Boligen kort

  • Hvem bor her: Mette Adelørn Windfeldt, socialrådgiver, og Mads Adelørn Windfeldt, møbelsnedker og arkitekt samt børnene Aida, 5, Ebbe, 3, og Vera på 2½ måned
  • Sommerhus bygget i 2016 i Kulhuse, Hornsherred. Huset er tegnet og bygget af ejeren.
  • 113 m2 med 22 m2 krybekælder på 3.134 m2 stor grund med egen sø.

Nogle siger jobbet op, sælger alt og rejser jorden rundt med båd eller motorcykel for at være mere sammen, før børnene begynder i skole. Mette og Mads Adelørn Windfeldts variation af den historie var at kaste sig ud i at bygge et ikke helt almindeligt sommerhus. De tog orlov fra deres arbejde, og mens byggeriet skred frem, voksede børneflokken fra et til tre. 

Mads er både uddannet møbelsnedker og arkitekt, og han havde længe drømt om at kaste sig ud i sit eget byggeeksperiment.  

Sommerhuset blev købt på tvangsauktion

Stedet, hvor drømmen skulle udleves, blev en kuperet grund i Kulhuse i Hornsherred. Her købte parret i 2012 på tvangsauktion et lille, ældre sommerhus til 480.00 kr. De ventede dog med at kaste sig ud i byggeprojektet, indtil de havde oplevet lysets bevægelse på grunden året rundt. 

– Hvor andre så ulemper ved det skrånende terræn, så vi muligheden for at få et spændende hus med oplevelser bygget i flere niveauer, fortæller Mads i dag, hvor familien for længst har taget huset i brug.

Det er blevet et spændende og meget anderledes sommerhus, som groft sagt består af syv bokse, der er skudt ind i hinanden. Der er ingen identiske vægge, men 32 forskellige, samt syv tage. Huset har fem niveauer, og der er 3,2 meter mellem øverste og nederste niveau. 

– Men det oplever man ikke, når man bevæger sig gennem rummene, da niveauerne er fordelt over fire trapper med hver fem trin, fortæller Mads.

Inspireret af Sydneys operahus

Nogle vil måske få associationer til Jørn Utzons operahus i Sydney, og det er ikke helt tilfældigt. Mads finder nemlig inspiration i mange af den berømte arkitekts bygninger.

 – Vi byggede uden tanke for, hvor besværligt det ville blive. Vi tænkte bare på, hvad vi havde lyst til at bo i, siger Mads.

Se det unikke sommerhus

Et sommerhus, der samler familien

Huset har store fællesrum, men små værelser. Idéen med et sommerhus er at være sammen og ikke isolere sig; derfor deler de to ældste børn et lille værelse med køjeseng, mens der på en 10 m2 hems over børneværelset og i en alkove mellem stue og gæsteværelse er mulighed for at være alene, men alligevel tæt på resten af familien.

Samtlige 22 vinduer er bevidst forskellige og placeret, så der eksperimenteres med lysindfald og indramning af udsigten. En anden overrask­ende detalje er det  asymmetriske køkken, som er et såkaldt IKEA-hack.   

– Der har været nogle nødvendige kompromiser af økonomiske grunde. For eksempel er gulvene ikke dem, vi helst vil have, men de kan skiftes på et tidspunkt. Jordvarme blev også droppet på grund af en høj etableringspris. Vi ønsker os også et ekstra og mindre badeværelse i entréen ved soveværelset, men det er foreløbig sparet væk, siger Mads, som er åben over for med årene at bygge en ekstra boks på huset for at få ekstra værelser til børnene, når de vokser op.

Sådan var byggeprocessen

Proces: Mette og Mads Windfeldt har samlet brugt fire år på at tegne, projektere, bygge og indrette sommerhuset. Mads havde orlov i et år og arbejdede i den periode fuldtids med byggeriet af sommerhuset. Da Mettes barselsorlov sluttede, byggede Mads videre på deltid, men passede også børnene. 

Materialer udvendigt: Tagpladerne er beklædt med tagpap. Facaderne er gran behandlet efter den gamle japanske Shou Sugi Ban-teknik, hvor man forkuller træets overflade og giver det linolie med syv års mellemrum. På den måde ser træet pænt ud, kræver mindre vedligehold og falder ind i naturen. Huset har energimærke A.

Materialer indvendigt: Gulve i egetræsparket, kork i køkkenet og fliser i entréen.

Økonomi: Sommerhuset har kostet 1 million kr. at opføre. Hverken bank eller kreditforening ville yde lån, da Mads har været uden indtægt i byggeperioden. Huset er finansieret med opsparing og arveforskud samt ved fortjeneste på salg af Mettes andelslejlighed. Til sidst lånte parret 130.000 kr. af familie og en ven til maling og interiør. Under byggeriet har Mette fået løn og barselspenge.

Mads Adelørn Windfeldt har beskrevet byggeriet på sin blog madswindfeldt.dk

Lang proces at bygge sommerhuset

 Byggeriet har været én lang læreproces med mange udfordringer. 

– Men som håndværker er jeg trænet i at sætte mig ind i nye opgaver. Det har jeg blandt andet gjort på YouTube. Da fundamentet skulle støbes, købte jeg en lille gravemaskine. Da den tabte en af larvefødderne, fandt jeg en instruktionsvideo om, hvordan jeg skiftede den, husker Mads, som har solgt gravemaskinen videre.

Selvom han med sine egne hænder har lavet alt ved huset bortset fra kloak-, el-, vvs-arbejde samt spartling og opsætning af filt, kunne han ikke have gennemført det uden venner og families hjælp. 

– Nogle af dem har været her mange gange, og det har været helt fantastisk. Vi har også holdt drengeweekender, hvor alle skulle prøve kræfter med gravemaskinen, fortæller Mads.

Som tak for hjælpen låner familie og venner i dag jævnligt huset, for det er – som ejerne selv siger – bygget for at blive brugt, og de kan alligevel ikke selv være der hele tiden.

Byggeprojektet krævede orlov 

Det har været en kæmpe fordel for familien, at både Mads og også Mette i en periode har haft orlov fra deres arbejde. 

– Man hører mange historier om kuldsejlede ægteskaber i forbindelse med store byggeprojekter. Derfor har det været vigtigt for os at være realistiske og integrere alle i det langvarige projekt. Børnene er vokset op på en byggeplads og har været med til at male og banke søm i. Vi har også fundet på måder at engagere dem i byggeriet. Et eksempel var, da vi byggede en rutsjebane med forbindelse til stilladset med den bagtanke, at de kunne lege på den, mens jeg var i gang. Der er aldrig sket børnene noget, og selvfølgelig er de blevet skærmet mod farlige situationer, understreger bygmesteren, der i dag kan tillade sig at læne sig tilbage og nyde sit eget værk.

Ejernes bedste byggeråd

  • Brug tid på grunden, og oplev den på flere tidspunkter og årstider, før I bygger.
  • Husk, at prisen på nybyggeri altid bliver dyrere end først beregnet. Flisebelægning, træer, planter, skur, indkørsel, terrasse m.m. skal tænkes ind.
  • Vær modig – ikke byggeteknisk, men i valg af materialer. Der er alt for meget hvidt, gråt og sort i nybyggeri. Det er sikre valg, men hvor er de triste!
  • Husk dagslys fra masser af vinduer – også ovenlys. Det koster, men du vil aldrig fortryde det.
  • Sæt dig ind i byggeri, så du forstår, hvad håndværkerne foreslår og kender dine muligheder. Det er kun dig som bygherre, der interesserer dig for helheden.