Huse, der er opført i 1960'erne og 1970'erne er overordnet set byggeteknisk velopførte. Men der er nogle typiske skader, som er gennemgående for perioden. Foto: Lisbeth Holten
Generelt om skader på huse fra 60'erne og 70'erne
Der blev bygget ca. 450.000 parcelhuse i perioden 1960-1979. Langt hovedparten af disse huse er typehuse, dvs. standardmodeller opført af enten håndværksmestre eller store typehusfirmaer. I løbet af perioden blev byggeriet mere og mere industrialiseret, og stadig flere dele af husene blev lavet som præfabrikerede elementer. Den store mængde huse, der blev opført, betød, at også håndværkerne fik en større erfaring med opførelsen af husene i den tidsalder.
Der skete et skift fra de traditionelle byggematerialer træ og tegl til i stigende grad at bruge gasbetonelementer, betonelementer, eternitplader, gips- og spånplader. Konstruktions- og samlemetoderne ændredes for at minimere arbejdstiden på selve byggepladsen og nedbringe omkostningerne.
Det store antal nye byggematerialer og metoder har givet problemer på nogle områder, og der er skræmmeeksempler på byggerier, der er behæftet med store fejl. I det store hele viser undersøgelser dog, at husene fra perioden ikke har væsentligt flere skader, end du kan forvente når husenes alder tages i betragtning.
Ifølge en undersøgelse fra 1998 havde mere end hvert tredje hus én eller flere alvorlige skader på enten fundament, facade, tag, vinduer eller vådrum. Skaderne samler sig dog især om de ca. 15 procent af husene, som har skader på 75 procent af alle bygningsdele.
I de fleste tilfælde kan skaderne ret nemt afhjælpes, hvis det ikke allerede er sket i den mellemliggende periode. I andre tilfælde kan de være så grundlæggende, at de bedst kan udbedres i forbindelse med større ombygnings- og renoveringsarbejder, fx udskiftning af tag eller etablering af nyt badeværelse.
Hvis du køber et hus fra perioden, kan der være typiske fejl og skader, hvilket du skal være ekstra opmærksom på. De fleste fejl skyldes forkert projektering, uhensigtsmæssigt materialevalg eller dårlig udførelse - eller en kombination heraf.
Det skal dog understreges, at mange af løsningerne i sin tid var almindelige og helt lovlige, blot har de senere vist sig at være problematiske.
Hvilke skader ses typisk på fundamentet i huse fra 60’erne og 70’erne?
Slagger blev ofte anvendt som fyld under huset, idet man troede, at det kunne hjælpe med at lede fugt væk fra betongulvet (terrændækket) under huset, som også kaldes det kappilarbrydende lag.
Slagger er et restprodukt fra forbrænding. Den kemiske sammensætning af slagger, der er anvendt som kappilarbrydende lag, varierer en del. Ved visse sammensætninger har slaggeren den uheldige virkning, at den suger fugt i stedet for at stoppe fugt. Men foruden at suge fugt kan slaggeren udvide sig. Det kan give meget voldsomme skader. Betondækket kan revne og ydervæggene kan blive presset ud, så der opstår revner i fundamentet.
Opstår der revner i husets sokkel, bør du holde øje med dem. Bliver de større med tiden, kan det være tegn på, at fundamentet giver sig. Arkivfoto.
Det er langt fra alle steder, hvor slagger er anvendt som fyld under huset, at der sker de voldsomme skader. Men når det sker, er det bekosteligt at få udbedret.
Hvis slaggeren har udvidet sig i en sådan grad, at der er opstået revner, kan en reparation bestå i, at slaggerne skal graves ud. Det betyder, at alle gulve skal hugges op, og indervæggene skal sandsynligvis også fjernes, så skaden kan udbedres.
