Sådan vælger du de bedste æblesorter

Æbletræer er efterspurgte træer i haven. De giver sund og lækker frugt - og de er smukke og giver haven stemning. Læs her, hvordan du vælger den rigtige æblesort.

Hvilken æblesort skal jeg vælge?

Smag, sundhed og størrelse af udbytte er 3 af de ting, du bør tage højde for, når du vælger æbletræ til haven. Foto: David Smith

Hvilken æblesort skal du vælge?

Der findes 750 forskellige æblesorter, heraf 350 danske sorter, i den Nordiske Genbank i Pometet i Høje Tåstrup, hvor man bevarer alle gamle nordiske sorter (et pomet er en samling af frugttræer og -buske).

På verdensplan findes der endnu flere forskellige æblesorter. Mange af disse sorter er gamle og mest interessante, hvis du gerne vil have samme sort som den, du smagte i barndommens have eller hos bedstemor. En del af dem er dog ikke særlig interessante som spiseæbler, og nogle sorter er modtagelige over for sygdomme. Så selv om udbuddet kan se uoverskueligt ud, er der ikke så mange æblesorter, som er interessante i haven.

Når du vælger æblesort, skal du tage hensyn til følgende:

  • Smagen. Sorten skal være aromatisk, frisk og god.
  • Sundheden. Sorten skal være modstandsdygtig over for sygdomme.
  • Høsttidspunkt og opbevaring. Vil du høste tidligt, eller skal æblerne kunne opbevares hele vinteren?
  • Vækstkraften. Træet skal have en størrelse, der passer til det sted, det skal plantes.
  • Udbyttet.
  • Bestøvning. Ingen æblesorter kan bestøve sig selv, men kræver bestøvning af en anden æblesort, som blomstrer på samme tid.
Æbletræ hvilken sort?

Med et æbletræ i haven har man sommerfriske æbler lige ved hånden, og samtidig sætter træet kulør på haven. Foto: Stuart McIntyre

Æblesorters smag

Der er meget stor forskel på æblesorternes smag. Nogle har meget lidt smag, nogle en tør, lidt melet smag, og nogle er syrlige. Vælg en sort med en frisk og god aroma. Kender du ikke sorternes smag i forvejen, har du mulighed for at prøvesmage mange forskellige sorter i sensommeren, hvor der landet over holdes æblearrangementer med mulighed for at smage forskellige sorter, fx på Pometet, Høje-Taastrup, eller Gammel Estrup, Randers, eller et af de andre pometer rundtomkring i landet.

Æblesorters sundhed

Skurv og frugttrækræft er to af de sygdomme, som kan angribe visse æblesorter.

Skurv giver brune pletter på æblerne, men får dem ikke til at rådne. Angreb giver dog en dårligere kvalitet, og udbyttet af æbler nedsættes, hvis angrebet er stort. Frugttrækræft angriber træet, så nogle af grenene visner, og i alvorlige tilfælde dør hele træet. Vælg sorter, som er modstandsdygtige over for disse sygdomme. Sorterne 'Cox Orange', 'Gråsten' og 'Ingrid Marie' er meget modtagelige for frugttrækræft.

Æblesorters modningstid

Nogle sorter modner tidligt - allerede først i august, men kan ikke opbevares særlig længe. Andre modner sent - først i oktober-november - og kan opbevares helt ind i foråret, og så er der de såkaldt middeltidlige sorter, der modner i september.

En middeltidlig sort, der kan opbevares nogle måneder, passer til de fleste familier. De meget tidlige sorter, som kun holder sig nogle få uger, passer bedst til store haver, hvor man har plads til flere træer. De sent modnende sorter er ofte bedst som madæbler, men kan til gengæld opbevares hele vinteren igennem, hvis man har velegnede opbevaringsmuligheder.

Æblesorter har forskellig vækstkraft

Æblesorter podes på grundstammer. Det er grundstammen, der er afgørende for, hvor hurtigt træet vokser, og hvor meget frugt det giver. Træets størrelse afhænger dels af grundstammen, dels af sortens vækstkraft. Nogle sorter vokser kraftigt, nogle middelkraftigt og andre svagt.

De svagt voksende sorter er velegnede som espaliertræer, men også som fritvoksende i små haver. De kraftigt voksende egner sig ikke til en lille have eller som espalierede frugttræer, da de kræver alt for meget beskæring. Til gengæld kan de blive fantastisk flotte og store, hvis de er podet på en kraftigt voksende rod. Æblesorter med middel vækstkraft passer til de fleste haver og giver smukke træer, der ikke skal beskæres ret meget.

Bestøvning af æbletræer

Ligesom alle andre blomster skal æbleblomster bestøves for at kunne sætte frugt. Æbler har behov for fremmedbestøvning af en sort, som både blomstrer på samme tid og er forligelig med den denne sort.

