1. Toilet, der løber

Et toilet, der tydeligt løber, kan spilde vand for flere tusinde kroner om måneden, mens et toilet, der løber så lidt, at du ikke kan se det, kan spilde vand for mer end 7.000 kr. årligt..

Et af flere mulige problemer er fx, at mekanismen i cisternen kan kalke til og holde ventilen, der tilfører vandet, åbent hele tiden. Det betyder, at vandet bliver ved med at løbe.  

Tjek toilettet ved at sætte en serviet bagerst i kummen mod cisternen og se, om den bliver våd. Hvis ja, så få toilettet repareret hurtigt. 

  1. Kørende affugter

Har du vænnet dig til at holde din kælder tør med en affugter, kan det blive en rigtig dyr fornøjelse. En affugter med en effekt på mellem 400 og 800 watt kan i døgnet forbruge 9,5-19 kWh, hvilket løber op i 288-576 kWh på en måned. Med en pris på 2,50 kr. pr. kWh, bliver det til 8.640-17.280 kr. om året.

Tjek, hvor meget strøm din affugter bruger ved at måle med en energimåler. 

Mange affugtere har en fugtstyring, som gør, at de først starter, når der er en vis mængde fugt i luften. Fugt i kælderen kan bl.a. løses ved at etablere radiatorer i kælderen og holde 16 grader hele året rundt. Sørg også for udluftning, fx ved at installere en fugtstyret ventilator i kælderydervæggen. 

  1. Ødelagt termostat på elgulvvarme

Elbaseret gulvvarme er reguleret ved, at termostaten tænder og slukker. Men går termostaten i stykker, så gulvvarmen kører ureguleret, bliver det hurtigt dyrt for dig. 

I et velisoleret hus behøver gulvvarmen måske kun at være tændt nogle få timer om dagen, mens 10-15 timer kan være nødvendigt i et dårligt isoleret hus. Det vil sige, at hvis gulvvarmen kører frit, kan din udgift blive fordoblet, fordi gulvvarmen nu står tændt 24 timer. 

I et badeværelse på 10 kvadratmeter med gulvvarme med en effekt på 150 watt/m2 vil forbruget være 36 kWh om dagen eller 1.080 kWh på en måned. Med en elpris på 2,50 kr. vil det svare til 2.700 kr. på et år. 

  1. Utæt vandrør

Hvis et vandrør springer eller lækker et uheldigt sted, er det svært at opdage. Hvis vandrøret fx ligger under betongulvet i kælderen, kan skaden først ses, når gulvklinkerne begynder at trække fugt. Selv et læk, der kun er på størrelse med et nålestik, kan lække 70 liter vand i døgnet, hvilket i løbet af et år vil koste dig omkring 2.000 kr. Er lækken større, bliver vandregningen langt større, og dertil kommer de skader, vandet forårsager, som kan ende med langt at overgå prisen for vandet. 

Tjek, om der er sprængt vandrør således: Sluk for alt vandet i huset og kig på vandmåleren. Hvis vandmåleren tæller videre, eller rykker sig langsomt, er der tale om en utæthed i huset. 

Du kan også købe en vandalarm, som afbryder vandforsyningen, hvis vandforbruget pludseligt stiger. Vandalarmen kan også sladre, hvis forbruget stiger over en længere periode pga. en mindre utæthed. 

  1. Lange brusebade med almindelig bruser

Har du et almindeligt brusehoved, som giver 16 liter vand i minuttet, bruger du ca. 3.200 kr. om året ved 6 minutters bad, 6 dage om ugen og med fjernvarme som varmekilde. Er I flere, der bader, bliver vandregningen langt større.  

Skifter du til sparebruser, kan du halvere det beløb. Du kan også spare mange penge og energi ved at tage færre og kortere brusebade eller lukke for vandet, mens du sæber dig ind.