Hvad er en hulmur?

En hulmur er en ydervæg, der har et mellemrum - et hul - mellem formur og bagmur, altså den yderste og inderste del af muren. Begge mure er selvbærende, men er forbundet med indmurede bindere, enten ståltrådsbindere eller faste bindere i form af mursten. 

Både for- og bagmur er normalt af teglsten i ældre huse, mens huse fra omkring 1960 og frem kan have bagmur af letklinkerbeton (lecabeton) eller porebeton (gasbeton).

Hvis den inderste væg består af et træskelet med en skalmur af mursten, som var meget almindeligt i parcelhusene fra 1960’erne og 1970’erne, er der ikke tale om en hulmur, men en let ydervæg med et ventileret hulrum mellem trækonstruktionen og skalmuren. 

Hvilke hustyper har hule mure?

De fleste huse med murede ydervægge fra omkring år 1900 og frem er udført med hule ydermure.

Er ydervæggen 29 cm tyk eller mere, er den sandsynligvis hul. Både for- og bagmur i en almindelig teglmur er bygget op af standard mursten, som er 10,8 cm brede, altså tilsammen 21,6 cm. Jo tykkere muren er, desto større afstand vil der være mellem for- og bagmur, og jo større vil effekten være af hulmursisolering, da isoleringslaget kan blive tykkere.

Undtagelsen kan være bygninger, som ikke oprindeligt er opført til beboelse, fx staldbygninger, garager, værksteder og andre typer bygninger, som først senere hen er inddraget til beboelse. Disse ydervægge er så typisk massive og uden hulrum med plads til isolering.

Først fra 1970  blev det almindeligt med hulmursisolering i forbindelse med opførelsen af huset, men mange ældre huse har alligevel på et eller andet tidspunkt fået efterisoleret hulmuren. Det blev almindeligt fra 1960 og frem. Så hvis man har overtaget et hus, hvor man ikke kender til ydervæggens isolering, er det bestemt en god idé at få undersøgt det.

Mange huse er imidlertid bygget om eller til flere gange, så der kan sagtens være tale om flere forskellige typer ydervægge i samme hus. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvilke vægge der kan hulmursisoleres, og hvilke man må overveje andre løsninger for, dvs. udvendig eller indvendig isolering.

Tidligere  brugte man også ofte isoleringsmaterialer, som ikke er tidssvarende i dag. I visse tilfælde kan det godt betale sig at få suget den gamle isolering ud og erstattet den med en ny. 

Eksempler på dette kunne være leca (letklinker) eller ekspanderet glimmer (vermiculite), der ikke isolerer lige så godt som de isoleringsmaterialer, der bruges i dag.

I 1960'erne og 1970'erne var det meget almindeligt at bruge diverse skummaterialer som hulmursisolering. Fælles for mange skummaterialer er, at skummet over tid kan været forvitret eller nedbrudt, hvilket efterlader en ydervæg meget sporadisk isoleret. Hvis det er tilfældet, bør der udføres en omisolering, hvor den gamle isolering fjernes og erstattes af ny. Hvis skummaterialet er intakt, skal det selvfølgelig ikke ske.

Kan du selv tjekke, om dit hus har hule mure?

Har du et meget højt varmeforbrug, kan det tyde på, at huset generelt er for dårligt isoleret. Føles ydervæggene kolde om vinteren, og har du en fornemmelse af træk tæt ved ydervæggene, er det tegn på, at de er utilstrækkeligt isoleret. Kolde, uisolerede ydervægge kan ofte også have problemer med kondensdannelse, som så i værste tilfælde kan skabe grobund for skimmelsvampe. 

Du kan ved at måle tykkelsen af husets ydervægge og se på de oprindelige tegninger af huset normalt selv afgøre, om huset har hule mure. Du kan også bore et hul i en fuge i ydermuren og måle afstanden ind til bagmuren. Ved den inspektion vil du også kunne se, om der er ligger isoleringsmateriale i muren. Et godt fif er, at bruge et stykke tykt ståltråd, hvor der bøjes en lille krog på yderst, for at man dermed kan "fiske" lidt isolering ud.

Du kan altså dermed selv få en fornemmelse af, om det er muligt at hulmursisolere dit hus, men en egentlig undersøgelse bør du overlade til fagfolk. Både forundersøgelser og selve isoleringsarbejdet kræver viden, erfaring og specialudstyr, så hulmursisolering er kun et job for fagfolk og skal udføres af en autoriseret isolatør.

Hvilke undersøgelser skal der foretages inden hulmursisolering?

