Sådan finder du ud af, om dit brænde er tørt nok til at fyre med

Brænde skal have en fugtighed på eller under 18 procent, før du bør fyre med det. Læs 4 måder, du kan tjekke, om brændet er tørt nok.

brændestabel
Det er en god idé at lægge dit brænde ovenpå en palle, så brændet ikke får fugt fra jorden. Arkivfoto.

Et træ består som udgangspunkt af 50 procent vand, som det har suget til sig gennem rødderne.

Hvis du vil have optimalt pejsebrænde, skal fugtigheden i træet reduceres til et niveau på eller under 18 procent.

Hvordan finder du ud af, hvor meget fugt der er i dit brænde?

Tjek, om brændet er tørt nok til at komme i brændeovnen på følgende måder:

Mål fugten i dit brænde med en fugtighedsmåler: Den fås til et par hundrede kroner i dit lokale byggemarked eller på nettet og den mest præcise måde at måle fugtindholdet på.

Se efter tørrerevner: Hvis dit brænde har mange, små revner i enderne, er det tegn på, at træet er tørt nok til at komme i brændeovnen eller pejsen.

Slå brænde mod hinanden: Slå 2 brændestykker mod hinanden. Hvis brændet er tørt, giver det en skarp lyd. Vådt brænde afgiver en dump lyd.

Pust i brændet: Tag et stykke brænde, smør lidt opvaskemiddel ud i den ene ende og pust med munden direkte ind i den anden. Hvis der kommer bobler i den modsatte ende af, hvor du puster, er det tegn på, at brændet er tørt, eftersom luften har fri passage igennem alle træets små huller.

Hvorfor bør du ikke fyre med vådt brænde?

Putter du vådt brænde i din brændeovn, udnytter du ikke energien i brændet optimalt, da træets høje fugtprocent gør det svært at opnå en optimal, høj forbrændingstemperatur. Resultatet er en dårligere varmeøkonomi.

Vådt træ i brændeovnen udvikler desuden mere røg og dermed forurening, ligesom din ovn og skorsten hurtigere sodes til.

LÆS OGSÅ: Sådan tørrer og stabler du bedst dit brænde

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab