Bopælspligt

Der er bopælspligt i de fleste boliger for at undgå boligspekulation og affolkning. Læs mere om reglerne for, hvor længe din bolig i praksis kan stå tom.

Som udgangspunkt skal du udleje din helårsbolig, hvis du ikke selv bor i den.

Som udgangspunkt skal du udleje din helårsbolig, hvis du ikke selv bor i den.

Arkivfoto.

Hvad er bopælspligt?

Bopælspligt kan defineres som ejerens pligt til at sørge for, at hans beboelsesejendom er beboet. Ejer du en helårsbolig, hvor du ikke selv bor, har du som udgangspunkt pligt til at leje den ud i stedet.

Loven har baggrund i en lang række politisk definerede ønsker, bl.a.:

  • At undgå affolkning af landdistrikterne.
  • At modvirke dannelse af "sommerhuskvarterer" i områder, der er udlagt til helårsbeboelse.
  • At forhindre uhæmmet spekulation i boligmarkedet - og heraf følgende boligmangel.

I Lov om midlertidig regulering af boligforholdene, § 47, 48 og 49, kan du læse den præcise juridiske baggrund for bopælspligten.

Hvor meget skal du opholde dig i din bolig for at overholde bopælspligten?

Som udgangspunkt skal du mindst opholde dig 180 dage om året i boligen. Du kan dog godt tage på eksempelvis en årelang jordomrejse uden at leje boligen ud, så længe du ikke framelder dig folkeregistret.

LÆS OGSÅ: Hvem skal du melde flytning til?

Hvilke boliger er omfattet af bopælspligt?

Som udgangspunkt er der bopælspligt i alle boliger, "der hidtil har været benyttet helt eller delvis til helårsbeboelse", herunder boliger på landejendomme, uanset hvor små de er. Medmindre kommunen specifikt har givet lov til det, er det ikke tilladt at have adresse på mere end én bolig i samme kommune. I den forbindelse tæller Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og kommunerne i det, der tidligere hed Københavns, Roskilde og Frederiksborg Amter, som én kommune.

Er der bopælspligt i alle boligtyper?

Sommerhuse er ikke omfattet af bopælspligt

Sommerhuse er ikke omfattet af bopælspligt.

Foto: Stuart McIntyre

Nej, der er flere undtagelser fra reglerne.

Den mest oplagte er naturligvis sommerhuse, der slet ikke er beregnet til helårsbeboelse. Derfor er de heller ikke omfattet af reglerne om bopælspligt.

Der er heller ikke bopælspligt i helårsboliger, som man forsøger at sælge. Heller ikke selvom man er fraflyttet.

Det er den enkelte kommune, som beslutter, hvor og om der er bopælspligt i helårsbebyggelse inden for kommunegrænsen.

Kommunalbestyrelsen kan fx pr. lokalplaner beslutte, at nyopførte boliger ikke er omfattet af bopælspligt, indtil første ejer sælger boligen igen. Dette opfattes navnligt som et aktiv for velhavende udlandsdanskere eller virksomheder, der gerne vil kunne benytte den pågældende bolig lejlighedsvist.

For at undgå affolkning og forfald - og for at trække feriegæster til byen - tillader flere kommuner også, at helårsboliger i visse kvarterer - eller endda hele kommunen - anvendes som ferieboliger.

Du kan altid kontakte kommunen for at finde ud af, om der er bopælspligt på en bestemt helårsbolig eller ej.

Hvad er en flexbolig?

Flexboliger er helårshuse, som kan anvendes uden bopælspligten. Det er den enkelte kommune, der bestemmer, om huset kan være en flexbolig.

Typisk er det huse på landet, som kan være svære at sælge og blot står og forfalder, der kan få status af flexbolig. Idéen er, at husene kan købes som fritidshus og på den måde skabe nyt liv til det pågældende område.

Pr. 1. juli 2015 følger boligens status følge boligen og ikke ejeren, som det hidtil har været tilfældet. I praksis betyder det, at har en bolig fået status af at være flexbolig, vil denne status kunne bibeholdes, når boligen sælges.

Det er op til den enkelte kommune at beslutte, i hvilken grad, de ønsker at være omfattet af flexboligordningen. Det er derfor langt fra alle helårshuse, der kan få status som flexbolig. En opgørelse foretaget af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter viser, at der i primo 2015 var blevet udstedet 384 flexboligtilladelser på baggrund af ca. 500 ansøgninger.

Spørg den kommune, huset ligger i, hvis du vil have lavet status på dit hus om til flexboligstatus.

Skal du leje din bolig ud ved udlandsophold?

Tager du på en længere ferie eller måske endda en årelang jordomsejling uden at framelde dig folkeregistret, må du gerne lade din bolig stå tom imens.

Framelder du dig imidlertid det danske folkeregister for at flytte til udlandet i forbindelse med fx udstationering eller længere studieophold - og sælger du ikke din danske bolig - har du pligt til at leje den ud i stedet.

Hvem kontrollerer, om du overholder bopælspligten?

Kommunen har pligt til at kontrollere, om der er ledige boliger inden for kommunegrænsen. Det foregår sædvanligvis ved at sammenkøre ejendoms- og folkeregistret og efterfølgende tage kontakt til ejeren, hvis det ser ud, som om boligen står tom.

Hvad kan der ske, hvis du ikke overholder bopælspligten?

Bliver din helårsbolig ledig, uden at du har sat den til salg, skal du senest efter 6 uger anmelde det til kommunen. Herefter kan kommunen anvise en boligsøgende, som du er forpligtet til at udleje boligen til. Om nødvendigt med fogedens hjælp.

Anmelder du imidlertid ikke selv den ledige bolig til kommunen, er det som nævnt sandsynligt, at forvaltningen alligevel selv finder ud af, at den står tom - og derefter kontakter dig.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab