Solafskærmning

Solafskærmning holder både solens varme og generende lys ude. Udvendig afskærmning er bedst rent teknisk, men indvendig afskærmning er ofte nemmere at håndtere.

Skærm af for solens stråler

Sådan kan solafskærmningen klares ved ovenlysvinduer. Arkivfoto

Hvorfor skærme af for solen?

Der er en fin balance mellem, hvornår der er for lidt sollys, og hvornår man føler sig generet af det. Det er derfor vigtigt at kunne kontrollere sol- og dagslyset for at udnytte det optimalt og få den største glæde af det.

Afskærmning af solen har derfor 2 formål:
•    At forhindre direkte sol, så der ikke bliver for varmt.
•    At forhindre blænding fra reflekser og direkte sol, primært om vinteren.

Overophedning

Flere nye boliger har store glaspartier fra gulv til loft, og risikoen for alt for høje temperaturer inden døre på solrige dage i sommerperioden er derfor stor. Det gælder ikke mindst de nye lavenergihuse, som derudover også er rigtig godt isolerede og dermed har svært ved at komme af med varmen igen. Hvis der ikke skærmes af for solen, vil rummene blive overophedede, og det vil være ubehageligt at opholde sig i dem.

Udvendig solafskærmning virker bedst mod overophedning af boligen. Den hindrer varmestrålerne i at trænge ind på den indvendige side af glasset og dermed varme luften inden døre op. I Danmark har vi for det meste vinduer, der åbner udad, og det sætter visse begrænsninger for brugen af udvendig solafskærmning.

LÆS OGSÅ: Hold boligen kølig om sommeren

Blænding

Her hos os nordpå er der ofte generende sollys og blænding fra vinduerne, fordi solen står lavt i vinterperioden. Når du vælger solafskærmning, er det dog vigtigt at tænke på, at der stadig skal kunne komme dagslys ind i boligen. Dels på grund af den positive effekt, dagslys har på menneskers velvære og sundhed, men også fordi det vil være spild af energi, hvis du skal tænde lamper indenfor, når der ellers er lys nok udenfor.

Det er en fordel hvis afskærmningen kan justeres så den kan tilpasses solens placering på himlen i forhold til tidspunkt på dagen og året. Det er en fordel, at lyset sendes fra det sted, hvor det blænder til gulvfladen eller loftsfladen, så lyset udnyttes, men ikke blænder.
Du skal også tænke på, hvilke rum, der er tale om. Hvis det er et opholdsrum, hvor du opholder dig meget, vil det være rart at kunne se ud ad vinduerne, selvom solen er stærk, og der er solafskærmning.

LÆS OGSÅ: Gardiner og persienner: Få inspiration til god og lækker solafskærmning her

Hvilke former for solafskærmning findes der?

Undgå sol i boligen

En permanent solafskærmning med lameller. Foto: Christensen & Co.

skodder som afskærmning mod solen

Fra Byggeri Heiberggården i Hørsholm. Her er der benyttet skodder som solafskærmning, mens de løvfældende træer også hjælper med at skygge for solen om sommeren. Foto udlånt af: Ølstrup Maskinsnedkeri.

Markise skygge sol

Her fungerer markisen både som solafskærmning af rummet indenfor og på terrassen. Foto: Viking Markiser A/S.

Der er flere former for solafskærmning: indvendig, udvendig og indbygget solafskræmning. Hvilken type der er bedst, afhænger af flere forhold:

  • I hvilken retning vender vinduet?
  • Hvad bliver rummet brugt til?
  • Hvor meget skal der skærmes af for varmen?
  • Syns- og blændingsforhold.
  • Energimæssige overvejelser.
  • Arkitektoniske hensyn.

Tagudhæng

Selvom et tagudhæng ikke er justerbart, skærmer det fint af for den høje sol om sommeren, som ellers kan give overophedning. Ud over den solskærmende effekt beskytter et tagudhæng også huset mod vejr og vind. Et tagudhæng kan kombineres med, at dele af facaden er trukket tilbage, fx glaspartier.

Permanent afskærmning

En permanent solafskærmning kan laves med et tagudhæng eller med lameller. Lamellerne slipper lyset igennem og kan vinkles i forhold til facadens orientering. Fra boligen vil der stadig være udsyn til himlen med en lamelløsning.

Skodder

Udvendig solafskærmning ses rigtigt meget sydpå i form af skodder for vinduerne. Ud over at skærme for den værste sol i middagstimerne sørger skodderne også for, at man sover i mørke. Man kan have skodderne for og samtidig have vinduerne åbne, men selvfølgelig kun hvis de åbner indad. Varmeteknisk er skodder en rigtig god løsning.

Beplantning

Beplantning kan skærme mod stærk sol om sommeren og dermed forhindre overophedning. Løvfældende træer vil lade mere lys komme ind om vinteren, når bladene er væk. Eksempelvis giver birketræer en fin afskærmning om sommeren og lader alt dagslys komme ind om vinteren.

Markiser

Markiser fungerer på samme måde som tagudhæng ved at skærme af for solen, når den står højt på himlen. Fordelen ved en markise frem for tagudhænget er, at du kan regulere markisen. Det kan gøres både manuelt og elektrisk. Man kan få markiser, der automatisk ruller ud, når solen står på, hvilket kan være praktisk, hvis man ikke er hjemme. Så kommer man ikke hjem til et overophedet hus.

Udvendige rulleskodder eller persienner?

Denne form for udvendig afskærmning ses sjældent på danske enfamiliehuse, da vi som regel har vinduer, der åbner udad. Men ved større glaspartier, der ikke kan lukkes op, kan denne form for udvendig afskærmning bruges.

Indvendige persienner, gardiner og lignende

Der findes mange forskellige former for indvendig solafskærmning i form af gardiner, rullegardiner, persienner, lamelgardiner, screens m.v. Ud over at have en praktisk funktion, kan disse også bidrage til det æstetiske udtryk inden døre.

Film på ruderne

Man kan købe belægninger i form af film til at klæbe på ruderne. Det kan dog ikke anbefales at anvende på termoruder og energiruder, idet det kan give spændinger i ruden, så den går stykker. Desuden vil garantien på de fleste vinduer/ruder forsvinde, hvis man klæber filmen på.  

Ruder i solafskærmende farvet glas

Ved at vælge ruder i farvet glas reduceres det lys og den varme, der kommer ind i boliger. Dog vil udsigten blive forringet og farverne på omgivelserne vil blive forvrænget,, da det farvede glas kun gengiver nogle farver.

Fordele og ulemper ved indvendig solafskærmning

Fordele ved indvendig solskærmning

Indvendig solafskærmning

En fordel ved indvendig solafskærmning er, at den er nem og hurtig at betjene, og den fås i mange variationer og farver. Foto venligst udlånt af Garant

En fordel ved indvendig solafskærmning er, at den er nem og hurtig at betjene, og den fås i mange variationer og farver. Den er også let at montere og udskifte, hvis du vil have variation eller en anden model. Det er en fordel, hvis den indvendige solafskærmning kan justeres og tilpasses afhængigt af tidspunkt på dagen og alt efter årstiden. Det er også at foretrække at lyset kan komme ind, selvom blændingen bliver holdt ude, så lofts-, væg- eller gulvfladen bliver oplyst.

Ulemper ved indvendig solafskærmning

Ulempen er, at solens varmestråler når ind gennem ruden. Derved når solen at varme noget af boligen op, inden strålerne reflekteres. Til gengæld er det en fordel på vinterdage, hvor man ønsker at få varmen ind, men ikke vil blændes af solen.

Fordele og ulemper ved udvendig solafskærmning

Fordele ved den udvendige solafskærmning

Fordelen ved den udvendige solafskærmning er, at solens stråler stoppes inden de opvarmer boligen. Hvis den udvendige solafskærmning er fast og tænkt ind i husets arkitektur fra starten, opnås det bedste resultat. Ved valg af en screen kan du holde solens varme ude og undgå at komme hjem til et overophedet hus.

Ulempe ved den udvendige solafskærmning

Hvis den faste solafskærmning ikke er justerbar, kan den lukke for udsyn og kan i vinterperioden skærme for det sparsomme lys.

Undgå overophedet hjem solafskærmning

Ved valg af en screen kan du holde solens varme ude og undgå at komme hjem til et overophedet hus. Foto venligst udlånt af Garant

Fordele og ulemper ved indbygget solafskærmning

Indbygget solafskærmning er typisk persienner eller en tynd film, der sidder imellem 2 ruder. Denne type blev mest anvendt i 60’erne-70’erne men ses stadig. Denne type afskærmning betjenes ofte manuelt ved hjælp af snoretræk, hvor du selv kan styre, hvor meget lys, du vil lukke ind. Der findes også nyere løsninger, hvor en tynd perforeret metalfilm er monteret på indersiden af den yderste rude i en termorude. Hullerne er vinklet på en måde, så de holder solens lys ude, mens man stadig kan kigge ud. Dermed begrænses mængden af sollys, der trænger ind uden at udsynet forhindres, og du slipper for at skulle rulle markiser, persienner og lign. op og ned.

Fordele ved indbygget solafskærmning

Fordelen ved både gammeldags og moderne indbygget solafskærmning er, at en del af varmen bliver holdt ude på de varme sommerdage, idet der er en rude mellem solafskærmningen og persiennen. Det er især en fordel, hvis du har store sydvendte glaspartier, hvor det vil kunne bidrage til et mere behageligt indeklima.

Ulemper ved indbygget solafskærmning

En ulempe er, at det kan være besværligt at reparere de indbyggede løsninger, og det kræver et bredt karmparti, idet ruden bliver meget tyk.
En anden ulempe er, at den tager ca. 50 procent af lyset, hvor en almindelig rude typisk kun vil tage 20 procent. Det kan være en ulempe på de dage, hvor lyset er sparsomt, og du har brug for alt det lys, du kan få.

LÆS OGSÅ: Vinduer med indbygget solafskærmning holder solen ude

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab