Der er mange flere brande i private hjem i december måned, så der er god grund til at holde et vågent øje med juletræ, adventskrans og juledekoration, så du undgår at blive et nummer i statistikken.

Ifølge Beredskabsstyrelsen rykker brandvæsenet ud til 35 procent flere brande i private hjem i december end i en gennemsnitsmåned. I gennemsnit slukkede brandvæsenet 459 brande i private hjem i december måned fra 2013-2017.

Dertil kommer de såkaldte "happy fires", hvor folk selv når at slukke dem. Dem er der 45.000 af om året, og en del af dem skyldes brug af levende lys, særligt i juletræ eller juledekoration.

Der er altså rigtig god grund tll at passe på. Læs og se her, hvad du skal gøre.

1. Gå aldrig fra et rum, hvor der er stearinlys tændt

Lav adventskranse og juledekorationer med omtanke. Sæt stearinlys, så de ikke kan antænde gran og tørre grene, når de brænder ned.

2. Brug selvslukkende lys eller lysmanchetter af stanniol i adventskrans og juledekoration

Selvslukkende lys og lysmanchetter af stanniol minimerer risikoen for, at stearinlyset antænder gran, mos m.m., når lyset brænder ned. Behandl desuden adventskrans og juledekoration med et brandhæmmende middel, der nedsætter risikoen for brand. Brandhæmmende midler kan købes i byggemarkeder. Du skal dog stadig have juledekorationen under opsyn.

3. Stil ikke levende lys i nærheden af noget let antændeligt

Sørg for, at dine levende lys ikke står i nærheden af gardiner og andet let antændeligt, der kan blæse eller vælte ind i lyset. Sørg også for, at mindre børn, hunde og katte ikke kan nå dem. Brug evt. elektriske lys i stedet.

4. Hold øje med maden, når du tilbereder den

Vær opmærksom på maden, mens du tilbereder den, og sørg også for at holde øje med ovn og gryder, der skal stå og simre i længere tid. Hold øje så længe ovn eller blus er tændt, og sluk det hele når du forlader dit hjem.

Hvis der går ild i en gryde eller i en pande med brændende fedtstof, skal du lægge låg på gryden, hvis det er muligt. Du kan også kvæle ilden med et brandtæppe, eller bruge en pulverslukker. Brug aldrig vand til at slukke brændende fedtstof. Husk at slukke for kogepladen.

5. Hav slukningsmidler stående

En blomsterforstøver eller en vandkande med spreder er ofte nok til at slukke brande i adventskranse og juledekorationer.

Video: Hvor effektiv er en mini-brandslukker?

En spand vand er rigtig god til at slukke ilden, hvis der opstår brand. Men der findes også mini-brandslukkere – vi tester her, om de kan slukke et bål i et bålfad.

Vær opmærksom på, hvad mini-brandslukkeren kan bruges til. I videoen her er brugt en brandslukker, som IKKE kan bruges, hvis der er ild i frituregryden. Der findes også spraydåser beregnet til at slukke brand i friture eller elektriske installationer - tjek altid inden brug. 

6. Stil mindst én spand vand ved siden af juletræet

Hav en spand vand og en gulvklud parat ved siden af juletræet, når du tænder det. Det kan også have en 2 kilo pulverslukker. Det vigtigste er, at du er parat til at slukke branden, hvis der skulle gå ild i dit juletræ.

7. Sørg for, at juletræet er friskt

Opbevar juletræet udendørs, indtil det skal bruges. Stil det i en juletræsfod, der kan fyldes med vand. Tjek vandstanden dagligt - og fyld efter.

8. Brug selvslukkende lys i juletræet

Hvis du vil bruge levende lys på juletræet, bør du vælge en selvslukker-variant. Placér lysene, så der ikke er mulighed for, at gran og pynt bliver antændt. Du kan også vælge elektriske lys.

9. Montér røgalarmer

Sørg for, at du har installeret røgalarmer i dit hjem. Tjek, at de er monteret korrekt, og at de virker.