Hvordan tjekker jeg, om min kælder er godkendt til beboelse?

Hvis du vil tjekke, om din kælder godkendt til beboelse, kan du starte med at tjekke din boligs BBR-oplysninger i Bygnings- og Boligregistret.

Du kan dog ikke regne 100 procent med, at oplysningerne her er opdaterede, da det er boligejernes eget ansvar, at BBR er opdateret. Vil du være helt sikker, er det derfor en god idé at kontakte din kommune.

Det er langt fra alt, du bør stille ned i din kælder. For der er risiko for, at det tager skade eller bliver ødelagt – specielt, hvis din kælder ikke er godkendt til beboelse og er fugtig.

Inden du overvejer at stille ting til opbevaring i din kælder, er det derfor en god idé at tjekke, hvor fugtig og kold kælderen er, og hvor stor risiko der er for vandindtrængning. Det gør nemlig en forskel på, hvad du kan opbevare sikkert i kælderen. 

Om din kælder er godkendt til beboelse eller ej, kan være en indikator på kælderens indeklima. Men en kælder, der er godkendt til beboelse, er ikke i sig selv en garanti for, at kælderen er tør, og omvendt kan en kælder, der ikke er godkendt være tør og tæt.

Hvad bør jeg IKKE opbevare i min kælder?

En typisk ældre kælder, som ofte ikke er godkendt til beboelse, er tit uopvarmet og fugtig. Den overholder muligvis ikke bygningsreglementets krav til loftshøjde, dagslys, isolering og radonsikring. Der kan desuden være dårlig ventilation, og luften står ofte stille, hvilket øger risikoen for kondens. 

Om sommeren er der en øget risiko for kondens og skimmel på kældervægge, da varm og fugtig sommerluft, som møder en kold kældervæg, vil øge den relative luftfugtighed markant ved vægoverfladen. 

Det gør mange kældre uegnede til opbevaring af en række ting.

1. Tøj, tæpper og møbler af stof

Alle organiske materialer, som fx tøj, tæpper eller møbler af stof kan få skimmelsvamp, når de opbevares i kælderen. Hvis den relative luftfugtighed gennem længere tid ligger omkring eller over 70-75 procent, stiger risikoen for skimmelvækst på organiske materialer. 

Mål evt. den relative luftfugtighed forskellige steder i kælderen over årets fire sæsoner for at få en idé om, hvor stor risikoen for skimmelsvamp er i din kælder. 

Du kan i nogen grad beskytte organiske materialer som tøj og stof ved at opbevare det i lufttætte plastikbokse og hæve boksene 10-20 cm over gulvet. Hvor sikre boksene er, afhænger naturligvis af, hvor meget vand der evt. trænger ind i kælderen.

2. Breve, bøger og papirfotos

Ligesom tøj og andre ting af stof kan angribes af skimmelsvamp, er også materialer i papir udsat for skimmelsvamp. Også papirprodukter kan du i nogen grad beskytte ved at opbevare dem i lufttætte plastikbokse og hæve boksene 10-20 cm over gulvet. 

3. Elektronik og hårde hvidevarer

Motionscyklen, det gamle musikanlæg, det ekstra fjernsyn og hårde hvidevarer kan alle sammen blive ødelagt eller få forkortet deres levetid af den fugt, der kan være i en kælder.

4. Batterier

Batterier kan ruste og aflade, hvis de udsættes for den fugt, der kan være i en kælder. 

Opbevar i stedet dine batterier på et tørt sted med en temperatur på 15-20 grader, og følg i øvrigt producentens anvisninger, hvis det drejer sig om mere specielle batterier som fx genopladelige lithium-ion-batterier til elcyklen.

5. Fødevarer og drikkevarer

Føde- og drikkevarer er udsat for både fugt og skadedyr i kælderen, så som udgangspunkt er det en dårlig ide at opbevare fødevarer her. 

Du kan godt opbevare føde- og drikkevarer i din kælder, hvis de er i tætlukkede plast- eller glasbeholdere, hvor der ikke kan trænge hverken fugt eller skadedyr ind. 

Ligesom med papir og stof, er det også en god ide at hæve disse beholdere over gulvet for at beskytte dem mod eventuel oversvømmelse. Følg altid anvisningerne på de konkrete fødevareprodukter med hensyn til temperaturudsving og fugtforhold.

6) Dig selv og andre beboere

Det er både ulovligt og en rigtig dårlig idé at bruge en ikke godkendt kælder til soveværelse, stue eller kontor. Når kælderen ikke er godkendt til beboelse, kan det skyldes mangel af lovlige redningsåbninger, utilstrækkeligt dagslys og ventilation, og problemer med fugt og radon.

Hvis du ønsker at bruge din kælder som en del af din bolig, så kontakt din kommune for at høre, hvad der skal til for at få den godkendt til beboelse.

Pas på vand, selvom din kælder er godkendt til beboelse

Hvis din kælder er godkendt til beboelse, betyder det, at du må bruge kælderen til såkaldt permanent ophold. Det vil sige, at du må sove der og have køkken, stue eller kontor ligesom i resten af din bolig.

Men selvom en kælder lovligt kan bruges til beboelse, er det ikke en garanti mod fugt eller oversvømmelse. Kælderen ligger fortsat under eller tæt på terræn og kan derfor være mere udsat for vand fra fx terræn, kloak eller grundvand end rum over jorden. En godkendelse er desværre heller ikke en garanti mod fugtige vægge. 

Hvis du har ting i kælderen, der ikke tåler vand, er det derfor en god idé at hæve dem fra jorden. Det gælder både fotos, papir og andet organisk materiale, samt elektriske apparater som vaskemaskine og tørretumbler. Det er også en god idé at opbevare vandfølsomme ting i plastikkasser og evt. på metalhylder.