Hvornår tændte du for varmen i år?

  • 1.-15. september: 5 %
  • 16.-30. september: 5 %
  • 1.-15. oktober: 22 %
  • 16.-31. oktober: 22 %
  • 1.-15. november: 17 %
  • 16.-30. november: 10 %
  • 1.-15. december: 3 %
  • Har ikke tændt endnu: 3 %
  • Ved ikke: 12 %

Kilde: YouGov-undersøgelse for Videncentret Bolius, 6.-11. december 2023

Den officielle fyringssæson starter 1. oktober. Flere danskere har efter energikrisen valgt at skrue op for varmen senere.

Det viser undersøgelser, som YouGov har foretaget for Videncentret Bolius i 2022 og igen i 2023. Der er gennemført godt 1.000 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år ved hver undersøgelse.

I 2023 tændte var der flere, der tændte for varmen i oktober, nemlig 44 procent, mens tallet i 2022 var 33 procent. Middeltemperaturen i oktober 2023 var 10 grader, mens den i 2022 var 11,7 grader. 

Hver fjerde tændte for varmen i deres bolig i november

Frem til og med 15. oktober havde hver tredje tændt for varmen. Flest – skruede op for varmen i deres bolig fra 1.-15. oktober (22 procent) og 16.-31. oktober (22 procent). Samlet åbnede 27 procent for varmen i november. Da vi gik ind i december, var der stadig 6 procent, som endnu ikke havde tilført varme til deres bolig.

Derfor ventede vi med at tænde for varmen

41 procent siger, at de har tændt senere for varmen i år sammenlignet med tidligere år. I 2022 var denne andel oppe på 65 procent. Mens den primære forklaring sidste år var høje varmepriser, er det i år temperaturerne udendørs, der har afgjort, hvornår varmanlægget blev sat i gang. 

Til spørgsmålet om, hvorfor de har tændt senere for varmen i 2023 end normalt, lyder svaret:

  • 34 %: Mest højere temperaturer udendørs.
  • 23 %: Både høje varmepriser og højere temperaturer udendørs.
  • 21 %: Mest høje varmepriser.

At der er kommet senere gang i varmekilderne i de danske hjem, overrasker ikke fagekspert i Videncentret Bolius, Tue Patursson.

– Det undrer mig ikke, for vi har haft trods alt haft et varmt efterår, og sammen med erindringen om de høje energipriser sidste år stadig megen snak om usikkerheden om priserne, er det ikke overraskende, at folk har holdt igen. Vi fik sidste år mange henvendelser om, hvornår man bør tænde for varmen, og hvilke ulemper der kan være ved det, siger Tue Patursson. 

Danskerne har også skruet ned for varmen

Udover at tænde senere har en del danskere også skruet længere ned for varmen end normalt, viser en anden undersøgelse fra Videncentret Bolius. Tilbage i 2016 og i januar 2022 var gennemsnitstemperaturen 21,1 grader i stue/køkkenalrum, mens den i oktober 2023 var faldet til 20,7 grader. Det er en anelse højere end i oktober 2022. 

Hold temperaturen på mindst 18 grader

Tue Patursson mener generelt, det er en god idé at tænde senere for varmen.

– Derved sparer man både penge og CO2 og bidrager til, at Danmark ikke bruger for meget energi. Men skal huske på, at indetemperaturen ikke bør være under 18 grader, da det kan give problemer med fugt og skimmel, siger han.