Danskerne får mere og mere plads i boligen

Antal boligkvadratmeter pr. dansker stiger og stiger, mens størrelsen på vores familier falder. Se, hvor store danske huse og lejligheder er i gennemsnit.

Boligens plads udvikling

- Plads handler om det gode liv. Om at skabe universer og scener, hvor vi kan vise vores værdier frem og skabe det liv, vi gerne vil give vores børn og vise omverdenen, at vi giver til vores børn, forklarer Mette Mechlenborg, sociolog og boligforsker på Statens Byggeforskningsinstitut. Illustration: Rikke Bisgaard

For 50 år siden var de danske boliger nogenlunde lige store, uanset om de lå på landet eller i byerne. Men i dag er der forskel på størrelsen.

Så store er de danske boliger

Den gennemsnitlige størrelse på en dansk bolig er pr. 1. januar 2016 112 m2. Der er dog stor forskel på, hvor stort et gennemsnitligt areal forskellige boligtyper har:

  • Parcel/stuehuse: 151 m2.
  • Række-, kæde- og dobbelthuse: 93 m2
  • Etageboliger: 78 m2.

Kilde: Boligopgørelsen 1. januar 2016

Ifølge Danmarks Statistik bor hver dansker i dag på gennemsnitlig 52 m2 mod 43 m2 i 1981. Samtidig er vores familier blevet mindre i samme tidsrum. I 1981 var der i gennemsnit 2,5 personer pr. husstand, i dag er der 2,1.

- En forklaring er, at vi er blevet rigere og derfor forbruger mere, også når det kommer til boligkvalitet og dermed antal kvadratmeter. På mange måder er det en naturlig udvikling, når vores velstand stiger, siger boligøkonom Morten Skak fra Syddansk Universitet.

Singler har mest plads

Der er også kommet flere singler, og det er også med til at øge, hvor meget plads hver enkel dansker bruger, for singlerne bruger mere plads. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af kvadratmeter bolig pr. person i 2016 i gennemsnit:

  • Personer, der bor alene: 84 m2
  • 2 personers-husstand: 60 m2 pr. person
  • 3 personers-husstand: 42 m2 pr. person
  • 4 personers-husstand: 36 m2 pr. person.

- I 1970’erne steg kvadratmeterforbruget også, men her flyttede store familier ud fra byernes små lejligheder til parcelhuse på 100 m2. I dag flytter vi generelt mod byerne, og det burde så betyde færre kvadratmeter pr. person samlet set, men fordi vi er blevet så markant rigere, er de små lejligheder, der før husede en familie på 5-6 personer, nu slået sammen med nabolejligheden og huser en single med et godt job og et delebarn, siger Morten Skak.

LÆS OGSÅ: Boliger for singler – hvilke økonomiske muligheder har du?

Billige boliglån har gjort danske boliger større

Boligstørrelser fordelt på kommuner

Der er stor forskel på, hvor mange kvadratmeter bolig en dansker bor i, alt efter hvilken kommune de bor i.

Typisk er der flest kvadratmeter til rådighed i land- og ø-kommunerne, hvor boligerne er billigst, mens man bor på færrest kvadratmeter i kommuner med mange lejligheder, specielt i København og forstæder til København.

Også antallet af personer i husstanden har stor indflydelse på pladsen. Bor man alene, har man mest plads, og jo flere, man bor sammen, jo mindre plads har man sammenlagt. I kommuner med en høj andel ældre, er der også en tendens til at være lidt mere plads pr. person.

Også ændringer i de låntyper, vi har og har haft mulighed for at optage, har en indflydelse på vores pladsmuligheder, forklarer Morten Skak.

- Vi har en boligmasse, der er opbygget gennem mange år, og der var lånemulighederne begrænsede, især i 1980’erne. Men i 00’erne har vi under opsvinget fået lov at låne til at bygge stort, ”fordi der jo ikke sker noget ved at have for mange kvadratmeter”, som man sagde. Og det gav jo god mening op igennem 00’erne, hvor vi oplevede opsving, prisstigninger og derfor en mere og mere liberal og løssluppen långivning. Alle troede på det, også långiverne – for de låner ikke ud uden en rentabel forretning i sigte.

LÆS OGSÅ: Lån i boligen

Arkitekt: Antal kvadratmeter er ikke vigtigst

Arkitekt og sekretariatsleder i Danske Boligarkitekter, Pernille Hjort, mener dog ikke altid, at det er antallet af kvadratmeter, det handler om.

- Vi vil gerne give vores børn og os selv plads og rum til mere privatliv. Børne- og teenagefløjen er blevet en selvfølge og har nærmest fået karakter af selvstændig bolig med store soveværelser, egne badeværelser, fælles stue osv.

- Desværre fokuserer mange alt for enøjet på antal kvadratmeter i stedet for at kigge på kvaliteten af dem. Du kan bo på 270 ligegyldige, udflydende kvadratmeter og stadig føle, at du ikke har plads nok. Og så kan du flytte ind på 165 gennemtænkte, funktionelle og oplevelsesrige kvadratmeter og ikke mangle en eneste, siger hun.

SE BILLEDSERIEN: Familie på 4 på 65 kvadratmeter

Rummelige køkken-alrum 2016

I 2016 prioriterer danskerne rummelige køkken-alrum, hvis pladsen tillader det.

Foto: Andreas Mikkel Hansen

Lejlighed Vesterbro 1949

Billedet her stammer fra en lejlighed på Vesterbro anno 1949. Her var pladsen trang, og børnene måtte ligge flere sammen i samme seng. Foto: Boligkommissionens billedarkiv

Plads handler om det gode liv

Ønsket om plads handler ikke om praktik og funktion, men om drømme og idealer, mener Mette Mechlenborg, sociolog og boligforsker på Statens Byggeforskningsinstitut.

- Plads handler om det gode liv. Om at skabe universer og scener, hvor vi kan vise vores værdier frem og skabe det liv, vi gerne vil give vores børn og vise omverdenen, at vi giver til vores børn, forklarer hun

Meget plads giver valgfrihed

- Men al den plads giver også et pres på os, for når vi har bygget vores kæmpe hus, fyldt det med værdiladede displays og så ikke helt får brugt krea-værelset eller gourmetkøkkenet, så får vi sgu stress og dårlig samvittighed over, at vi ikke bager, sylter og får leget igennem.

- Men vi gør det alligevel – fråser med pladsen og designindretter. For plads som luksusfænomen handler om valgfriheden i, at jeg kan gøre brug af alle disse kvadratmeter og funktioner i mit hjem, hvis jeg har lyst. Og heri ligger selve forskellen på det frie og det ikkefrie menneske. At have valget, siger forskeren.

Hun forudser, at der de næste 10-20 år bliver en koncentration i de større byer parallelt med en velstandsudvikling. De to faktorer vil nogenlunde udligne hinanden, hvorfor kvadratmeterforbruget ikke vil eksplodere voldsomt.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab