Hvorfor er ventilation af tagkonstruktionen nødvendig?

Ventilation er en nødvendighed for at lede fugt ud af vores huse. Der kan komme fugt i taget dels fra beboelsesrum og dels fra kondensering. Hvis fugten ikke bliver ventileret bort, kan det resultere i råd og svamp i tagkonstruktionen.

Problemer med fugt i tagkonstruktionen opdages sjældent, før skaden er betydelig. Derfor er det særlig vigtigt at du sikrer ventilation af taget på en sådan måde, at tagkonstruktionen kan få luft - også på undersiden.

LÆS OGSÅ: Undertage

Hvad er årsagen til, at taget ikke er ordentligt ventileret?

Dampspærrer og tætningslister skal hindre varm og fugtig luft inde fra huset i at trænge op i husets tagkonstruktion. Når det alligevel sker gang på gang, trænger indeluften ind via loftlemme, rørgennemføringer, lampeudtag og lign.. Ligeledes er flere huse fra før starten af 80’erne ikke opført med dampspærre i tagkonstruktionen, hvilket også er årsag til opfugtning af tagkonstruktioner.

Resultatet er, at den varme og fugtige luft fra beboelsesrummene nedkøles i de kolde loftsrum, skunkrum og i selve tagkonstruktionen. Den varme og fugtige luft vil herefter kondensere.

Hvis fugten ikke ledes ud af tagkonstruktionen, vil fugten sætte sig i spær m.v. og kan efterfølgende medføre råd og svamp.

Manglende ventilation af tagkonstruktioner skyldes som regel:

  • At isoleringen er lagt helt ud til undertag/tagbeklædning, så der er spærret for udluftning mellem undertag og isolering. Fejlkonstruktionen kan enten være sket ved husets opførelse eller i forbindelse med efterisolering.
  • At undertaget med årene er kommet til at hænge, så luftspalten mellem undertag og isolering er reduceret eller spærret.
  • At husets udhæng er udført uden luftspalte.

Hvordan sikrer du en ordentlig ventilation af dit tag?

Som udgangspunkt er den ventilation, der sker igennem utætheder i tagbelægningen, fx gennem revnerne imellem tagstenene, ikke nok til at sikre en god ventilation at taget. Alt efter, om dit undertag er diffusionsåbent eller lukket, skal du sørge for, at der også sker ventilation på anden vis.

LÆS OGSÅ: Tagformer

Diffusionstæt undertag

Ved et diffusionstæt undertag skal der være en ventilationsspalte på mindst 5 cm mellem isoleringen og undertaget.

Hænger undertaget, kan du med forsigtighed forsyne det med en lægte eller lignende mellem isoleringen og undertaget.

Er isoleringen lagt for tæt på det diffusionstætte undertag i overgangen mellem det skrå tag og den plane loftsisolering, skal du udbedre det ved at lave en ventilationsspalte. Du etablerer den fornødne ventilationsspalte på 5 cm ved at skære en trekant af det yderste isoleringsbatt ud mod undertaget.

Udhæng, der er udført uden ventilationsspalte, skal sikres med ventilationsspalte på 2 cm, fx i overgangen mellem stern- og udhængsbrædder. For at undgå indtrængende dyr og insekter bør du sikre spalten med et ”insektgitter”.

Hvis et diffusionstæt undertag i udpræget grad ligger ned på isoleringen, bør du udbedre det ved at tage tagbelægningen af og lægge nyt undertag. Undertaget kan udføres enten diffusionstæt eller diffusionsåbent alt efter hvilken løsning, tagkonstruktionen tillader.

Diffusionsåbent undertag

Diffusionsåbent undertag kan lægges direkte ovenpå isoleringen uden ventilation mellem undertaget og isoleringen. Betingelserne for, at du kan gøre det er:

  • At der er udluftning mellem tagbeklædning og undertag.
  • At der er lagt en helt tæt dampspærre ud på isoleringens varme side.
  • At der langs tagkanten bliver etableret en spalte på ca. 2 cm for at sikre tilstrækkelig ventilation af tagkonstruktionen.

BYG-ERFA

BYG-ERFA er en fond, der indsamler, bearbejder og formidler professionel viden fra både teori og praksis. Dette udmønter sig i en lang række blade fra BYG-ERFA, som anvendes af professionelle i byggeriet. Bladene er del af ”Alment teknisk fælleseje”, som SBI-anvisninger og lignende. Hvis du vil dykke dybere ned i emnet, kan du på BYG-ERFAs hjemmeside købe bladet "Tagkonstruktioner med lille taghældning - ventilation og fugtforhold", som giver en mere detaljeret beskrivelse om emnet.

Klik her for at komme til bladet