Hvis du har flere friske nødder i din have, end du, egern og fugle kan nå at spise, er det en god idé at tørre dem. Men du skal gøre det rigtigt, for ellers mugner de eller skrumper ind.

Lige efter plukningen skal nødderne tørre et varmt, tørt og luftigt sted i 5-20 dage, alt efter hvilken nøddesort der er tale om. Så snart nødderne er tørre, skal de opbevares koldt, tørt og luftigt.

Hvornår er valnødder modne?

Valnødder begynder at modne omkring midten af september, når den grønne skal sprækker. De kan plukkes frem til slutningen af oktober.

Hvis den grønne skal let går af, er nødden moden, men hvis skallen fortsat sidder så fast, at der skal arbejdes lidt med at få den af, er valnødden ikke moden.

Saml valnødder op straks efter, at de er faldet ned for at undgå for megen snavs og risiko for mugdannelse.

Spis aldrig nødder med mug!

Hvordan tørrer du valnødder?

Valnødder kan nemt blive angrebet af mug. Spis aldrig valnødder med mug, da det kan være sundhedsskadeligt -  kassér dem, hvis der er mug indeni.

Fjern mug uden på skallen ved at skylle skallen i Atamon (som indeholder natriumbenzoat, E-211, der hæmmer væksten af skimmel- og gærsvampe samt visse bakterier).

Hvis den grønne skal stadig er på, kan du lettest fjerne den ved at lægge nødderne i et varmt rum (20-25 ºC) eller tæt på en radiatoren. For nogle valnøddesorter åbner de grønne skaller sig på træet, så nødderne falder direkte ned på jorden.

Læg nødderne direkte til tørre, hvis vejret er meget tørt, og nødderne er helt rene og fine.

Typisk er de snavsede og våde, når de samles op. Skyl dem derfor i varmt vand fra hanen, så skidtet bedre løsner sig og skrub dem evt. med en neglebørste.

Læg derefter valnødderne et par minutter i varmt vand tilsat Atamon for at forebygge svampeangreb. Efter badet lægges de til afdrypning og tørre på en rist.

Inden du lægger valnødderne til tørring i flere dage, er det vigtigt, at de er helt tørre udenpå.

Hvis nødderne er tørre, men lidt beskidte, kan du måske nøjes med at børste jorden af dem, efter at du har tørret dem indenfor, og før du hænger/stiller dem til opbevaring i et køligt rum.

Tør valnødder tæt på et oliefyr eller en radiator

Gennemblæs valnødderne med varm luft, fx med en hårtørrer, eller læg dem i et enkelt lag (fx på en avis, en bagerist eller i en bakke/kasse) i et varmt rum som et fyrrum.

Valnødderne kan også anbringes oven på oliefyret eller over en radiator, men der må max. være 35-40 °C.

Nogle har også gode erfaringer med at tørre valnødder i en ovn på 100-120 °C i 7 minutter på hver side.

Efter 5-7 dage tæt på oliefyret eller en radiator skulle valnødderne gerne være brune og smage som tørrede valnødder.

Knæk et par nødder og kontrollér, om de er tørre nok indvendig. De skal være sprøde at bide i, hvis de er gummiagtige, er de ikke tørre nok endnu.

Valnødder kan holde sig op til 2 år

Opbevar valnødder på samme måde som hasselnødder: Kom nødderne i en kurv, et net eller en aflagt nylonstrømpe og hæng dem op/stil dem et luftigt og køligt sted fx under et halvtag, i en carport, et køligt soveværelse, gæsteværelse, entré eller i et spisekammer.

Efter tørring kan nødderne holde op til 2 år, hvis de opbevares køligt ved 2-4 °C.

Hvornår skal du plukke hasselnødder?

Normalt bliver hasen, den grønne bladkrave rundt om nødden, løs i slutningen af august, hvorefter de saftige, grønne/lysebrune nødder kan høstes en måned frem.

Nødderne skal sidde på busken, til de både begynder at blive gulgrønne på hasen, skifter farve til lysebrun og bliver løs i hasen.

Hvis de selv begynder at falde ned, er det en god idé at lægge et lagen ud under busken. Ryst grenene, så flere nødder falder ned.

Kunsten er at plukke nødderne sent, men inden de løsner sig helt og falder ned – og inden havens dyr snupper dem.

Hvordan tørrer du hasselnødder?

Når du har plukket hasselnødderne, kan du enten spise dem friske, eller tørre dem. Friske nødder holder i ca. en uge i stuetemperatur uden behandling.

Bred nødderne ud på et lagen eller en avis og lad dem tørre 1-3 uger i et ventileret, tørt og varmt sted som fx et fyrrum. En god ventilation forhindrer gråskimmel i at ødelægge nødderne.

Test løbende nødderne under tørringsprocessen ved at knække og smage på dem. De må nemlig ikke tørre så meget, at de skrumper ind. Når du synes, kernen ser tilpas tør ud/smager ’tør’ nok, skal de herefter opbevares køligt og tørt.

Hvordan opbevarer du hasselnødder?

Kom nødderne i en aflagt nylonstrømpe eller et net (fx appelsinnet eller en kartoffelsæk) og hæng dem op et luftigt og køligt sted som under et halvtag i fx en carport, et køligt soveværelse, gæsteværelse, entré eller i et spisekammer. Ved at hænge dem op musesikrer du nødderne. Ryst nettet ind i mellem for at undgå mugdannelse.

Pas på, at hasselnødderne ikke får for meget frost, hvis du opbevarer nødderne udendørs, da den ødelægger kernerne.

Tørrede nødder holder sig længst ved at ophænge dem i et net på et tørt og godt ventilleret sted ved en temperatur på omkring 15 °C. Ved varmere temperatur vil kernerne langsomt tørre ud. Ved lave temperaturer under 10-15 °C angribes nødderne let af gråskimmel og rådner derved nemt. Alle nøddekerner kan fryses og anvendes til fx bagning.

Længere tids opbevaring kan være lidt vanskelig, da alt for tørre forhold får nødderne til at skrumpe, mens for fugtige forhold giver svampeangreb.

Hvor lang tid kan hasselnødder holde sig?

Hvis de er opbevaret optimalt, kan hasselnødder fint holde sig et år.

Indtørrede, 'gamle' nødder kan (i skaller) udblødes i vand i 3 døgn inden brug. Herefter bliver de næsten som friske.