Det er en god idé at sommerlukke for varmen, hvis det er muligt på dit varmeanlæg. Ved at sommerlukke kan du både gøre din varmeregning og din CO2-udledning mindre. Sommerlukning af centralvarmeanlægget, uanset om det der olie, naturgas eller fjernvarme kan kun ske i en-familieboliger. Andre boliger, hvor der er fællesanlæg, kræver en fælles beslutning og typisk en varmemester, vicevært eller noget tilsvarende til at fortage sommerlukningen. 

Kan alle varmeanlæg sommerlukkes?

Nej, der findes mange forskellige typer af fx fjernvarmeanlæg, som ikke kan sommerlukkes, ligesom fjernvarmeselskaberne styrer fjernvarmen forskelligt. Samtidig kan nye anlæg sommerlukke automatisk.

Så inden du kaster dig ud i at dreje ventiler i installationsskabet, så få afklaret, om dit anlæg kan sommerlukkes. Tjek manualen, og hvis du er i tvivl, kan du kontakte din lokale vvs’er,dit fjernvarmeselskab eller din varmeleverandør.

Hvor meget kan jeg spare på at sommerlukke mit fjernvarmeanlæg?

Du sparer typisk 3-5 procent på din årlige varmeregning med sommerluk.

I energibranchen tager man normalt udgangspunkt i et 130 m2 hus fra 1960’erne-1970’erne. Har du fjernvarme vil din besparelse ca. være 550-900 kWh og 100 kilo CO2.

Mange får endvidere en årlig bonus af deres fjernvarmeselskab, hvis de sender fjernvarmevandet afkølet tilbage til fjernvarmenettet.

Sommerlukning af dit fjernvarmeanlæg forbedrer afkølingen, og dermed kan besparelsen blive endnu større. Omvendt risikerer du at skulle betale flere penge, hvis vandet er for varmt, når det sendes tilbage. Jo varmere vand jo højere ekstrabetaling.

Hvor stort et beløb du sparer, afhænger af prisen på fjernvarme. I København, hvor fjernvarmen er forholdsvis billig, kan du typisk spare 400 kr., mens det er muligt at spare 1.000 kr. eller mere, hvis fjernvarmeprisen er høj.

Hvornår skal jeg sommerlukke for mit varmeanlæg?

Sommerluk dit varmeanlæg, når du ikke længere har brug for varmen fra dine radiatorer.
Det afhænger både af dig selv og af vejret. Sommerluk.dk har tidligere udpeget 15. maj som officiel sommerlukkedag. Nogle gør det tidligere, mens andre venter til juni.

Tænd langsomt for dit fjernvarmeanlæg, når du har brug for varmen igen. Behov for varme opstår typisk i september eller begyndelsen af oktober.

Hvordan sommerlukker jeg mit oliefyr, eller gasfyr?

Mange fyr sommerlukker af sig selv som en del af den automatiske styring.

Har du ikke et sådan fyr, skal du selv lukke for sommerventilen og cirkulationspumpen manuelt. Typisk har fyret et radiator- og et vandhane-ikon. Stil fyret på vandhane-ikonet for at sommerlukke for varmen (så producerer anlægget kun varmt vand), og stil det tilbage til radiator-ikonet igen, når du vil have varme i radiatorerne igen.

Hvis du er i tvivl, kan du tjekke vejledningen til fyret, eller kontakt forhandleren eller et vvs-firma.

Hvordan sommerlukker jeg for fjernvarmen?

Det kan være forskelligt fra fjernvarmeanlæg til fjernvarmeanlæg, hvordan det sommerlukkes, hvis det som nævnt kan sommerlukkes. I billedserien i bunden af denne artikel kan du se, hvordan du sommerlukker en række forskellige anlæg.

Typisk foregår sommerlukning af fjernvarmen på denne måde:

  • Luk for sommerventilen og sluk cirkulationspumpen.
  • På næsten alle fjernvarmeanlæg er der en sommerventil. Drej den typisk en kvart omgang til højre, så den står på tværs af røret.
  • Sommerventiler kan se forskellige ud, men de har ofte et blåt eller rødt håndtag. Hvis du er usikker på, hvor sommerventilen er, kan du finde den ved at følge rørene fra dér, hvor din installation starter. Ventilen sidder efter en forgrening af rørene, hvor én streng går til brugsvand og en anden til radiatorer.
  • Hvis der ikke er en decideret sommerventil på dit fjernvarmeanlæg, er der typisk en afspærringsventil, der lukker for fjernvarmen. Drej på den, så der ikke er varme i rørene til radiatorerne.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du sommerlukker dit fjernvarmeanlæg, kan du kontakte din lokale vvs’er eller dit fjernvarmeselskab.

HUSK at sætte en mærkat på sommerventilen – så kan du huske, hvor den er næste gang, du skal bruge den.

Hvordan slukker jeg cirkulationspumpen?

Følg ledningen fra cirkulationspumpen til kontakten og sluk på kontakten.

Har du en cirkulationspumpe, som er fra før 2010, så husk at tænde for den i ca. 10 sekunder en gang om måneden, så pumpen ikke 'sætter sig fast'.

Ved såkaldte direkte anlæg er der ikke nogen separat cirkulationspumpe på fjernvarmevandet, og derfor er det naturligvis ikke muligt at slukke den.

Hvordan tjekker jeg, at jeg har sommerlukket rigtigt?

Ca. en halv time efter, at du har drejet på sommerventilen og slukket for cirkulationspumpen, kan du gøre følgende:

  • Læg din hånd på det rør, der går ind i toppen af din radiator lige før det sted, hvor termostaten sidder. Hvis røret er koldt, er der sommerlukket. Hvis røret er varmt, er der ikke.

Hvordan tænder jeg for fjernvarmen igen?

Tænd for fjernvarmen igen ved at gøre det modsatte af, hvad du gjorde, da du lukkede. Typisk skal du altså tænde for cirkulationspumpen på kontakten og dreje sommerventilen fra lodret til vandret stilling (en kvart omgang).

Varmen vil typisk være lige så hurtig tilbage, som når du tænder for radiatorerne.

Hvordan sommerlukker jeg for varmen i min lejlighed?

Du kan ikke selv lukke for sommervarmen, hvis du bor i en lejlighed. Det er viceværtens eller varmemesterens opgave. Det er dog ikke altid, at det sker – i givet fald kan du bede ham om at gøre det.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved sommerlukning?

Sommerlukning af varmen kan give risiko for fugtproblemer, hvis:

  • Sommeren er kold.
  • Du bor i et nyere hus med god isolering.
  • Der ikke luftes ud.

Husk derfor (også) at lufte godt ud med gennemtræk i din bolig om sommeren.
Vær opmærksom på, at gulvvarmen på badeværelset går ud, hvis gulvvarmen er vandbaseret og tilsluttet dit varmeanlæg.

Sommerluk IKKE for varmen, hvis du normalt har varme på i kælderen for at undgå fugt, med mindre kælderen kan opvarmes og affugtes på anden vis.

Hvorfor kan jeg ikke bare lukke for radiatorerne?

Du kan godt nøjes med at skrue ned på termostaten på radiatorerne om sommeren, men du sparer ikke lige så meget, som hvis du kan sommerlukke dit fjernvarmeanlæg.

Når du lukker for sommerventilen, lukker du nemlig både af for radiatorerne, for varmen i rørene mellem radiatorerne og for den varmeveksler, som overfører varmen fra fjernvarmevandet til det vand, som cirkulerer i dit system.

I alle boliger er der et varmetab i selve installationen, som om sommeren kan udgøre den største del af dit varmeforbrug.

Du sparer også penge ved at slukke for cirkulationspumpen, hvis du har en. Jo ældre pumpen er, jo flere penge sparer du.

Sådan lukker du dit fjernevarmeanlæg

Sommerventilen sidder forskelligt og varierer i udseende afhængigt af dit fjernvarmeanlæg. I denne billedserie, der er lavet i samarbejde mellem HOFOR og Videncentret Bolius, kan du se eksempler på, hvor sommerventilen sidder på forskellige anlæg. På alle billeder er sommerventilen markeret med en grøn ring.

Sådan kan sommerventilen se ud

1
På dette anlæg er ventilen åben og skal drejes en kvart omgang mod højre for at sommerlukke. Den store røde pumpe er cirkulationspumpen - følg ledningen fra pumpen til kontakten og sluk for den. Fotos: HOFOR og Energitjenesten
2
Dette fjernvarmeanlæg er en lidt større installation, og her sidder sommerventilen et stykke væk fra anlægget. Ventilen på billedet er sommerlukket.
3
Her er sommerventilen den grå ventil. Den er åben og skal drejes en kvart omgang til højre for at sommerlukke.
4
Dette fjernvarmeanlæg er et såkaldt direkte fjernvarmeanlæg – det betyder, at der ikke er nogen veksler på anlægget ind mod radiatoren, så fjernvarmevandet løber direkte ind i radiatorerne. Direkte fjernvarme er typisk på mindre fjernvarmeværker. Sommerventilen på det øverste rør er lukket.
5
På dette anlæg sidder sommerventilen på røret længst mod højre. Den er sommerlukket.
6
En sommerventil ser normalt ikke sådan ud, men de kantede ventiler findes stadig rundt omkring. Drej ventilen så langt du kan til højre for at sommerlukke fjernvarmen.
7
Det er en god idé at sætte en mærkat på sommerventilen, så du hurtigt kan finde den næste gang. Ventilen her er ikke sommerlukket og skal derfor drejes en kvart omgang til højre. 
8
Det er også muligt at sommerlukke langt de fleste naturgasfyr, så du undgår, at anlægget starter radiatorerne, hvis det bliver en smule koldt. På dette anlæg stiller du over til sommerdrift ved at dreje knappen mod venstre, så den går fra to streger til en streg. 
9
Her sidder sommerventilen over den store røde ekspansionsbeholder. Ventilen er åben og skal drejes en kvart omgang til højre for at sommerlukke anlægget. Den lille røde og sorte pumpe tv. for ekspansionsbeholderen er cirkulationspumpen. Følg ledningerne fra den til kontakten og sluk.