Tage med gummibelægninger

Tagbelægning af gummi er ikke særlig anvendt i Danmark. Det er svært at lægge korrekt, og er derfor ikke gør det selv-arbejde.

Tag med sort gummibelægning

Gummibelægning minder meget om tagpap. Arkivfoto.

Hvad er gummibelægning til tag?

Materialet gummi er ikke særligt brugt til tag i Danmark. I Danmark har vi dog to typer af taggumi. Den ene type lægges i baner som tagpap, og minder i den måde, den monteres på, i holdbarhed og vedligeholdelse om tagpappets egenskaber. 

Den anden type taggummi er et flydende polyuretan. Det påføres med sprøjteanlæg, som var det maling. Efter påførelsen hærder det og danner en membran uden samlinger. Produktet er udbredt i andre lande, specielt i lande som Rusland og Spanien, hvor membranen på taget skal være i stand til at modstå store temperaturudsving.

Fordele og ulemper ved taggummi baseret på polyuretan?

Taggummi, baseret på polyuretan, påføres flydende, hvilket gør det nemt at arbejde med, specielt omkring kanter, skorsten, rørsamlinger m.m. Tagmembraner af polyurethan har et toplag, som ikke nedbrydes af solen. Desuden er den certificeret til at være såkaldt rodresistent, hvilket vil sige, at alger og rødder ikke hæfter sig i membranen. Dvs., at taggummi kan være velegnet som underlag for grønne tage.

Hvad skal du tænke på, når du vælger gummibelægning til dit tag?

Overordnet skal der ikke træffes ekstra foranstaltninger i forhold til tagets konstruktion, da taggummi er en meget let tagbelægning, og den kan påføres på alle slags underlag og komme omkring alle hjørner og kanter.

Men du skal tænke over, hvordan dit tag ser ud. Har du fx mange solceller, ventilationskanaler og kringelkroge? Har dit tag stor hældning, eller er det fladt? Er der huller i taget eller lunker der skal rettes ud? Eller drømmer du om et grønt tag? 

Hvordan monteres gummibelægninger i baner?

Hvis der er tale om renovering af et eksisterende tag, skal den oprindelige tagbelægning tages ned og tagkonstruktionen evt. rettes op, inden der lægges vandfaste krydsfinérplader (minimum 16 mm tykke), som gummibelægningen monteres på. 

Er der tale om et nyt tag på et nybygget hus, er det blot at opsætte spær og derefter montere krydsfinér, hvorefter gummibelægningen kan svejses på.

Hvordan monteres den flydende taggummibelægning?

Den flydende taggummibelægning også kaldet polyuretan membran påføres flydende som en maling og klæber helt ind til underlaget. Polyuretan kan påføres på alle underlag og kan også bruges som reparation på eksisterende underlag, som fx tagpap.

Hvordan vedligeholder du et tag med polyuretan taggummibelægning?

Et tag med taggummibelægning kræver ikke særlig megen vedligeholdelse. Den består i at feje taget med en blød kost, især efter november, når alle blade er faldet af træerne. Derudover bør du hvert år tjekke taget for fejl og mangler. 

Da polyuretan klæber til dit tag, vil du hurtigt kunne se, hvis der skulle opstå et hul, da vandet vil vise sig direkte under hullet.  

Hvis du derimod har traditionel taggummi, der er svejset sammen af baner og du finder huller eller fejl f.eks. ved gennembrydninger omkring rør, skorsten og inddækninger, skal du kontakte producenten og montøren. Reparation af den type gummibelægning er ikke gør det selv-arbejde. Hullet ved sådan et tag kan også være et helt andet sted end hvor vandskaden opstår, fordi vandet kan vandre nedenunder den traditionelle taggummi.

Kan du selv lægge et tag med polyuretan taggummibelægning?

Taggummi af polyuretan er forholdsvis simpelt at påføre, men det kræver de rigtige maskiner, så underlaget kan renses ordentligt af, og de forskellige lag kan påføres korrekt. Det anbefales ikke at udføre arbejder som dette som gør-det-selv arbejder, da fejl i udførelsen kan have store konsekvenser.

Hvor længe holder et tag med taggummibelægning?

Et tag med taggummibelægning af polyuretan er ETA Certificeret til at have en forventet levetid på 25 år.

Hvad koster taggummibelægning?

Taggummibelægning af polyuretan ligger prismæssigt på omkring 250-350 kr inkl. moms pr. m2. 

Da taggummi af polyuretan kan påføres på det eksisterende underlag, er her en god besparelse i, at man ikke nødvendigvis skal fjerne det gamle tag.

LÆS OGSÅ: Mos på taget

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab