Få entreprenøren til at give en pris på den tilbygning, du minimum vil have, frem for en pris på en tilbygning med en masse ekstra finesser. Det er en af måderne, du kan få prisen ned på, når du skal have bygget til.

- Som hovedregel er der en hel masse "nice to have", når vi skal bygge til. Og ofte vil vi som boligejere sige: "Lad os tage det hele med og se, om vi har råd til det."

- Men så får vi en samlet pris og finder ud af, at det er alt for dyrt, og så skal vi i gang med at skære her og der i entreprisen. Og det forunderlige er altid, at i en forhandlings-situation har fradragene næsten ingen værdi, mens tillæggene har en tendens til at være dyre, siger rådgivende ingeniør og byggesagkyndig, Per Grunert.

Bed om prisen på en basis tilbygning

Han anbefaler derfor, at du som boligejer med tilbygnings-planer i stedet fastslår, hvad du som minimum skal have lavet:

- Så beder du om en pris på din basis-tilbygning. Samtidig beder du om priser på en række tilvalgs-muligheder. Så er det nemmere bagefter at gå ind i en forhandling og sige, "Okay, hvis jeg så vælger de her tre ekstra ting oveni min basispris, hvad kan jeg så få det til?

Usikker entreprenør kan sætte prisen op

En ordentlig forberedelse af byggeprojektet kan også give besparelser.

- Hvis du er meget usikker på, hvad der skal laves og ikke har forberedt dig tilstrækkeligt, så kan entreprenøren godt få en fornemmelse af, at "det her bliver et besværligt forløb". Og så vil han evt. lægge lidt ekstra til i prisen på det samlede tilbud, fordi han forventer, at kunden vil ændre på opgaven undervejs, siger Per Grunert.

- Så jo mere klar du er på, hvad du vil have, og der er rene linjer med hensyn til materialer og konstruktionsmetoder, jo lettere kan entreprenøren gennemskue, hvad han skal lave. Det gør en entreprenør tryg, og prisen billigere.

Pres ikke entreprenøren for meget

Du kan evt. også give håndværkerne nogle frihedsgrader på tid mod til gengæld at få afslag i prisen, foreslår han. 

Men husk etik og moral i forhandlingen, så du ender med et forløb, hvor begge parter er tilfredse. Og pas på ikke at presse entreprenøren urimeligt meget ned i pris; ellers risikerer du, at dit byggeri bliver jappet igennem.

- Eller du kan opleve, at entreprenøren ikke er så villig til at erkende fejl og mangler og komme ud at rette dem, som hvis I har haft en god kontakt, og han føler sig rimeligt betalt. Så hvis du får sparet for meget, kan det blive så besværligt, at besparelsens glæde er væk, siger Per Grunert

Vinkler og hjørner er dyre kvadratmeter

Selve formen på din tilbygning er også afgørende for prisen.

- Det er klart, at hvis du laver en tilbygning i lige forlængelse af huset, så bliver det meget billigere, end hvis du laver en vinkel. Det gør det bl.a. på grund af taget, hvor du ved den simple model blot skal lave fire spær mere og forlænge lægterne. De samme kvadratmeter kan blive 25 procent dyrere, hvis de bygges som en ny vinkel til huset i stedet for en simpel forlængelse, siger Per Grunert. 

Hver gang du vil have et hjørne, så skal mureren have gang i alle sine håndværk med at lodde ned og kante.

- Og ved taget skal der også en masse mere arbejde til med at lave f.eks. skotrender og ekstra tagnedløb og afløb i jorden, når du vil lave en tilbygning som en vinkel, siger han. 

Lav selv noget af arbejdet, men pas på

En anden måde at spare penge på er at vælge at lave noget af arbejdet selv. Det kan f.eks. være, at du kan støbe en sokkel selv, eller måske har du en tømrer i familien, der vil hjælpe med at bygge?

Per Grunert peger dog på, at det kan være vanskeligt at aftale grænsefladerne for ansvaret i forhold til entreprenørens ansvar, når man selv udfører dele af byggeriet; og det kan give problemer, hvis der er fejl og mangler i byggeriet. Derfor kan det i de fleste tilfælde bedst betale sig, hvis man f.eks. kun selv udfører de sidste dele af byggeriet, f.eks. malerarbejdet eller montering af køkken, anbefaler Per Grunert.

