Kan man have et æbletræ i en krukke?

Ja, der findes flere forskellige slags æbletræer, du kan plante i en krukke og stille ud på din altan eller terrasse.

Har du mange kvadratmeter at boltre dig på, kan du plante flere æbletræer på altanen, så de bestøver hinanden. Det kan være en god idé at plante to træer sammen, så du kan være sikker på, at bestøvningen bliver optimal, og du får dejlige æbler senere på sæsonen. 

Er pladsen trang, kan du vælge et familietræ, hvor flere sorter er podet på den samme stamme. Den type træer er selvbestøvende, da de forskellige sorter bestøver hinanden.

Hvor stor bør krukken til et æbletræ være?

Den vigtigste forudsætning for, at et æbletræ trives i en krukke er, at potten er stor nok. Den skal have en diameter og en dybde på minimum 45 centimeter, men kan du plante i en krukke, der er endnu større, er det kun en fordel.

Vælg også gerne en krukke, der har hul i bunden, så vand kan løbe væk fra rødderne. Et godt dræn sikrer, at fugt ikke samler sig omkring rødderne, så de rådner.

Hvilke æbletræer kan man dyrke i en krukke?

Pladsen på altanen eller terrassen er med til at afgøre, hvilke sorter du skal vælge. 

Søljeæbletræer bliver ikke særligt brede, og derfor er de gode at dyrke i krukker på få kvadratmeter, da de ikke fylder meget og ikke skal beskæres voldsomt. Det samme gælder dværgæbletræer, som heller ikke vokser dig over hovedet.

På den måde adskiller de sig fra almindelige æbletræer, som hurtigt kan vokse sig store både i højden og bredden. Vil du dyrke et almindeligt æbletræ i krukken, skal du vælge et, der er podet på en svag grundstamme.

Hvordnår og hvordan planter man et æbletræ i en krukke?

Du kan plante æbletræer i potter og krukker hele året, bare jorden i potten og krukken er frostfri.

En krukke med dræn er en vigtig forudsætning for, at træet vil trives. Fyld derfor lecakugler eller mindre sten i bunden af krukken og dæk drænlaget med fiberdug, før du fylder jord over. Vær opmærksom på, at drænhullerne ikke tilstoppes, for så kan vandet ikke løbe fra.

Nu er potten klar til at tage imod æbletræet. Gør sådan:

  1. Sæt træet i midten af krukken, og sørg for, at det ikke hælder, men står sikkert og lige.
  2. Bland almindelig pottemuld med groft sand eller lergranulat og fyld blandingen omkring roden.
  3. Vand oppefra, så alt jorden bliver gennemvædet.
  4. Sæt en plantepind ved siden af træet, som det kan støtte sig til, så det ikke blæses omkuld af vinden.

Omplant æbletræ i potte hvert 3.-4. år

For at give æbletræet de bedste forhold at vokse under, så du får en god æblehøst sæson efter sæson, skal det omplantes hvert tredje eller fjerde år. Er krukken ved at være for lille, kan du omplante til en større, så der er god plads til rodnettet. I forbindelse med omplantningen skifter du alt jorden, og samtidig kan du beskære store, tykke rødder, så rodnettet ikke bliver for stort. 

Pasning af træer i krukker

Især, når æblerne modner, er det vigtigt med vanding, når du dyrker i krukker. For at frugten kan udvikle sig, er der brug for meget vand, så i den periode må du være ekstra flittig med vandkanden.

Det gælder også i tørketider, og står træet enten overdækket eller på en meget solrig placering, kan det være svært at følge med i træets behov for vand. Vær derfor hele tiden opmærksom på, om jorden er fugtig.

Som en del af pasningen, er det vigtigt, du tilfører gødning løbende. Den energi, der er i jorden, når du planter træet, optages hurtigt, så der bliver brug for friske forsyninger, som sikrer frugtsætningen. Giv gerne flydende gødning i forbindelse med vandingen og forsyn æbletræet en gang hver anden uge.

Beskæring af et æbletræ i krukke

Som udgangspunkt har æbletræer i krukker brug for mere beskæring end dem, der vokser i haven. På friland kan træerne ofte brede sig uden problemer, men på altanen eller terrassen kan det hurtigt blive et problem, hvis der kun er få kvadratmeter. 

Derfor kan en udtynding komme på tale:

  • Fjern de sidegrene, der er til gene, men hold endelig træets form, så det fortsat er flot at se på.
  • Klip grene af, som stritter voldsomt eller snor sig ind mellem andre grene. 
  • Knib skud og nye grene af løbende gennem vækstsæsonen, og gerne i toppen, så æbletræet ikke bliver alt for højt.

Et søjleæbletræ har ikke brug for meget beskæring, men sideskud bør beskæres ind til 5 centimeter fra hovedstammen. 

Nyplantede træer har kun brug for beskæring, hvis der skyder lange, tynde grene frem. De kan klippes væk, så træet holder en flot søjleform og fortsat ikke vil fylde i bredden. 

Gennem beskæringen sørger du for, at træet ikke bliver for stort til at kunne trives i krukken. Beskærersaksen kan du finde frem til og med august, men herefter skal den gemmes væk, til det bliver løvfald i efteråret.

Hvordan undgår du sygdomme og skadedyr i dine æbler?

Sol, varme og lys er det, der får æblerne til at smage af noget, men det er ikke den eneste fordel ved at placere æbletræet sådan. Det er også med til at holde sygdomme og skadedyr på afstand. Af samme grund er det også vigtigt, du beskærer træerne, så der kommer så meget lys og luft ind til frugterne som muligt. 

Orm og larver er en hyppig gæst i æblerne, men det kan heldigvis undgås. Du kan forebygge besøg fra æblevikleren ved at hænge æbleviklerfælder op i træet.

Derudover findes der en lang række andre sygdomme og skadedyr, som kan forvolde udfordringer.

Hvad gør man med et æbletræ i krukke, når det er vinter?

Har du plantet dit æbletræ i en frostsikker krukke, kan det sagtens modstå den kolde vintertid. Flyt træet helt tæt til muren, så det står beskyttet mod sne, vind og regn, og pak gerne potten ind i bobleplast eller et tæppe, så krukken ikke frostsprænger.

I vintermånederne skal du ikke vande træet særligt ofte. På denne tid er det i dvale, og bruger derfor ikke kræfter på at udvikle sig, hvorfor det naturligt heller ikke har brug for meget vand. Står træet ikke overdækket, vil det vand, som kommer fra oven, ofte være nok til at dække behovet.

Har du plantet i selvvandende krukker, skal de tømmes, før det bliver frost.