Det kan være svært at få plads til tøj, sko, sengetøj, soveposer, toiletpapir og gamle arvestykker, hvis du bor i en lille bolig med kun lidt opbevaringsplads. Men det kan lade sig gøre at opbevare mange ting på lidt plads, hvis du tænker lidt anderledes. 

De tre arkitekter, Thomas Hjort, m4 Arkitekter, Rasmus Bak, Baks Arkitekter, Stig Ørum Christensen, Novaform Arkitekterne og indretningsarkitekt og designer, Trine Boelskifte, Boelskifte Interiør & Design 
guider dig her til konkrete opbevaringsløsninger, som de selv har haft succes med at tegne, bygge og indrette i lejligheder, rækkehuse og andre mindre boliger. 

1) Brug pladsen under din seng og i sengegavlen 

Din seng er et af de møbler, du kan få overraskende meget opbevaringsplads ud af på en både ordentlig og æstetisk måde. I stedet for at have en masse luft under sengen, der blot tiltrækker nullermænd, kan du bygge din seng ovenpå store skabe eller skuffer, som kan trækkes ud eller åbnes. Her kan der blive plads til alt fra skitøj og de varme strømper til de gamle cd’er eller LP’er, du ikke vil skille dig af med. 

Hvis du er lidt handy, kan du selv stå for at lave løsningen ved at købe skabe eller skuffer i den højde, du ønsker sengen i og så placere en MDF-plade og en god madras ovenpå. Du kan også få en arkitekt og snedker til at lave en flot løsning. Endelig er der efterhånden også flere møbelkæder, der laver både enkelt- og dobbeltsenge med opbevaring under.

Sengegavlen er et andet sted, hvor du ret enkelt kan få mere opbevaringsplads. Du kan selv, eller med hjælp fra en arkitekt eller snedker, få designet og lavet enten en åben gavl med hylder til bøger og nips eller en lukket gavl, hvor der endda kan blive plads til den dyrebare racercykel, du ikke tør stille i kælderen. Du kan også kombinere de to ting, så gavlen både giver lukket opbevaring og et par hylder til pynt.

2) Få dine skabe til at passe

Skabsplads får du aldrig nok af. Men faktisk er det ikke altid, du har brug for flere skabe. Du har måske bare brug for andre skabe eller at tilpasse dem, du har. 

For det første bør du sørge for, at dine skabe går helt til loft. Har du højt til loftet i din bolig – fx 2,6 meter - er det spild af plads at have skabe, der kun er 2 meter høje. For placerer du kasser, soveposer og ekstradyner ovenpå skabene, kan det komme til at se meget rodet ud.  

Hvis du ikke kan købe skabe, der passer præcist i højden, kan du få en snedker til at lave indbyggede skabe til dig fra gulv til loft. Du kan også købe færdige skabe, der er lidt for høje, og så kan du save dem af i den passende højde. Vælg skabe, hvor den øverste del kommer til at fungere, selv om den bliver skåret over, og sørg for en flot finish af den nye kant.

For det andet bør du altid gennemgå de ting, du har brug for plads til i dit skab - mål dem op og lave en detaljeret liste over, hvilken type opbevaring du har brug for. Hvor mange lange kjoler skal der være plads til, og hvor lange er de? Skal der være plads til en støvsuger, tørrestativ eller et strygebræt, og hvor meget fylder det? Lægger du alle dine t-shirts i skuffer, eller vil du hellere have alle hængende på bøjler? 

Når du har kortlagt dit (og din families) behov, er det meget nemmere at vælge den rette indmad til dit skab, uanset om du skal købe det, ombygge dit eksisterende skab eller få specialsnedkereret et helt nyt.

3) Lav opbevaring under sæderne – og gør dem fleksible

De fleste siddepladser i din bolig kan give mere opbevaringsplads. 

En slagbænk til køkkenet eller stuen og kan give plads til duge, sengetøj eller andet. 
Byg en aflang kasse af MDF-plader og læg en lækker hynde ovenpå - så har du både en daybed og masser af opbevaring på samme tid. 

Køb eller få bygget sofaer med opbevaringsmuligheder under sædet. 
En lille bænk i gangen med plads under sædet, kan fx bruges til at opbevare huer, handsker og cykelhjelme. 

Du kan også give dine sæder flere funktioner. Byg fx en kvadratisk kasse med hjul nedenunder og en hynde ovenpå, der er nem at tage af og på. Så kan den bruges til bord, stol og opbevaring på samme tid – og kan flyttes fra rum til rum efter behov. 

Har du flere, kan dine børn også bruge dem i deres leg, hvis de vil danne sig et fort eller et skib, og de kan sidde i rundkreds om dem til oplæsning eller en film.

4) Byg gulv til loft-reol og udnyt også pladsen over døre og radiatorer

Har du mange bøger, eller andre ting, er det altid en god idé selv at bygge en stor reol fra gulv til loft eller få en snedker til det, så du får lavet noget, der udnytter pladsen, selv om den er trang. 

Hvis du kan dedikere en hel endevæg, er det flot, men mindre kan også gøre det. Reolen kan fx bygges rundt om en dør eller over en radiator, hvis du samtidig laver en flot radiatorskjuler. 

En anden – og måske nemmere - løsning er at bygge en sættekasse, der passer til din væg – eller sætte en række kasser sammen i et flot mønster på væggen. Så får du masser af opbevaring, samtidig med, at det bliver en del af rummets æstetik.

5) Lav et fleksibelt hjemmekontor

Har du ikke et separat arbejdsværelse, kan du dedikere en endevæg i stuen til kontor, hvor du laver gulv til loft-skabe eller reol, hvor der er en skrivebordsplade, der kan trækkes ud, eller hvor en af reolfladerne er dybere, så den kan bruges som skrivebord. 

Selv om du ønsker en reol-løsning, så sørg gerne for et par aflukkede skabe, hvor du kan gemme printere, store skærme og ringbind, når arbejdsdagen er omme, så skabs- eller reolvæggen ikke bliver for rodet, og så du ikke bliver mindet om arbejde hele tiden. Det kan også være en løsning at gemme skærme eller andet arbejdsudstyr bag et flot forhæng fra gulv til loft, så der skabes mere ro i rummet.

I nogle rum giver det mere mening at have en reol som rumdeler, hvor der også kan være mulighed for en lys og luftig kontorplads. 

Du kan også købe eller få bygget et bord, der kan være spisebord morgen og aften, men som har indbyggede skuffer eller skabe og har en god højde til hjemmekontoret om dagen.

6) Se efter opbevaringsmuligheder i højden i din gang og opbevar dine sko lodret 

Har du en meget lille entré eller en lille mellemgang, kan du ofte finde ekstra plads til sko og overtøj i højden. Lav en gennemgående hylde foroven hele vejen rundt i en lille gang, hvor du kan stille skokasser. 

Er du heldig at have et hulrum over loftet, kan du få ekstra opbevaring ved at lave en lille lem, så du kan stille kasser med tøj og sko af vejen heroppe. Begge disse løsninger kræver, at du har en solid skammel eller stige, som heller ikke tager for meget plads.

Har du en grim, gammel elmåler i gangen, kan du skjule den og få plads til opbevaring på samme tid ved at bygge et skab ud omkring den eller ved at hænge et flot, tykt gardin eller forhæng ned fra loftet, så der også bliver plads til hylder eller ting som strygebræt og tørrestativ bagved.

Sko får du plads til flest af, hvis du laver lodret opbevaring til dem. Du kan købe skoskabe, som du kan bygge en ramme eller et skab udenom, så det bliver flottere og mere personligt. Eller du kan bygge en slags ribber eller knager på væggen eller sætte en stige op langs væggen, hvor skoene kan sidde fast ved skosnuderne eller hælen. 

Får du specialbygget et skoskab til gangen, skal du forinden tjekke, hvilken type sko du har flest af, og måle, hvor meget de fylder. Lad evt. kun én sko stå fremme og den anden stå bagved. Så har du overblik over udvalget, men skoene fylder mindre i bredden.

7) Udnyt skråvægge, trappetrin, skydedøre og pladsen bag sofaen

Gennemse din lejlighed for døde områder og gør plads til opbevaring. Fx kan du:

  • Bygge en kasse bag sofaen
  • Lave reoler ned fra den inderste del af dine skråvægge. 

Har du flere etager, kan du:

  • Lave skuffer ind i selve trappetrinene
  • Bygge et skab eller en knagerække ind under trappen. 

Har du brede vindueskarme, der går lidt ud i rummet, kan der måske også blive plads til at lave et indbygget skab eller reol inde under. 

Har du en særlig hobby, der kræver meget plads, men som du gerne vil have ryddet af vejen til hverdag – fx en modeltogbane – kan du lave en løsning med en plade, der hejses op under loftet. 

Har du en skydedør, der skyder hen over en væg, kan den udadvendte side bruges til hylder til pynt eller opbevaring. Vil du have blændet en dør, kan du også vælge at få lavet reol ind i dørkarmen fra den ene side.

8) Udnyt cisternekassen på toilettet

Hvis du har et væghængt toilet eller vil have et, når du laver nyt badeværelset, kan du udnytte cisternekassen til opbevaring. Du kan lade den gå helt til loft og vælge at have skab eller hylder hele vejen op, så der er plads til makeup, shampoo og håndklæder.

Er du i gang med ombygning kan du få plads til et skabsmodul eller en kommode mere til opbevaring på badeværelset, hvis du får gennemtænkt familiens badebehov. De færreste gider stå at bruse sig i et badekar, men til gengæld kan det give god mening at mure en kant op i brusenichen, så man kan sætte en prop i afløbet og dermed skabe en badekarsmulighed her.

Arkitekt Stig Ørum Christensen skulle have plads til fire børn med fire forskellige interesser i en lejlighed. Så pladsen skulle udnyttes godt. Det blev den bl.a. ved at lave hemse. m4 Arkitekter har i en lejlighed sikret mere gulvplads ved at lave en diskret og elegant opbevaring af gæstesengen. Den er lavet som et indbygget skab, hvor sengen kan vippes ud fra. En skydedør, der går ind i væggen, er en anden god måde at skabe ekstra plads til opbevaring på, fordi væggene så er helt fri til fx skoskabe som her. Foto: Andreas Mikkel Hansen og m4 Arkitekter/fotograf Christina Kayser Onsgaard

9) Byg en hems eller lav en klap ud-seng

Hvis du har flere børn end børneværelser eller ofte har overnattende gæster, men ikke plads til at have gæstesenge og ekstra dyner og madrasser stående, kan du igen finde løsninger ved at kigge lidt i højden. Du kan få bygget særlige klap-ud-senge, som evt. er bygget ind i et skab eller gemt bag et flot gardin. Hvis der er god loftshøjde på børneværelset, kan du bygge hemse hele vejen rundt, så der både er flere sovepladser og mere opbevaringsplads.

10) Lav gulv til loft-skabe i køkkenet eller køb vitrineskab eller kolonialskab

Hvis du ikke har meget plads i køkkenet, men stadig har brug for plads til den voksende maskinpark til fermentering og bagværk, skal du sørge for at skabe så meget orden som muligt. Drop derfor hylderne, der kan se meget rodede ud, når pladsen er trang. Drop også luften over overskabene, der er svær at bruge, uden at den ser rodet ud. Hvis du ikke har råd eller lyst til nye overskabe, kan du sætte andre låger, forhæng eller persienner op for at dække det øverste stykke over overskabene. Men sørg for, at det passer sammen med resten af køkkenet.

Hvis du er klar på at skifte skabene, så vælg nye overskabe, der går helt til loft, eller drop nogle af overskabene og få mere luft i rummet ved at vælge et eller to gulv til loft-skabe. Findes de ikke i det køkkenmærke, du har, kan du sætte flere køkkenmoduler ovenpå hinanden – eller få specialbygget et, der passer til dit eksisterende køkken. 

En tredje mulighed er at købe et gammelt vitrineskab, som er både flot og rummeligt, så du kan få service og køkkenmaskiner bag låger. Et kolonialskab, der går fra gulv til loft – evt. med udtræksskuffer i og kig ind fra siderne – kan også give rigtig meget opbevaring og være en både praktisk og ordentlig løsning. Der findes mange forskellige modeller, og finder du ikke noget, der passer til dit køkken, er en mulighed selvfølgelig også at få det specialbygget.

Udnyt dine køkkenskuffer bedre ved at skabe overblik over dit bestik og dine køkkenredskaber og få derefter tilpasset indmaden i skufferne, så de passer til det, du har – i stedet for at der er en masse spildplads i dem. Ofte kan du også skabe mere plads ved at sætte kurve eller kasser ned i skufferne og få sorteret dine ting.