Vi er et ægtepar i 70`erne godt på vej mod 80 år, som ejer et sommerhus i Nordjylland.

Vi har indset, at det snart er tid til at blive mere frigjort for den forpligtigelse. Vi har 3 sønner - alle danske statsborgere - hvoraf 2 bor i Nordjylland og den sidste i udlandet. De ønsker ikke, at vi sælger sommerhuset, men ingen af dem kan finde tilstrækkeligt midler til at overtage huset.

Jeg tænker, om det er muligt at dele ejerforholdet op i 4 dele. Vi beholder 25%, og de sidste 75% deles med 1/3 til hver af sønnerne. Der er vist noget med, at overdragelse til familie kan ske til reduceret pris. Vi har ikke lån i huset, som skal indfries. Kan det være et problem, at ikke alle sønner bor i Danmark?

/Ole

Kære Ole
 
Tak for jeres spørgsmål.
 
Det er muligt at overdrage en ejerandel svarende til 75 procent af sommerhuset til jeres tre sønner på gunstige vilkår med en såkaldt familiehandel. 
 
Ifølge reglerne må I sælge til nærtstående familie for mellem 20 procent under eller over den offentlige vurdering, hvis I har modtaget en endelig ejendomsvurdering for 2020. Har I ikke det, kan der sælges for mellem 15 procent under eller over den gamle vurdering.
 
Tager vi udgangspunkt i den såkaldte 20-procentsregel, svarer det til, at I må sælge et sommerhus med en offentlig vurdering på fx 1.000.000 kr. til jeres tre sønner for sammenlagt 800.000 kr. Men I kan sagtens nøjes med at overdrage 75 procent af ejerskabet.
 
Hvis overdragelsen indgår som en del af en arveplanlægning, kan I vælge at give hver af jeres sønner et rentefrit familielån på købsbeløbet. På den måde skal de ikke have penge op af lommen i forbindelse med købet, mens de samtidig slipper for senere at skulle betale arveskat. Det er vigtigt, at I sørger for at udarbejde et gældsbrev på det beløb, hver af børnene skylder Jer.
 
Mange vælger at kombinere rentefri familielån med afgiftsfrie pengegaver, da man årligt må give hvert af sine børn et beløb på 76.900 kr. (2025). Og det gælder hver forælder. Som par må I altså give hver af jeres tre sønner 153.800 kr. skattefrit om året.
 
På den måde kan man afskrive gælden for familieoverdragelsen af sommerhuset over en årrække. Det er dog vigtigt, at man i forbindelse med et rentefrit familielån ikke forpligter sig på nogen måde til at give afgiftsfrie gaver. Det skal nemlig være en spontan gave fra forældrenes side, da skattemyndighederne ellers vil anse hele beløbet som en gave, som der skal betales afgift af.
 
I skal desuden være opmærksomme på, at familiehandler ifølge skattemyndighederne ”skal ske til handelsværdien”, og at skattemyndighederne kan vælge at tilsidesætte 15- eller 20-procentreglen, hvis der foreligger såkaldte ”særlige omstændigheder” eller ”særlige forhold”.
 
Hvad det nærmere dækker over, findes der desværre ikke et klart svar på. Men det kan fx være, hvis der er indhentet en mæglervurdering inden overdragelsen. Hvis man har det, har man nemlig aktivt gjort noget for at vurdere boligens reelle markedsværdi.
 
Da der kan være forskellige faldgruber ved familieoverdragelser, vil jeg anbefale jer at søge juridisk rådgivning. En rådgiver vil også kunne hjælpe jer med at undersøge, om det kan have skattemæssige konsekvenser, at den ene af jeres sønner bor i udlandet.
 
Desuden vil jeg anbefale, at I ved delt ejerskab sørger for at få oprettet en samejeoverenskomst for at undgå fremtidige konflikter.
 
I kan læse mere om familiehandler her:
 
https://www.bolius.dk/hjaelp-din-familie-saelg-huset-til-boernene-6597
https://www.bolius.dk/stort-boom-i-familiehandler-med-sommerhuse-vinduet-er-stadig-aabent-99660
https://www.bolius.dk/arveregler-for-sommerhuse-16699
 
Jeg ønsker jer held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden