Rødder fra naboens træer og buske kan nemt sprede sig til din grund. Og i nogle tilfælde kan de fx ødelægge blomsterbede, skubbe dine fliser op eller give skader på dit skur.

Men selvom rødderne kan genere dig, må du normalt ikke fjerne dem ved fx at skære dem over i skellet. 

Kun en domstol kan give dig ret til at fjerne naboens rødder

Hvis rødderne fra din nabos buske eller træer er meget generende på din grund, er den bedste udvej, at du taler med din nabo om problemet, og at I sammen finder en løsning. 

Hvis en nabosnak ikke løser problemet, er din eneste anden mulighed at rådføre dig med en advokat, der kan vurdere, om du har en sag, som er egnet til retten. Det er i sidste ende kun en domsafsigelse, der kan pålægge din nabo at beskære rodnettet på vedkommendes træer og buske. 

En sådan domsafsigelse kræver dog, at rødderne generer dig udover det, man kalder den ’naboretlige tålegrænse’. Der skal altså være forhold ved rødderne, der er til væsentlig ulempe for dig.

Sådan tjekker du, om rødderne i din have er naboens eller dine egne

Hvis du er generet af rødder på din grund, og du er i tvivl om, hvorvidt rødderne tilhører dine egne træer og buske eller naboens, er der flere ting, du kan gøre.

  1. Vurdér, hvilken retning rødderne kommer fra. Et træ eller en busk vil ofte sende rødderne ud i en vifte hele vejen rundt om stammen. De rødder, der er nærmest stammen, vil typisk være tykkest, og herefter vil de blive tyndere, jo længere væk fra stammen de kommer.
  2. Genkend træ og busk på rødderne. Du kan bestemme, hvilken type træ eller busk bestemte rødder tilhører, da der er forskel på, hvordan deres rødder ser ud. Men det kræver et forholdsvist stort kendskab til træer og buske. Hvis dit kendskab er begrænset, kan du prøve at lave en søgning på internettet, evt. en billedsøgning.
  3. Spørg en professionel. Hvis det er meget vigtigt at få afklaret, om det er naboens rødder, du har med at gøre, kan du spørge en professionel til råds. Det kan fx være en gartner, en aborist eller en træplejer. Vedkommende kan med stor sikkerhed vurdere, hvilken type træ eller busk, de konkrete rødder tilhører.

Kan du afhjælpe genen fra rødder uden at fjerne dem?

Nej, der er faktisk ikke noget, du kan gøre, andet end at slå dig til tåls med rødderne. 

Du skal generelt passe på med at ændre forholdene omkring rødder. Det betyder også, at du fx skal undgå at fylde jord ovenpå rødderne. Jordopfyldning vil typisk også kun dække rødderne for en tid, da rødder vil vokse op i de lag, de gerne vil ligge i.

Træer og buske (og andre planter) lægger deres rødder lige præcis der, hvor de bedst får opfyldt deres krav for vand, luft og næring. Ændrer du disse forhold, risikerer du at skade rødderne, og hvis rødderne tilhører et stort træ, kan det blive ustabilt, også selvom rødderne ikke er savet over.