Hos flere firmaer er der mulighed for at købe et færdigt koncept med byggetilladelse, tegninger og materialer; og så bygger boligejeren selv

Glas i tag gør tilbygning dyrere

Du vil også ofte kunne vælge at spare på detaljerne i byggeriet eller tilbehøret, siger salgschef i Litobyg, Anders Heide.

- Glas i taget generelt eller vinduer i taget med elektrisk motor er f.eks. med til at fordyre dit byggeri, siger Anders Heide.

Stor prisforskel på materialer

Der er stor forskel på priserne på materialer. Det gælder bl.a. for døre og vinduer, hvor et bestemt vindue af særlig god kvalitet kan være dobbelt så dyrt som det billige standard-vindue, fortæller Anders Heide.

- Det bedste er at køre rundt og kigge på kvaliteten af andres tilbygninger eller de udstillinger, firmaerne præsenterer. Og så gøre op med dig selv, hvilket slags byggeri og hvilken kvalitet, du vil have, siger Anders Heide.

Billigere materialer kan give bagslag

Men pris og kvalitet hænger oftest sammen. Vælger du et billigere vindue, holder det måske ikke så godt på varmen og kulden ude, lige som der kan gå kortere tid, inden det skal skiftes ud.

- Du kan godt vælge de billigste af de billigste materialer hele vejen igennem. Og så får du de ekstra kvadratmeter, du har brug for. Men naboerne græmmes, og som boligmarkedet ser ud i øjeblikket, så er det nærmest umuligt at sælge de huse, der ikke er drømmehuse, mener Per Grunert.

Dyre materialer er ikke altid bedre

Men der er også dyre materialer, hvor det primært handler om udtryk og ikke nødvendigvis om kvaliteten.

Specialbrændte mursten er f.eks. dyrere end almindelige mursten, og det samme gælder for naturskifer i forhold til eternitskifer.

Gode råd til at få prisen på din tilbygning ned

  • Find ud af, hvad du som minimum vil have lavet og bed om en pris på det.
  • Spørg derefter om en pris på de tillæg-ting, der er "nice to have".
  • Forbered dig ordentligt; det gør entreprenøren tryg.
  • I en forhandlingssituation kan du evt. give håndværkerne mere tid mod at få afslag i prisen.
  • Byg i en lige forlængelse af huset frem for i en ny vinkel.
  • Tilbygninger kun med værelser er langt billigere, end hvis der skal laves bad eller køkken.
 

Billige materialer kan være midlertidig løsning

Billigere materialer kan også være en mulighed som en midlertidig løsning, mener Per Grunert.

- En ung familie, der har brug for kvadratmeterne her og nu, men som ikke har så mange penge, kan f.eks. vælge en lidt billigere facade. Velvidende at det ikke er optimalt. Det kan være, at de laver en billig træfacade. Den kan de så senere tage af og lave en skalmur, når de har fået sparet penge op.

- De kan også lave en løsning med en tilbygning i ubehandlet gasbeton eller krydsfiner og lægge et lag isolering på og så pudse det. Pludselig ligner det et flot muret hus, siger han. 

Han påpeger dog, at det skal gøres ordentligt, for et ringe byggeri bliver måske umuligt at sælge senere.

Spar på byggematerialer

  • Der er prisforskel på f.eks. mursten. De billigste koster tre kroner per styk, mens de dyre koster mere end 15 kr. Holdbarheden er der ikke stor forskel på, men du betaler ekstra for den eksklusive vare.
  • Eternitskifer er billigere end naturskifer; men naturskiffer kan holde op til 100 år, mens eternitskiffer holder mindre end halvt så længe.
  • Eternit kan bruges både til tag og facader.
  • Almindelige tegl er oftest billigere end glaserede tegl.
  • Sort tagpap med listedækning er en enkel og ikke så dyr løsning til taget.

Kilde: Per Grunert, rådgivende ingeniør og byggesagkyndig