Hver tredje dansker bor i de største byområder, og statistikken viser, at andelen af storbyboerne vokser, mens andelen af mennesker, der bor i landdistrikterne, falder. Men der er også dem, der bevidst vælger at bosætte sig så langt væk fra alting, som de kan komme til. Her besøger vi øen Vorsø, hvor der kun bor et enkelt par. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Det er ikke stilheden, selvom den er slående og forstærker sangen fra vipstjerten, svalerne og strandskaderne. Det er ikke ensomheden, selvom den medfølgende ro og fordybelse er opslugende. Og det er heller ikke de hyggelige aftener foran brændeovnen eller de lyse forårsmorgener, hvor luften vibrerer af grønne dufte.
Det er fuglene. Fuglene er den altoverskyggende grund til, at Jens Gregersen nu i 42 år har boet på naturreservatet Vorsø – en fredet ø i Horsens Fjord.
Der er kun lidt under en kilometer til fastlandet, og man kan køre med traktor eller vade til land året rundt, når det er lavvande – og stage sig over i en lille jolle, når det er højvande. Men fordi offentligheden ikke har adgang til øen, føles det som en helt anden verden.
– Så snart man er kommet de 800 meter over vandet, er man i sin egen boble. Her kommer ikke nogen. Det er et meget beskyttet sted. Fredeligt. Og for mig er det en drøm at kunne have lov til at leve her, lave mine daglige noter og følge med i fuglelivet. Det slår alt, fortæller Jens Gregersen.
Ansigtet er solbrændt og furet. Han er ude i al slags vejr, hver dag, året rundt. Han får på en eller anden måde det lange hår, kasketten, blazeren og gummistøvlerne til at passe perfekt sammen. Tøjet sammenfatter kunstneren, naturvejlederen og fugleentusiasten i ham.
Jens Gregersen og Sus Krause-Jensen er øens eneste beboere, og man kan kun besøge øen ved at komme på en af de cirka 20 guidede ture, der er til øen om året. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Det er deres sted
Når traktoren pløjer sig gennem vandet og sandormenes små bjerge på havbunden og derefter bevæger sig ind mellem metertykke egetræer, slanke ahorn og tjørnekrat, bliver man overrasket, når man ankommer til Jens Gregersens lille oase.
Her ligger det nydeligste sorte træhus og en gammel lade bygget af smukke kampesten. Græsset er slået, køkkenhaven bugner af løg, salater og krydderurter, og en høne og en hane spankulerer trodsigt omkring, selvom de burde holde sig inden for trådhegnet, der er lavet for at beskytte dem mod rævene, som også bor på øen.
– Ja, jeg ejer jo ikke en skid, siger Jens Gregersen med et glimt i øjet og slår ud med armene.
Plads til forskere og studerende
Han bor til leje hos Naturstyrelsen og har gjort det i alle år. Så bygningerne og jorden er ikke hans. Men det er helt tydeligt hans – og hans kone Sus Krause-Jensens – sted alligevel.
Også selvom huset, der er bygget af Silkeborg Statsskovdistrikt, qua sin funktion som feltstation giver mere plads til laboratorium, skriveborde og overnatningspladser til forskere og studerende end til køkken, stue og badeværelser.
Alligevel har parret formået at få det hele til at virke meget hjemligt. Ikke mindst på grund af den hyggelige brændeovn og de store mængder af kunst – først og fremmest af fugle – der hænger på væggene.
Tæller, studerer og tegner fuglene året rundt
Selvom Jens Gregersen har rundet de 72 år, er han langtfra nogen form for pensionist. Han tæller stadig fugle hver dag – for eksempel de 1.083 hjejler, han har set denne dag – og rapporterer dem ind til Dansk Ornitologisk Forenings database.
Han leder guidede ture til øen for fugle- og historieinteresserede – cirka 20 om året. Han vedligeholder og passer bygningerne for Naturstyrelsen og huser de studerende, der med jævne mellemrum bor i forskningslaboratoriet.
