Stille og landligt. Sådan har omgivelserne været i mere end 30 år. Kun afbrudt af lyden fra malkekvæg, grise og maskineriet på deres økologiske landbrug uden for Faxe på Sydsjælland. Her har de haft deres base, indtil de i 2018 for alvor satte skub i drømmen: at blive en del af et bofællesskab.

Følg Marianne og Steens rejse

Marianne og Steen flytter i foråret 2019 ind i seniorbofællesskabet Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Vi er med før, under og efter indflytningen i lejlighedsbyggeriet, hvor de får en hverdag med beboerne i de 48 andre lejligheder i bofællesskabet.
Læs mere om Kamelia Hus her.

For Marianne Albertsen på 69 år og Steen Kjærsgaard på 70 år handler deres drøm om helt andre omgivelser nær storbyens puls og med masser af naboer at nyde livet med. Og de ved, hvad de taler om. Tilbage i 1970’erne lærte de hinanden at kende i et kollektiv, og siden flyttede de til netop et bofællesskab.

- Vi ved, at fællesskabet kan gøre noget godt for os. Det tror jeg, det kan gøre for alle mennesker. Det er bare ikke alle, der har oplevet det endnu, siger Steen.

Smil på læben

Selvom mange mennesker næppe kunne forestille sig at leve et liv, hvor man er så meget involveret med sine naboer, så er fordelene ved fællesskabet store for Marianne og Steen. De er sikre på, at tilvalget af samvær med andre mennesker vil give dem et bedre liv.

- Vores mål med at flytte ind i et fællesskab er, at vi skal have det sjovt. Det skal give os oplevelser inden for det, der interesserer os. Jeg glæder mig til at kunne dele min interesse for at læse bøger og dyrke sport. Det kunne også være sjovt fx at brygge øl. Derudover skal det være en tilværelse med plads til fest og farver, siger Steen, og Marianne er enig.

- Mit grundsynspunkt er, at alle er sociale væsner, der har brug for andre mennesker. Derfor har vi også været enige om, at det for os vil være en fordel at bo i et seniorbofællesskab, forklarer Marianne.

Farvel til Faxe

Gård med gårdsplads

I slutningen af 1980'erne flyttede Marianne og Steen ind på gården uden for Faxe, som har dannet rammen om deres liv i mange år. Nu venter en helt anden boform i seniorbofællesskabet. Privatfoto

Steen er uddannet folkeskolelærer, men efter ti år med undervisning startede han sin landbrugskarriere. Marianne har en karriere som socialpædagog bag sig, som også fortsatte, mens de drev deres økologiske landbrug. Her havde de først malkekvæg og senere en gårdbutik. 

- Vi er ikke bundet til området omkring Faxe. For mit vedkomne har mange af mine bekendtskaber i dette område været bundet op på mit erhverv på gården. Derfor er der socialt ikke meget, der holder mig i Faxe, siger Steen.

- Vi gjorde os tidligt klart, at vi gerne ville tilbage til København og finde et fællesskab for at være tættere på de venner, vi har omkring København, Steens datter og børnebørn samt de mange tilbud, byen byder på, siger Marianne.

En mellemstation

Selvom parret geografisk er sikre på, hvor de skal ende, så er det ikke så let at rykke mod hovedstaden. I starten af 2018 solgte de deres gård, der i mere end 30 år har været deres hjem og en vigtig del af deres indtægtsgrundlag. 

De flyttede i stedet ind i en taglejlighed i Faxe. En udfordring, fordi mange års liv på en stor gård skal samles på under 100 kvadratmeter. Samtidig intensiveres jagten på det fællesskab, der i mange år har været deres store mål for alderdommen.

- Vi vil i et fællesskab, mens vi stadig er aktive, siger Marianne.

- Vi fandt hurtigt ud af, at mulighederne var alt for få, og at der var meget få steder, hvor der stadig var pladser. Vi har ikke behov for at eje en bolig mere, og det udelukker selvfølgelig også nogle af projekterne, siger Steen.

Overvejelserne har altid været der

Definitionen af fællesskab har de været noget tid om at få på plads. For mulighederne er mange. Fra haveforeninger til bofællesskaber i fritliggende hus eller, som der venter Marianne og Steen på Grønttorvet i Valby, et fællesskab bestående af lejligheder, der deler fællesområder, som bl.a. inkluderer en tagterrasse med væksthus, et stort køkken, en stue og et værksted.

- For os er et bofællesskab attraktivt, fordi vi gerne vil opnå en nærhed med andre mennesker, hvor vi kan få nogle oplevelser sammen. Samtidig er der en praktisk fordel i, at vi eksempelvis kan spise sammen, hvilket også er med til at gøre det økonomisk fordelagtigt, siger Marianne og fortsætter:

- Det, at flytte tæt sammen med mennesker, vi ikke kender, er naturligvis et sats, men vi er sikre på, det nok skal blive godt. For vi bliver samlet med en masse andre mennesker, der aktivt har tilvalgt fællesskabet, forklarer hun.

Den kommende tid vil du kunne læse om Marianne og Steens jagt på det rigtige bofællesskab og udfordringen med at skulle opbygge et fællesskab med de andre beboere i Kamelia Hus.