Rude med hul i

Et forsøg på at fjerne ukrudt med en plæneklipper endte med to ødelagte ruder. Foto: Abelone Glahn

September 2016:

Det var perlegruset på vores gårdsplads, der gjorde udslaget i mere end en forstand. En septemberdag i 2016 stod jeg og kiggede fra køkkenvinduet ud på vores lukkede gårdsplads. Overalt var småstenene dækket af ukrudt, vindspredte purløgstotter og vildfarne mynteplanter, fulgt tæt af oreganoskud, der også er krøbet ud af krydderurtebedet ovre i det solrige hjørne. 

Jeg har ikke længere kræfter til at luge mere end højst nogle frimærker på to-tre kvadratmeter et par gange sommeren over. Så kan armene ikke mere, og felterne gror nærmest til igen, før jeg kan tage næste hug. Denne tidlige efterårsdag kastede jeg håndklædet i ringen. Da jeg havde slået vores sædvanlige græsplæne, lykkedes det mig at løfte lågen af ind til den aflukkede gårdsplads for at slå ukrudtet med maskinen.

Småstenene fløj om ørerne, og bagefter opdagede jeg to pænt store ”skudhuller” i to af køkkenvinduerne, det ene en termorude, og det andet i en etlagsrude, der efterlod glasskår langt ind i stuen. Med andre ord ville dén løsning, hvor nem den end var, nok blive en kende for dyr i rudeskift i længden.

Med ét indså jeg, at jeg utvivlsomt fremover kun ville få færre kræfter og mindre overskud til at luge selv. Den dag udgjorde et vendepunkt, fordi den pludselige erkendelse blev lagt sammen med de andre overvejelser, vi har haft og stadig arbejder med.

Vedligeholdelsen dræner

Kræfterne svinder mere og mere mærkbart: Stort set al vedligeholdelse påhviler mig – frivilligt, for her er det mig, der abonnerer på Gør-Det-Selv-magasinet. Desuden er jeg den yngste og mest mobile. Min mand har aldrig elsket pensler og boremaskiner, og at kravle op ad en stige er for længst blevet fysisk for farligt for ham. Tiden har vi heller ikke. Vi er begge stadig erhvervsaktive, og begge kører langt for at passe vores job. Der er ikke mange ledige stunder tilbage, når vi kommer hjem.

Hver sommer har jeg tænkt, det bliver dén sommer, hvor jeg får malet alle vinduerne, men erkender også hvert år, at jeg i bedste fald kan nå to på en sommer. Vinduesfagene er over 100 år gamle og er lavet af virkelig solidt kernetræ, der bør bevares, men skal slibes i bund, linolieres, grundes og males to gange. Vi har 22 fag, alle med forsatsruder. Jeg si’r det bare.

Ved at kigge nærmere på huset var det også nemt at se, at vi inden for en overskuelig årrække formentlig måtte investere i yderligere vedligeholdelse. Det ville give mening, hvis vi blev boende, men udgifterne ville være ærgerlige i forhold til, hvad vi hellere vil bruge vores opsparing til.

Uudpakkede kasser

Opbevaring af ting i en lade

Den store lagerhal har virket som en magnet på ting - fra børnenes kasser til en motorcykel og en veteranbil. Foto: Abelone Glahn

Endelig virker de mange kvadratmeter - herunder en stor lagerhal - som en magnet på ting. Jeg gemmer rigtig meget selv, har svært ved at smide ud, for man ved aldrig, hvornår man får brug for et ubrugt forskalningsbræt, et skilt fra en forretning, vi engang havde, to lange rør, der blev til overs efter nykloakeringen og et sæt vinterdæk til vores forrige bil. Jo, jeg ved det – jeg får altid brug for det dagen efter, at jeg har smidt det ud. 

Magneten virker også på de store børn: - ”Mor, kan jeg ikke lige stille nogle kasser midlertidigt hos jer, til jeg flytter ud af kollegiet og får en lejlighed?” I nogle år havde vi ligefrem opmagasineret en veteranbil og en motorcykel for noget familie. ”I har jo så meget plads”.

Men hvad skal vi dog med al den plads og alle de ting? Og hvad hvis vi dør lige pludselig? Vi har seks børn i alt: Min mand og jeg har tre børn sammen, og han bragte tre større bonusbørn med, da vi blev gift for mere end 30 år siden. Børnene er meget forskellige og har temmelig divergerende holdning til ting og minder. Bare tanken om, at de skal komme op at skændes om, hvad der skal smides ud eller gemmes, gjorde os triste. Vi voksne skylder dem simpelthen, at der er ryddet op efter os. 