Selvom der er masser af arbejdsopgaver, har han heldigvis hver dag tid til sin altopslugende interesse: fuglene. Han nærstuderer fuglelivet – for tiden særligt det havørnepar og deres unger, han deler øen med.
Inspiration fra faren
Og så noterer han, tegner og maler i sin Mayland-kalender og i sine notesbøger. Side efter side, bog efter bog, er fyldt med smukke, detaljerige illustrationer af tornskader, skarve, havørne, stillidser, strandskader, klyder og rødben.
Fuglene har været den røde tråd i hans drømme, så langt tilbage han kan huske. Både naturen og talentet for at tegne løb i blodet fra hans far, der var arkitekt og jæger. Og lille Jens elskede at udforske og illustrere fuglelivet omkring barndomshjemmet i Viby.
– Det med fugle har altid interesseret mig vanvittig meget. Og jeg tegnede alt, helt fra jeg var barn. Så jeg tænkte nok hele tiden: Hvordan kan jeg leve af at tegne fugle? I første omgang kom jeg i lære som reklametegner i Aarhus. Det virkede mere som noget, man kunne leve af. Og det var da også sjovt. Jeg mødte en masse spændende mennesker og havde det godt med det, fortæller Jens Gregersen, der sideløbende tog tegnekurser ved Århus Kunstakademi.
Jens Gregersen har netop udgivet bogen Fugleliv, der er en slags erindringsbog, som sammen med en masse illustrationer prøver at gøre det begribeligt, hvorfor fuglene er så spændende. Han er også aktuel med kunstudstillingen Nærvær sammen med den svenske kunstner Lars Jonsson på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Han holder foredrag om fugle. Og så er han på vej med en ny bog om Tipperne. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Fuglene tog for alvor over
Han slap dog aldrig fuglene og var med i foreningen Natur & Ungdom, hvor han blev involveret i fugleoptælling og andet ornitologisk arbejde. I 1973, da han var 21 år, blev han spurgt, om han ville lave et informationsrum med illustrationer og fotostater til fuglereservatet Tipperne ved Ringkøbing Fjord.
Det førte til, at han droppede reklametegnerjobbet og flyttede ud til Naturstyrelsens feltstation på Tipperne. Her var han omgivet af vadefugle, vand og et særpræget, fladt landskab, der greb fat i hans hjerte. Hvad der skulle have været et enkelt år, blev til flere år.
Og det var dér, han fandt ud af, at han kunne leve af sit talent for at studere og tegne fugle ved at strikke en karriere sammen som kombineret ornitolog, naturvejleder, tegner og forfatter. På Tipperne udgav han nemlig sin første bog og begyndte at sælge sine tegninger.
– Som fugletæller boede jeg gratis derude, men på et tidspunkt begyndte jeg at tænke over, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg gerne ville finde mit eget sted. Jeg blev opfordret til at komme med på et projekt med at ringmærke skarv og forske i skarvens liv. Det skulle være med udgangspunkt i den kæmpe skarvkoloni, der var her på Vorsø, og sådan rykkede jeg altså ind her i foråret 1977, forklarer Jens Gregersen.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Skarven fyldte alt
Skarven fyldte alt i hans liv op gennem 1980’erne og 90’erne. Han klatrede op til skarvkoloniernes reder for at ringmærke fuglene. Han ledte projektet, men havde hele tiden en gruppe studerende med sig.
Han dokumenterede skarvens færden overalt – også når den gik væk fra øen og til Tyskland og Holland. Han kunne på et tidspunkt kende alle skarvene fra hinanden på deres udseende og adfærd.
De seneste 10–15 år har skarven dog fyldt mindre – både på øen og i Jens Gregersens liv. Det trængte han også til. Han havde brug for mere tid. Til de andre opgaver på øen, til sig selv og ikke mindst til de andre fugle.
Man mærker dog, at han gerne vil understrege, at man ikke nødvendigvis er en sær, indesluttet eneboer, selvom man beslutter sig for at vie sit liv til fugle.
– Jeg har gået i byen og til masser af fester som alle andre unge. Og jeg har aldrig savnet selskab. Jeg har en stor omgangskreds, der altid har kunnet lide at besøge mig herude på Vorsø og ofte er blevet i flere dage ad gangen. Og så har jeg jo min kone, som jeg har været sammen med i 37 år. Hun er blevet en lige så stor del af det herude som jeg, siger Jens Gregersen.
Dyrker og passer køkkenhaven
Sus Krause-Jensen er psykoterapeut og har praksis både i Søvind – som er den nærmeste by på fastlandet – og i Aarhus, hvor hun også har en lejlighed.
– I de første mange år, vi var sammen, levede vi hvert sit liv. Men hun blev også mere og mere engageret i stedet her, og nu er hun her næsten lige så meget som mig. Det er også hende, der dyrker og passer køkkenhaven, lyder det fra Jens Gregersen og fortsætter:
– Det med at stifte familie har dog aldrig strejfet mig. Alt, der foregik her på øen, har været nummer ét for mig. Mit arbejde med fuglene, at skulle holde styr på alle, der skulle bo her, forklarer Jens Gregersen.
Traktoren bruges ikke kun til at komme rundt på øen med, men bruges også til at komme ind til fastlandet, når vandstanden er lav. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Masser af liv på øen
Sus Krause-Jensen har også en stor passion for fuglene på øen og har fået det nærvær, der opstår med naboer som skarve, ravne og ørne. Begge nyder de også Vorsøs skiftende landskab, og at ingen må gå i land eller banke på, uden at de er inviteret.
Private gæster har de dog mange af, og så er der som sagt de studerende og forskerne, der stadig kommer i perioder. De laver mad og passer sig selv i ”professorhuset” – det lille, stråtækte hus, der ligger ved siden af gården, som er indrettet som feltstation. Men der er også ekstra værelser i hovedhuset, hvis der er mange.
Mennesker og støj forskrækker ikke parret, selvom de kun har stilhed til hverdag.
Tæt på alting
De køber ind til lidt flere dage, end de egentlig har brug for – hvis nu vejret eller en strejkende traktor skulle spænde ben for indkøb – men ellers ser Jens Gregersen ikke de store begrænsninger i at bo på Vorsø. Eller den store forskel fra så mange andres hverdag.
– Det er jo så tæt på alting. Men der er da flere, der spørger, om jeg kan blive ved med at bo herude. For det er da besværligt at køre den tur med traktoren for at komme til land, og derfra videre i bil. Men man kan ikke flytte væk herfra. Det kan man ikke. Og så har jeg det sådan, at det jo holder mig legemligt i gang at være her. Der er så meget arbejde med at passe det hele. Og jeg stager tit over i båd, siger han.
Vil formidle fuglenes skønhed
Mental motion får han også masser af. Blandt andet når han skal tælle og rapportere alle ynglende vadefugle på øen. Det kan virke uoverskueligt gennem en kikkert at få styr på store fugleflokke, men Jens Gregersen forklarer, hvordan man hurtigt får fornemmelse for, hvor meget fx 10 hjejler eller 100 grågæs fylder – og på den måde kan man lidt hurtigere end ved at tælle én, to, tre anslå antallet i en flok.
Kunsten og bøgerne, der ligger i fuglene, fylder mere og mere for ham. Ikke mindst i november, december og januar, der er nogle af hans yndlingsmåneder. For her passer øen og fuglene mest sig selv, og han har mere tid til fordybelse og nørderi – som han elsker.
– Jeg har dog altid – måske for at retfærdiggøre al den tid, jeg bruger på det – villet formidle den skønhed, jeg ser i landskabet i samspil med fuglene. Det er derfor, jeg tegner, udstiller og udgiver bøger. Ja, og så gør jeg alt det her, fordi jeg ikke kan lade være, siger Jens Gregersen.