Det er heldigvis også langt fra alt slagger, der udvikler sig på denne måde. Desværre er det svært at finde ud af, om det der er anvendt slagger, og om slaggeren er den type, der vil udvide sig. På mange tegninger af boliger fra 60’erne står der, at der evt. er anvendt slagger. For at være sikker, skal du hugge hul i gulvet og få det kapillarbrydende lag analyseret.
Hvilke skader ses typisk på facader i huse fra 60’erne og 70’erne?
Langt de fleste typehuse fra 1960’erne og 1970’erne er udført med en ydervæg af mursten, og bagmuren var oftest opført i gasbeton (porebeton) eller som trækonstruktion.
Problemer i ydermuren
Dårligt udførte fuger giver fugt i murværket og angreb af murbier, mens sten, som suger for meget vand og ikke er frostfaste, både kan forårsage fugt i muren og smuldrende mursten på grund af frostsprængninger.
Hvis der er tale om enkelte sten, der har fået frostsprængninger, kan de udskiftes, og det er også en relativt enkel, om end tidskrævende, sag at reparere eller udskifte fugerne. Men hverken mursten eller fuger er i dårligere stand end i boliger fra andre tidsperioder.
Problemer i bagmuren
Bagmuren er indersiden af ydervæggen. Bagmure af porebeton danner ofte revner på grund af belastninger fra fx spær og manglende modstandsdygtighed over for udsving i fugtighed og temperatur. Revnerne kan udbedres, men det er svært at gardere sig mod, at nye opstår. Det er hovedsaligt kosmetisk, man bliver revnerne ved med at komme, eller er der tale om store revner, så bør du få undersøgt, om der kan være problemer med stabiliteten i boligen.
Træbeklædninger
Som supplement til de murede partier er det ikke ualmindeligt med lette partier i facaden, typisk med træbeklædning. Ligeledes er gavltrekanterne ofte beklædt med træ. Dårligt vedligeholdt træværk eller træværk, som ikke har været ordentligt beskyttet af tagets udhæng, kan ofte være nedbrudt og bør udskiftes. Krydsfinér, der ikke er tilstrækkelig vandtæt, har også været anvendt som beklædning og er ofte dårligt vedligeholdt. Disse beklædninger bør om nødvendigt udskiftes.
Fugt i ydervæggene
Fugt i konstruktionen kan forekomme som følge af forkert udførte afslutninger på ud- og indvendige beklædninger omkring vinduer og døre og kan evt. rettes i forbindelse med udskiftning af vinduerne. Fugt i ydervæggen på grund af beklædninger, som ikke er tilstrækkeligt modstandsdygtige over for fugt (typisk almindelige gips- og træfiberplader), ses ofte ind mod badeværelser. Beklædningen kan udskiftes i forbindelse med renovering af badeværelset.
Manglende imprægnering eller dårlig konstruktion er ofte årsag til, at vinduer i huse fra 1960'erne og 1970'erne skal skiftes ud. Foto: Tommy Verting
Hvilke skader ses typisk på døre og vinduer i huse fra 60’erne og 70’erne?
Vinduer fra perioden har et dårligt ry, og i mange tilfælde er vinduerne med termoruder da også dårligt konstrueret og af træ i ringe kvalitet. I andre tilfælde er det materialer og konstruktioner omkring vinduer og døre, som giver anledning til problemer.
Vinduets konstruktion
Mange vinduer fra den tid er ikke produceret af kernetræ, hvilket kan betyde, at vinduerne er angrebet af råd og svamp (eller godt på vej til at blive det). Dårlige konstruktioner, som ikke leder vandet væk, og uhensigtsmæssige afslutninger på profiler fører ofte til rådangreb på bundrammer, karme og især den nederste glasliste. Udskiftning af bundglaslisterne og grundig vedligeholdelse kan hjælpe, hvis vinduet ikke er for medtaget, men i nogle tilfælde er en udskiftning af vinduerne den bedste løsning. Uhensigtsmæssig overfladebehandling giver også problemer, men er mulig at udbedre.
Ruderne
Selv om glasset i vinduerne er termoglas, er varmeisoleringsevnen i forhold ret dårlig i forhold til moderne vinduer. Desuden er mange termoruder fra dengang punkteret. Der er ofte tale om store vinduespartier, hvor glasarealet er stort. Store termoruder punkterer ofte, da der blandt andet kan ske vrid i ruderne.
Omkring vinduerne
Dårlig vedligeholdelse af elastiske fuger omkring vinduerne giver også fugtskader, da de nedbrudte fuger bliver utætte. Bløde fuger holder kun nogle år og skal derefter udskiftes. Brug af bløde fuger udvendigt kan også give problemer, da de i modsætning til fx mørtelfuger kan spærre fugt inde mellem vindueskarm og mur.
Er der elastiske fuger på både inderside og yderside af vinduerne, er der lang større risiko for fugtophobning og dermed svamp og råd i træværket. Det kan være en god ide at udskifte de tætte fuger med enten mørtelfuger eller fugebånd.
Hvilke skader ses typisk på tage i huse fra 60’erne og 70’erne?
Husene fra perioden 1960-79 har oftest sadeltag med ret lav hældning, dvs. 15-30 grader. 70 procent af husene har oprindeligt eternittag (bølgepladetag), 13 procent tegltag, 9 procent betontagsten og 6 procent fladt built-up-tag. Nedenstående er eksempler på nogle af de mest almindelige årsager til skader på tage fra perioden.
Flade tage
Nogle af de flade tage har haft alvorlige problemer med tætheden. De flade tage er dog efterhånden blevet udskiftet med sadeltage eller med moderne tagpaptage med tilstrækkelig hældning. Men er de flade tage blevet vedligeholdt, kan de have lang levetid.
Utilstrækkelig ventilation af taget
Ligesom andre dele af huset skal tagkonstruktionen have god ventilation for at sikre, at fugt ikke lukkes inde og forårsager råd og svamp.
Det var ikke almindeligt med dampspærre i loftskonstruktionen på den tid, hvilket har gjort, at fugt har kunnet trænge op i konstruktionen. Det er hovedsaligt et problem, hvis der er blevet efterisoleret, da dugpunktet derved er blevet flyttet og fugten derfor samles oppe i tagkonstruktionen.
I nogle tilfælde er isolering eller efterisolering presset helt ud til undertaget eller tagbeklædningen således, at der ikke længere er noget ventileret mellemrum mellem isolering og undertag.
Udhænget kan også være forkert udført uden ventilationsspalte. I dette tilfælde kan det normalt lade sig gøre at etablere en ventilationsspalte, mens forkert lagt isolering kræver, at taget lægges om.
Belægninger på taget, som ofte ses på huse fra 1960'erne og 1970'erne, er som sådan ikke en byggeskade, men har mere en kosmetisk betydning. Foto: Bigstockphoto
Defekt undertag
En væsentlig årsag til fugtskader på de underliggende trækonstruktioner er tegltage, hvor undertaget er i dårlig kvalitet. Undertaget nedbrydes af solens UV-stråler, eller det kan ske, at det ikke er sikret korrekt mod vinden eller er udført med forkerte samlinger omkring ovenlys, skorsten, tagfod m.v. Et defekt undertag kan ikke repareres - her er det nødvendigt at lægge et helt nyt undertag, hvilket betyder at hele taget skal lægges om.
Et andet problem kan være, at der ikke er tilstrækkelig ventilation mellem undertag og lægter, hvilket kan give råd og svampeskader på lægterne. Man anvendte ikke afstandslister imellem undertag og lægter, hvilket giver opfugtning af lægterne og dermed råd og svampeskader.
Mange af tagene på huse fra 60’erne er cementbaserede bølgeplader, eternittage, som kan indeholde asbest. Mange af disse tage har ret lang holdbarhed. Hvis tagene blot får lov at ligge, og der ikke bores huller i dem eller asbestfibrene på anden måde frigøres, er de ikke sundhedsskadelige og har altså en ret lang holdbarhed.
Ubeskyttede bjælkeender (blotlagte remender)
Tagspærene hviler på bjælker, der ligger oven på ydervæggene. Disse bjælker kaldes remme. Deres funktion er at overføre last fra taget til ydervæggene samt at holde taget fast.
Som følge af et arkitektonisk modefænomen stikker remenderne fra tagkonstruktionen ud ved gavlene på mange af husene fra tiden. Remenderne er ikke beskyttet mod regnen, og de bliver nemt angrebet og nedbrudt af råd.
Hvis bjælkeenden allerede er angrebet, er løsningen at save den del af, som rager ud under taget. Herefter males eller træbeskyttes den synlige del af bjælken grundigt.
Hvis bjælken er i god stand, kan du beskytte enden med en inddækning af zink eller aluminium.
Skjulte tagrender og indvendige nedløbsrør
Af æstetiske årsager var det i 70'erne almindeligt at skjule tagrenderne bag en træbeklædning. Løsningen kræver mere tilsyn og vedligeholdelse end synlige tagrender, og får den ikke det, er der stor risiko for, at defekte eller stoppede tagrender i al ubemærkethed kan skabe fugtproblemer og dermed rådskader i udhænget, sternbrædder og vindskeder på taget.
At ændre på taget, så tagrenderne bliver synlige, giver et helt andet arkitektonisk udtryk. Men hvis du ikke har tiden til at tømme tagrenderne et par gange om året, er det den bedste løsning.
På flade tage er der ofte indvendigt tagnedløb. Dvs. at tagnedløbet er ført ned inde i boligen. Hvis tagnedløbet ikke er blevet renset, kan der ske vandskader i konstruktionen omkring tagnedløbet.
I 1960'erne og 1970'erne var det ikke normalt at anvende en vådrumsmembran i badeværelset. Der har måske heller ikke været behov for det. Arkivfoto.
Hvilke skader ses typisk i vådrum i huse fra 60’erne og 70’erne?
Siden 1960'erne og 1970'erne er kravene til udførelse af badeværelse strammet meget op. Konstruktioner, som var almindelige dengang, har senere vist sig at kunne give fugtskader på dele af huset.
Manglende vådrumsmembran
I dag er der krav om vådrumsmembran i den mest vandbelastede del af badværelset. I badeværelser fra 60’erne er der ikke vådrumsmembran. Da der altid kan trænge fugt ned under fliserne, enten pga. de er revnede eller fordi fugerne ikke er tætte, kan en manglende vådrumsmembran betyde, at fugten kan have givet skader i den underliggende konstruktion. Vælger du at få et nyt badeværelse, skal du sikre, at der kommer en vådrumsmembran.
Badekar
I mange boliger fra 1960’erne er der badekar i badeværelserne. Fugerne omkring badekarret kan være revnede, og idet der ikke er vådrumsmembran i badeværelserne, kan der være sket fugtskader i konstruktionerne omkring badekarret.
Dårligt underlag og forkerte samlinger i vinyl
Forkert udført underlag for flisebelægningen giver dårlig understøtning og tillader fugt at trænge ud. Dårligt udførte samlinger i vinylbelægninger og andre materialer resulterer ligeledes i utætheder. Belægninger kan i princippet udskiftes, men det kan kun komme på tale at ændre de underliggende lag i forbindelse med en total ombygning eller renovering af badeværelset.
Tæring af vandrør
Såkaldt galvanisk tæring forekommer, hvor rør er samlet med jern og kobber. Problemet kan rettes ved at skifte rørene ud. Det er dog vanskeligt, hvis vandrørene er skjult i konstruktionerne. Er der gulvvarme i badeværelset, kan der ske tæring af varmerørene.
Ofte er varmerørene lagt ned i et isoleringsmateriale som fx Lecanødder. Hvis der er kommet en smule fugt til, kan rørene være tæret. Er de derimod lagt i beton, er risikoen for tæring mindre, da cementen beskytter mod tæring.