Samme aften tog vi endnu en snak over spisebordet. Hvis vi ville tage os selv alvorligt, skulle vi i gang nu. Dengang man var yngre, var det nemmere at flytte: Man fandt en ny bolig – større og større jo flere børn – pakkede alle sine ting og flyttede til nyt. Denne gang skulle vi for alvor i gang med at vælge til og fra. Finde ud af, hvilket liv vi ønskede at se frem til, men det var - og er - stadig så uvirkelig langt ude i fremtiden. Hvor lang tid ville det tage at gøre huset klart til salg? For ikke at tale om at sælge det? Der var jo masser af tid, tænkte vi. Vi følte os meget forudseende. Vi var gået i gang i tide. 

De første små tilløb – listernes tid

Selv om det var en god følelse, kunne den meget let blive en sovepude. Det var nødvendigt med en form for strategi eller struktur på, hvad vi skulle foretage os. Når der er god tid, smuldrer tingene ofte for én: Derfor går jeg som regel lidt mere konkret til værks, når større projekter skal realiseres i vores familie. Deadlines er gode, men kun, når der vitterlig er en ”straf” for ikke at overholde dem. 

Deadlines var ingen af os imidlertid modne til endnu. Lister derimod er velafprøvede tommelskruer. Prioriterede lister endnu bedre. ”Hvordan spiser man en elefant? – Bid for bid!”

Den første liste kom til at se sådan her ud, og den holder her tre år efter stadig som masterplan:

  1. Rummene skal ryddes
  2. Loppemarked, auktion, Den Blå Avis og genbrug
  3. De uopsættelige istandsættelser skal identificeres og foretages
  4. En eventuel hurtig finish, styling, når vi kommer så langt som til at få…
  5. … besøg af ejendomsmægler (husk at få tilbud fra tre)
  6. Finde ny bolig – den tid, den sorg.

Piece of cake, ikke sandt. Jeg blev helt udmattet, da jeg havde skrevet den. Tænkte igen på elefanten: Bid for bid. Op i et helikopterperspektiv, bare tag de første to punkter. Der var rigeligt til et helt års arbejde!

Ryd rummene

Okay, hvis vi skulle have solgt huset, skulle det se godt ud. Hvordan kom det til at se godt ud? Først og fremmest skulle rummene ryddes, så andre kan forestille sig, hvordan de mange kvadratmeter kan anvendes. Det har jeg set i flere TV-programmer som ”I hus til halsen”, hvor det hjælper gevaldigt på købelysten, at den potentielle køber i det mindste kan se gulvet. 

En rydning krævede imidlertid, at vi vidste, hvad der skulle ud. Måske krævede det i den givne situation lige først, at vi overhovedet vidste, hvad vi havde! Og hvad børnene ville have? Og når vi nu gerne ville forhindre, at børnene kom op at skændes om ting, ville det være en god ide at spørge dem først, og så i øvrigt lave en liste over, hvad vi syntes, de skulle arve. Så kunne de altid bytte.

Derfor kom næste liste til at se sådan her ud:

  • Inventarliste 
  • Fotos af det hele
  • Hvad vil børnene have
  • Klistermærker på tingene

Jeg elsker tingenes historie. Jeg kan lide at vide, hvor en ting stammer fra, hvem der har haft den i hånden før, og i hvilken sammenhæng den er anskaffet. Det er sådan noget, jeg ved om stort set alt, hvad der er i huset. Arveligt belastet, ja, min mor skrev ned, hvad de fik i bryllupsgave og hvad vi fik ved barnedåben. Jeg selv har videreført disse lister og er ret god til at huske, hvor vi har købt forskellige ting, eller hvem jeg fik en bog af. Min fars familie bærer rundt på generationers arv og slægtshistorie, hvilket jeg har et noget ambivalent forhold til.  Belastende for nogen, men inderst inde elsker jeg at kunne trækket tråden til fortiden. 

Det gik dog hurtigt op for mig, at min store ambition om at lave en komplet inventarliste og skrive ud for hver af tingene, hvor de stammer fra, ville tage al fremdrift ud af ”Projekt Nedskalering”. En dag, når jeg bliver gammel (ha!) og mimrer på et plejehjem, kan jeg indføje alle disse detaljer i mors fløjlsbetrukne notesbog, eller når jeg ligger for døden, kan jeg diktere dem til mine børn, med andre ord – drop det, Glahn! Videre.

Gennemfotografering

I stedet tog jeg min mobiltelefon frem og fotograferede alle de væsentlige ting. Dét er i øvrigt en rigtig god ide til forsikringsselskabet. Skulle et lyn slå ned, og hele molevitten brænde, eller skulle der komme indbrud, er det vigtigt at have så godt som alting registreret og dokumenteret. Og vigtigt ikke at lægge oplysningerne på den computer, som selvfølgelig også smelter/bliver stjålet.

Så oprettede jeg en mappe i Dropbox på nettet og lagde alle billederne ud i skyen dér. Fotograferingen blev omfattende. Jeg læste en gang, at man forsikrer sig for alt for lidt, for man glemmer, at i tilfælde af en brand, er det jo ikke kun møbler, men alt, der brænder – bøger, køkkenudstyr, dyner mv. To af vores venner havde netop haft en lille brand i et enkelt værelse i deres lejlighed. Alle rum blev røgskadede, og de måtte genhuses i tre måneder, mens hele lejligheden blev renset og malet op igen. De havde 207 flyttekasser med inventar! Fra en fireværelses lejlighed. Med til historien hører, at de ved denne ufrivillige oprydning endte med at sende, hvad der svarer til 20 kasser til Frelsens Hær, før de blev båret fra fjernlageret og op igen på 4. sal. Meget inspirerende.

Jeg valgte dog kun at fotografere det, som jeg tænkte havde værdi eller affektionsværdi. Samtidig lavede jeg en udskrift af alle billederne i frimærkestørrelse. Denne udskrift fyldte nogle sider i et solidt plastikcharteque, som fulgte mig i et stykke tid i håndtasken, når jeg var ude på job og havde længere pauser. Jeg underviser rundt om i landet og tager tit med toget eller skal sidde og vente på et hotel eller en cafe. Her tog jeg listen frem og prøvede at sætte børnenes navne på tingene. Huskede også, at der er andre arvinger end børn og børnebørn i direkte linje. Både min mand og jeg har søskende, niecer og nevøer og børnebørn, som skal påtænkes. Nogle gange kan man blive helt fokuseret på ens eget afkom, men der er andre, der vil blive glade for et minde.

Det var svært at fordele, ikke fordi der er så mange ting, men fordi fordelingen skulle være fair. De sidste to børn, vi fik, er tvillinger. Et liv med tvillinger lærer én alt om millimeterretfærdighed og om ikke at lave forskelsbehandling. 

Spørg børnene

I løbet af efteråret spurgte jeg på skift børnene, hvad de kunne tænke sig at arve. Til at begynde med syntes de, det var lidt underligt – som om vi er ved at dø, men når jeg forklarede, at det lige så meget handlede om, at vi skulle skære ned, og de ikke skulle komme op at skændes til sin tid, forstod de.

En søn gik grundigt til værks og lavede en lang liste, men nåede aldrig til rum nummer to. En anden pegede blot på to ting, som hans søster desværre også havde peget på og ville i øvrigt bare arve nogle af de fagbøger, vi har samlet. Jeg tænkte i mit stille sind på, at jeg nok heller ikke ville have det nemt med sådant et spørgsmål. Men jeg fik alligevel en ide om, hvem der skulle stå på hvilke ting – man kunne godt høre det på dem i små bemærkninger. 

Og så tænkte jeg på min venindes mor, der sagde: ”Hellere give med varme hænder end kolde. ” Det har faktisk gjort det hele meget nemmere, for i erkendelse af, at vi skal nedskalere, har såvel børn som andre relaterede løbende fået nogle af de ting, de allerede kunne bruge nu.

Det tager tid at tage afsked

Fotolisten har vist sig at være mest anvendelig til at identificere og fordele ting, som kunne skabe bøvl. Det betyder, at der nu sidder nogle klistermærker bag på visse genstande, så de pågældende børn i hvert fald har vores intention i baghovedet at holde sig til, hvis de skulle komme op at skændes.

Helt ærligt, det var alt for besværligt at gå rundt og sætte klistermærker på alle tingene. Jeg fik brugt et halvt ark klistermærker på øvelsen. Men mentalt var den vigtig og har også forberedt mig til nogle af de kommende opgaver omkring loppemarked og vurdering af ting. Endelig konstaterede jeg, at en del af denne proces handler om at tage afsked.

Når man som jeg har svært ved at smide ting ud, var det overraskende virkningsfuldt at have haft alting op til overvejelse. Langsomt begyndte jeg at tingsliggøre genstandene, frem for at se på dem som minder og effekter, der uden alvorlig refleksion bare skulle videreføres. Jeg erkendte modvilligt, at jeg ikke kan forvente, at vores børn har samme oplevelse som jeg af, hvilken fortid det har værdi at holde fast i. Det var lidt hårdt, men nødvendigt.

Læs i næste blogindlæg om en pludselig håndsrækning i form af praktisk hjælp til at rydde tre massivt opfyldte skriveborde.