Der bor masser af dyr i Lene Beiers vilde have. De eneste, hun gerne ville være foruden, er flåter og edderkopper - men det er jo en samlet pakke siger tv-værten selv.
Prøv at se et liv, der er her. Prøv at lytte, siger Lene Beier.
Hun står helt stille på den træbro, der gennemskærer hendes have fra huset og hen til lågen, der fører direkte ud til vandet ved Søvang uden for Dragør. Og der er ganske rigtigt meget at høre: en intens summen af bier og insekter blandet med fuglekvidder fra den vilde haves mange beboere.
Når man anlægger en have som Lene Beiers, har man den ikke længere for sig selv, men må dele den med de dyr, der flytter ind.
– Der bor to pindsvin hernede. Du kan se deres stier i det høje græs. Lige nu ligger de og sover et eller andet sted i græsset; så vågner de i aften og møffer rundt herude. Man kan komme helt tæt på dem. Derovre i stendiget bor der en snog. Den er jeg heldigvis kun stødt på én gang. Jeg tror, jeg forskrækkede den, fortæller Lene Beier.
Det er hele pakken
I haven er der også et insekthotel og et grønt tag med stenurter oven på haveskuret, så fuglene har en grøn landingsplads. I strandengen i hendes have bor der masser af snegle og frøer. Og flåter.
– Flåterne er vi ikke så glade for; dem er der desværre ret mange af. Men du kan ikke selektere og sige, at jeg ikke vil have flåter og edderkopper, for det er en samlet pakke. Det må man tage med, hvis du vil have en vild have fuld af insekter, konkluderer Lene Beier.
Tv-værten er oprindelig uddannet folkeskolelærer med biologi som fag. Hun holder af dyr og har altid vidst, at når hun engang fik en have, skulle der være plads til insektliv.
Det har været nødvendigt at varedeklarere haven for forbipasserende, som undrer sig over den viltre have.
Kommentarer og blikke
Lene Beier og hendes familie, der består af manden Anders, deres to drenge og cockerspanielen Bruce, flyttede ind i huset ved vandet i 2016. Aftalen mellem Lene og hendes mand var, at han stod for huset og hun for haven. Måske er det derfor, hun føler større trang til at forklare sig, når de får kommentarer om havens udseende, hvilket sker dagligt, når vejret er godt, og der kommer mange mennesker forbi på stien langs vandet.
– Når man kan høre folk, der går rundt og snakker herude, så er min mand bedre til at grine af det, hvor jeg får lyst til at gå op og forklare mig: Nu skal I høre ..., fortæller Lene Beier.
Hun ved godt, at hendes vilde have udseendemæssigt stikker voldsomt af i forhold til nabohaverne, der alle har tætklippede græsplæner. Naboerne har dog aldrig sagt noget; det er andre forbipasserende, der gør det.
– Folk ved ikke, hvor meget vi i virkeligheden kan høre, når de cykler forbi. I går kom der nogle unge fyre, der sagde: ”Nu skal I bare se det flotteste hus med den grimmeste have.” Der er mange, der ikke bryder sig om det, men det er fint nok, siger hun.
Vild med vilje
Foran lågen ud til stien har familien dog hængt et skilt op, hvor der står ”Vild med vilje”, for at imødegå nysgerrige blikke. Det er ikke kun negative kommentarer, Lene Beier får fra de forbipasserende, ofte er det også ros for at skabe en have med stor biodiversitet. Rosen kommer som regel fra folk, der er bekendt med begrebet vilde haver.
– Jeg havde besøg af en haveforening med nogle ældre mennesker. De havde en masse spørgsmål om, hvorfor jeg har valgt sådan en have her. De spurgte blandt andet, hvorfor jeg ville have en have med en masse insekter. Det er dem, de gerne vil undgå, beretter hun.
På det sociale medie Instagram får Lene Beier jævnligt spørgsmål om, hvordan man anlægger og plejer en vild have. For hendes eget vedkommende har det været learning by doing – en proces, hun langtfra er færdig med.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Kvinden med leen
Da Lene Beier og hendes mand købte grunden, bestod haven af en græsplæne med små buer langs kanten, hvor der var plantet påskeliljer og roser. I dag er plænen erstattet med en strandeng, der kun er afbrudt af små stier, der bliver slået med en plæneklipper.
– Jeg startede med at fjerne alt det gamle græs, og det var et kæmpe arbejde. Derefter såede jeg det, der hedder en kystnær blanding. Jeg syntes dog ikke, der var blomster nok i, så jeg har sået nogle flere blomster, men jeg synes stadig ikke, der er nok valmuer og kornblomster. Jeg skal have sået noget mere, fortæller hun.
Sidste år bestod hendes strandeng i haven mest af røde kløverblomster, som bierne elsker, men Lene Beier vil gerne have en større blomsterdiversitet, og derfor bliver det næste projekt at anskaffe sig en le.
– Jeg har læst, at årsagen til, at jeg ikke har større diversitet i planterne på strandengen, er, at jeg glemmer at slå det til sankthans med en le. Jeg ved bare ikke, hvordan man bruger en le, men det må man kunne youtube sig til, konkluderer hun.
Når man vælger en havetype, hvor man går tilbage i tiden og til naturen, går man også væk fra moderne hjælpemidler. I stedet for gift og robotplæneklippere står den på knofedt og leer.
Haven som forsøgsstation
Lene Beier beskriver selv haven som en rodebutik. Hun har taget højde for, at der skal være stauder, der blomstrer på forskellige tidspunkter, men om de passer i højde eller farve, som man ser det i prydhavernes staudebede, er ikke vigtigt for hende.
– Haven bærer præg af, at jeg har forsøgt mig frem. Blomsterne vælter oven i hinanden i alle mulige forskellige højder. Det er ikke sådan noget med, at de højeste står bagerst. Jeg har valgt dem, jeg kunne lide, og så har jeg sat dem ned, fortæller hun.
Nogle gange må hun også plante om, når det plantede alligevel ikke fungerer i sammenhængen.
– Jeg havde fx plantet noget elefantgræs nede i staudebedet, men det gik ikke, den var ud over det hele, så den måtte jeg fjerne igen. Og det første år plantede jeg nogle bærbuske, men jeg havde ikke sat mig ind i, at det krævede surbund. Det her er en meget fed lerjord, forklarer hun.
I stedet for bærbuskene har hun nu to æbletræer. Når æblerne falder ned i løbet af efteråret, lader hun dem bare ligge på jorden, så der er mad til dyrene. Det kan virke, som om der ikke er særlig meget arbejde ved at vedligeholde haven, men det er der. Det er bare en anden type haveopgaver end i en prydhave. Havearbejdet foregår som regel også på andre årstider end i den trimmede have.
Der er ingen klassisk græsplæne i Lene Beiers have. I stedet er der lavet flere terrasser, forbundet af stier.
Have uden græsplæne
Når det er sommer i de danske haver, skal græsplænerne slås jævnligt og bedene luges og køkkenhaven vedligeholdes. På det tidspunkt af året foretager Lene Beier sig stort set ingenting i sin vilde have. Men i det tidlige forår har hun til gengæld travlt.
– Jeg lader alting stå med frø om vinteren, så der skal ryddes op i foråret, fortæller hun.
Om vinteren ser Lene Beiers have bulet ud. Det er flot, når rimfrosten og sneen har lagt sig, men det gør det svært at lave en snemand, hvis man føler trang til det. På samme måde er der heller ikke en plæne at spille fodbold eller kongespil på om sommeren, så familiens to drenge må bruge den lokale fodboldbane i Søvang, når de vil spille.
Fire terrasser - og masser af vild have
Der er tilvalg og fravalg med anlægningen af en vild have. Familiens udendørs opholdspladser fordeler sig på husenes fire terrasser. Den dejlige strandeng, som haven udgør, kan de lytte til og se på, men de går ikke rundt nede i den. Den tilhører dyrelivet, der udfolder sig der. Lene Beier har dog aldrig været i tvivl om, at det at give haven tilbage til naturen og til insekterne er det hele værd.
– Den vilde have giver mere, end den tager. Det er det regnestykke, man altid skal lave. Hvis du er bange for kryb og kravl, er det nok en dårlig idé med en vild have. Men hvis du elsker den følelse, du husker, fra du var barn, hvor det var en summende sommer, og der var sommerfugle over det hele, så kan jeg kun anbefale det, siger Lene Beier.