Du kan ikke være sikker på, at naboens træer passer præcis til den sort, du selv har valgt, men vælger du en middeltidlig sort, og bor du i et villakvarter med mange æbletræer i haverne, vil der sandsynligvis være træer i nabolaget, som kan bestøve dit nye træ.

For at være sikker kan du plante 2 eller 3 træer, som bestøver hinanden.

Tre sunde og sikre æblesorter: Discovery, James Grieve og Rød Aroma

Har du plads til 3 æbletræer i haven, er et godt bud at plante sorterne 'Discovery', 'James Grieve' og 'Rød Aroma'. Disse sorter er rigtig gode til at bestøve hinanden og en lang række andre æblesorter.

Selv om du kun vælger den ene af disse sorter, vil den sandsynligvis kunne bestøve andre sorter, du gerne vil have i haven. Desuden modner de 3 sorter lige efter hinanden, så du har friske æbler i en lang periode.

  • 'Discovery' modner fra sidst i august til midt i september og kan opbevares til ind i oktober. Det er et smukt rødt æble med en fin aroma og fast og saftigt frugtkød.
    Sorten er modstandsdygtig over for sygdomme, træet har en svag vækst, kræver stort set ikke beskæring og er nemt at passe. Det giver hurtigt et godt udbytte.
  • 'James Grieve' modner fra sidst i september til begyndelsen af oktober og kan opbevares til november. Det er et gulgrønt æble med rød kind og en god og eftertragtet aroma.
    Træet er sundt, det vokser middelkraftigt og er let at passe. 'James Grieve' giver hurtigt et meget stort og stabilt udbytte.
  • 'Rød Aroma' er måske det flotteste røde æble, der kan fås. Det har en frisk, saftig og syrlig-sød aroma, det modner fra midt i september til ind i oktober og kan opbevares til november.
    Træet er sundt og kraftigt voksende. I den store have kan man få et stort træ, hvis det er podet på en kraftigt voksende rod. Til den almindelige have bør man vælge en 'Rød Aroma', som er podet på en middelkraftig rod. Træet giver hurtigt et godt udbytte.
Hvornår plantes æbletræer?

Der findes æbletræer, der har op til 2-3 forskellige sorter på én gang. Såkaldte familietræer. Arkivfoto.

Hvor kan du læse mere om de gode æblesorter?

På planteskolen kan du på træernes etiketter læse om de forskellige sorters egenskaber. Vælg en sort, som er mærket med et stort rødt S. Det er en sort, der er udpeget af Frugt- og Prydtræklubben i samarbejde med Frugt- og Bærudvalget som en af de 15 bedste æblesorter. Frugt- og Prydtræklubben er en sammenslutning af producenter under Danske Planteskoler, og Frugt- og Bærudvalget er et samarbejde mellem Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Det Danske Haveselskab og Kolonihaveforbundet.

Inden du tager på planteskole, kan du undersøge de forskellige sorters egenskaber, så du ved, hvad du vil have, og evt. kan ringe og bestille de ønskede træer på planteskolen.

  • Danskeplanteskoler.dk: Her kan du læse om 15 udvalgte æblesorter, som alle er sunde, har en god vækstform, er nemme at passe og tilmed hurtigt bærer mange æbler.
  • Madkulturen.dk: Her kan du læse Kim Nielsen fra Institut fra Fødevarers beskrivelse af æblesorter.
  • Nordgen.org: Her kan du læse om 319 æblesorter, der bl.a. findes i den nordiske genbank, NordGen under Københavns Universitet.

Kan man få flere æblesorter på samme træ?

Har du en helt lille have, hvor der kun er plads til et enkelt træ, og er I kun en lille familie, er det en stor fordel med et såkaldt familieæbletræ - et æbletræ med 2-3 forskellige sorter på samme træ.

Sorterne modner på forskellige tidspunkter, så du får friske æbler over en lang periode. Du får ikke så mange æbler af hver sort, men er I kun en lille familie, passer mængden som regel bedre, end hvis du planter et træ med kun én sort, hvor du får flere æbler på én gang, end I kan nå at spise.

Et familietræ behøver ikke en bestøversort, for de sorter, der er podet på træet, kan bestøve hinanden. Du kan købe et familietræ i planteskolen. Læg mærke til, at der findes forskellige sortsammensætninger at vælge imellem. Alternativt kan du selv pode flere sorter på dit træ, men det kræver særlige kundskaber.

Podcast: Frugt i haven

Frugt har været en del af havelivet lige så længe, vi har dyrket haver. Frugt var førhen en vigtig del af husholdningen og den selvforsynende have. Sådan er det ikke længere, og i dag kan vi få al slags frugt på alle tider af året. Smagen er dog bare bedre, når man høster af egen avl.

Hør alle afsnit her - eller find til iPhone og Android.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab