
Hvis du er træt af dug på spejlet, findes der tekniske løsninger, som kan afhjælpe problemet. Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Hvordan mindsker du dug på dine spejle på badeværelset?
Hvis du er irriteret over dug på dit almindelige badeværelsesspejl, er der flere simple ting, du kan gøre for at forhindre eller mindske dug på spejlet:
- Åbn badeværelsesvinduet helt under og efter brusebadet.
- Lad ventilationsanlægget køre, hvis der ikke er et vindue på badeværelset.
- Tag kortere bade.
- Tag et koldt brusebad.
NB: Husk at lukke for badeværelsesdøren under og efter badet, så fugten ikke spredes til andre rum.
Et duggende spejl efter et dejligt varmt bad kender de fleste til. Det er dog muligt at få et dugfrit spejl, hvor du kan se dit eget spejlbillede, straks du træder ud af badet.
Et dugfrit spejl kaldes også et elopvarmet spejl, fordi det opvarmes med elektricitet. Helt enkelt fortalt klæber man et varmelegeme bagpå spejlet, der ligner en måtte af folie. Den skal så sluttes til elnettet.
Flere typer dugfri spejle
Der findes flere forskellige typer dugfri spejle på markedet. Du kan købe komplette dugfri spejle, hvor du får et spejl med varmemåtten påklæbet. Det er også muligt at købe varmelegemer, som du selv skal klistre bag på dine egne spejle.
De dugfri spejle koster 3.000-4.500 kroner, mens varmelegemer til at klæbe på et almindeligt spejl står i 700-1.000 kroner.
Produktet minder meget om det system, der bruges på bagruden i en bil, hvor en masse små tråde opvarmer bilruden.
Dug sætter sig ikke på et opvarmet spejl
Grunden til, at netop spejlet dugger i badeværelset, er at dug sætter sig på den koldeste flade.
Når så du varmer spejlet op, er fladen ikke længere den koldeste i rummet, og duggen vil i stedet sætte sig på gulvet, væggene eller dørene. Spejlet behøver ikke blive varmet mere end et par grader eller tre op til 27-29 grader, så har du et dugfrit spejl.
Transformer fylder som et pund salt
De dugfri spejle tilsluttes elnettet via en transformer, der i omfang er ca. lige så stor som en pakke med et halvt kilo salt og derfor fylder lidt i badeværelseslandskabet. Derfor skal du som boligejer tænke på, hvordan du kan opbevare transformeren.
Mange vælger at opbevare den på loftet over badeværelset, i et skab eller i en lille kasse ved siden af spejlet.
Så meget koster et dugfrit spejl i strøm
Et spejl på 70x100 cm bruger ca. 1 kWh strøm, hvis spejlvarmen har været tændt i 12-13 timer. 1 kWh strøm koster i gennemsnit ca. 3 kr.
Det betyder, at det vil koste dig lige godt 75 kroner om året i strøm, hvis spejlet er tændt en time om dagen. Er det tændt uafbrudt, vil din årlige elregning blive forøget med ca. 2.100 kroner.
Dugfri spejle fås også uden transformer
Der findes også varmemåtter til spejle, som ikke kører via en transformer, men blot har en elledning, der skal sluttes til en stikkontakt.
De er lidt nemmere at installere, fordi du så ikke behøver at finde plads til transformeren. I stedet kan du nøjes med at føre ledningen op til din almindelige stikkontakt med 230 volt.
Priserne ligger fra ca. 700-1.000 kr. for varmemåtterne, som du selv skal montere på dit spejl.
Tænd kun for spejlet, når du skal i bad
Selvom udgifterne til spejlvarmen kan holdes nede, skal du være opmærksom på, at et elopvarmet spejl er en ekstra strømtyv i dit hjem.
Hvis du gerne vil have et dugfrit spejl derhjemme, er det derfor vigtigt som forbruger at få tilsluttet spejlet til elnettet på en god måde.
Hvis spejlvarmen starter, hver gang du tænder lyset på badeværelset for at gå ud og tisse eller vaske hænder, bruger det en masse strøm på tidspunkter, hvor det slet ikke er nødvendigt.
I stedet bør du få lavet en løsning, hvor du kan tænde for spejlet, når du skal i bad og har brug for den dugfri effekt. Eller en løsning, hvor spejlvarmeren er tilknyttet en eventuel ventilations-funktion i badeværelset.
Det allerbedste vil være, hvis du kan få lavet en løsning, hvor spejlet slukker af sig selv efter et stykke tid, som vi kender det fra bilruderne. På den måde står det ikke og bruger energi, hvis du glemmer at slukke for det.
Kort om dugfri spejle
- Du kan få et dugfrit spejl ved at klæbe en foliemåtte med varmelegemer bag på et almindeligt spejl.
- Du kan selv montere måtten på dit eget spejl. De fås i flere størrelser og kan også laves efter mål og koster ca. 700-1.000 kr.
- Det er også muligt at købe spejle med færdigmonterede varmelegemer.
- Spejlet tilsluttes dit elnet enten via en transformer eller blot med en ledning op til fx dit lysnet.
- Hvis du har en stikkontakt lige ved dit spejl, kan du også bare sætte spejlet til der.
- Hvis spejlet skal monteres, så det kører på samme system som et allerede eksisterende ventilationssystem, skal du formentlig have fat i en elektriker.