Det anbefales at undersøge, om der er isolering i hulmuren ved at bore et hul og stikke et såkaldt endoskop, som er et periskopagtigt tyndt rør med optik og lys, ind. På den måde kan det konstateres, om hulrummet er isoleret, og i hvilken stand eventuel isolering er. Hullerne bør være tæt på et hjørne af huset, så man kan se, om der er isolering hen ad langsiderne (facaderne) og kortsiderne (gavlene).

En godt værktøj til at få en idé om ydervæggenes isolering er intakt, er termografering. Med et varmefølsomt kamera kan man relativt nemt se, om der er huller eller væsentlige mangler i vægisoleringen. Man kan ligeledes se, om der er mange kuldebroer i husets ydervægge, i form af udmuringer eller lignende.

På samme måde kan et termografikamera også vise, hvor man evt. skal lave en grundigere undersøgelse af hulmuren. En termografering kan dog sjældent stå alene, da den kun viser forskelle i temperaturen på overfladerne.

En grundig undersøgelse af ydervæggene skal ikke alene godtgøre, om der er plads til hulmursisoleringen. Murens tilstand, konstruktion og fugtforhold skal også undersøges nøje for at sikre, at efterisoleringen ikke gør mere skade end gavn.

Undersøgelse af formur

Hulmursisolering vil medføre, at temperaturen i formuren sænkes, fordi isoleringen holder på varmen inde i huset, og det medfører mindre fordampning fra murens udvendige flade. Det betyder altså, at muren har sværere ved at slippe af med ophobet fugt, hvad enten den kommer indefra eller udefra (som regn eller fx fra utætte tagrender). Den ophobede fugt kan give skader i form af bl.a. frostsprængninger af murværket.

Forvitrede og porøse sten i facaden skal skiftes ud, og revner og løs puds skal repareres inden hulmursisolering. Det bør også undersøges, om der er fugtproblemer ved soklen og utætheder omkring vinduer og sålbænke.

Undersøgelse af bagmur

For at kunne tåle indblæsningen af isoleringsmateriale, som sker under ret højt tryk, og forhindre, at støv m.m. blæses ind i huset, skal bagmuren undersøges for utætheder som revner, sprækker og huller.

Utætheder findes typisk ved murafslutninger, dvs. omkring dør- og vinduesåbninger, fundamenter, lofter og skillevægge. Maling, væv og tapet skal slutte tæt til væggen, og ved at banke på væggen kan man tjekke, om det pudslag, der normalt ligger under maling eller tapet, hæfter godt til muren. Lyder det hult, tyder det på, at pudsen er løs.

Huse fra 1960'erne og 1970'erne, som ofte har bagmure af letklinkerbeton eller porebeton, skal undersøges ekstra grundigt, da der ofte ses revner, utætte fuger og dårlig vedhæftning af pudsen på den slags vægge.

Eventuelle problemer eller skader skal udbedres, inden der blæses isoleringsmateriale ind i muren.

Undersøgelse af hulrum

Forskellige steder i formuren tages der en mursten ud, eller der bores huller i fugerne, så man kan kigge ind i hulrummet, enten ved hjælp af spejl og lygte eller et endoskop.

Det tjekkes, at der ikke er fyldt op med byggeaffald i bunden af hulmuren, og om der er mørtelrester, som kan forhindre indblæsning. Det undersøges også, om der er faste bindere, dvs. mursten, som forbinder formur og bagmur, for det har betydning for, hvor der skal blæses isolering ind. 

Har muren bindere af ståltråd, tjekkes det, om de er rustet helt igennem. Er de det, er forbindelsen mellem for- og bagmur svækket, og så skal de erstattes med nye rustfri bindere for at forhindre skader på muren ved indblæsning. 

Hvis der kun er meget lidt plads til isolering (2,5-3 cm), bør det undersøges, om der er tale om et ventileret hulrum, som ikke må fyldes med isolering. Som tommelfingerregel kan man sige, at en hulmur normalt er mindst 29-30 cm tyk og har et mellemrum på 7,5-8 cm. Denne tykkelse giver et mærkbart udbytte af efterisoleringen. Udbyttet er mindre, hvis der var isolering i væggen i forvejen, men der opnås et bedre indeklima, idet kuldenedfald fra væggen formindskes. 

Det kontrolleres også, hvor der er udmuringer, altså massiv mur, som kan have betydning for arbejdet. Udmuringer findes typisk øverst på ydermuren langs taget, omkring døre og vinduer og omkring etagedæk. Udmuringer fungerer som kuldebroer og kan aftegne sig som mørke pletter på tapet eller maling på indersiden af muren.