Energisparende belysning

Energivenlige pæretyper har vundet indtog i de danske boliger. Læs her, hvordan du vælger det bedst mulige lys med det lavest mulige energiforbrug.

Forskellige LED pærer

LED pærer produceres i mange forskellige udformninger. Kontrollér, at lysudstrålingen er den samme som lysudstrålingen fra den lyspærer som erstattes. Foto: Colourbox

Hvilket alternativ er bedst, hvis du skal udskifte en gløde- eller halogenpærer?

Det skal du kigge efter, når du skal vælge pære

  • Lumen angiver lysstyrken, hvor meget lys en pære udsender. En 60-watts-pære udsender ca. 800 lumen. Jo højere lumen, jo mere lys bliver der udsendt.
  • Ra-værdien angiver farvegengivelsen, elpærens evne til at gengive farver på en skala fra 0-100. En glødepære har ca. en Ra-værdi på 99. De pærer, man anvender indendørs, bør have en Ra-værdi på mindst 80, men jo højere Ra-værdi, Jo bedre farvegengivelse. Daglysets Ra-værdi er 100.
  • Kelvin angiver farvetemperaturen. Jo højere kelvingrader, jo koldere lys. En glødepære har typisk en farvetemperatur på 2.700 Kelvin og afgiver det, man vil betegne som et varmt lys. Til sammenligning har et stearinlys en farvetemperatur på ca. 1.200 Kelvin, og dagslys har en farvetemperatur på ca. 4.000-5.000 Kelvin.

Sparepæren er blevet populær i Danmark, efter EU startede udfasningen af glødepærer i 2012. Fra februar 2016 er det slut med at producere og importere glødepærer - også til særlige formål.

I rigtig mange tilfælde kan det svare sig at erstatte glødepærer og halogenpærer med enten LED-pærer eller sparepærer. I hvert fald hvis man udelukkende kigger på strømforbruget, hvor især LED-teknologien kan bidrage med en mærkbar gevinst på elregningen.

Men tænkt dig om, inden du udskifter al belysningen ud. Den rette belysning er til for at skabe de optimale arbejdsbetingelser, stemninger og muligheden for at orientere sig i hjemmet, og den bidrager samtidig med at sikre et godt indeklima. Derfor er det ikke alle steder, det nødvendigvis vil være et oplagt valg at skifte over til mere energivenlige lyskilder.

Der er meget stor forskel på produkt- og lyskvalitet for både sparepærer og LED-belysning. Derfor er det en god idé at:

  • Købe dine energibesparende pærer et sted, hvor du har mulighed for at bedømme belysningens lyskvalitet og – styrke, i en prøveopstilling. Har du ikke den mulighed - fx ved onlinekøb - kan du i stedet starte med at købe et mindre antal af den pågældende model, så du hjemme kan afprøve, om du er tilfreds med kvaliteten.
  • Gemme kvitteringen for dit køb - gerne sammen med udsnit af emballagen med påtrykt garanteret levetid. Mange af de nye pæretyper anprises for en ekstremt lang levetid, men de er til gengæld ret kostbare. Så skulle pæren brænde ud længe før ventet, er det godt at have dokumentation for købstidspunktet. For selvom du til den tid muligvis ikke længere kan gøre et krav gældende jf. købeloven, vil producenten eller forhandleren muligvis respektere en levetidsgaranti, de selv har angivet.

LÆS OGSÅ: Elektrisk lys

Hvad kendetegner kvaliteten af LED-pærer?

LED med forskellig lysstyrke og lyskvalitet

 

LED-pærer findes i mange forskellige udformninger med forskellig styrke og lyskvalitet. Arkivfoto

 

LED-pærer bliver kaldt fremtidens svar på energivenlig belysning, da teknologien i denne pæretype giver mulighed for fleksible løsninger i forhold til regulering af lysstrømmen, farvetemperaturer og styring af lyset.

De fleste LED-pærer bruger mindre strøm end A-pærerne til at skabe sammenlignelig lysstyrke. Den løbende udvikling gør nye LED-pærer stadig mere effektive, ligesom de tænder med det samme og fungerer fint i selv meget kolde omgivelser.

Men se dig for. LED-pærer forhandles i mange kvaliteter, og ikke alle er lige gode.

LED-pærerne fra de store veletablerede firmaer lever op til de krav, der er rimelige at stille til boligens lyskilder og er både bedre og mere energibesparende end sparepærerne og ikke mindst halogen- og glødepærer.

LED-produkterne har dog haft problemer med lyskvaliteten. Mange af de første hvide diodepærer, udsendte et blåligt og temmelig ubehageligt skær. Denne børnesygdom plager stadig de billigste LED-pærer. Synlige variationer i lysfarven kan også ses i samme type LED-pære, hvis man køber de billige typer. Så hvis man har fx 3 lamper af samme type ved siden af hinanden og skal have ens lysfarve, skal man vælge en LED-pære af god kvalitet.

Problemet er dog blevet afhjulpet i nogle af de nyere LED-pærer, og i dag kan en god LED-pæres lysfarve således i nogle sammenhænge sammenlignes med en halogenpæres.

Der fremstilles i dag LED-pærer med en rimelig farvegengivelse på helt op til 95 Ra (typisk ligger de i spændet mellem 80-95 Ra), og inden for en overskuelig periode ventes LED-pærerne at blive næsten lige så gode som halogenpærerne.

Det skal dog igen understreges, at der stadig er ekstremt stor forskel på LED-pærerne på dagens marked, og nogle af de billigste produkter har i praksis så lave Ra-værdier, at farvegengivelsen er uegnet til mange formål i boligen.

Den lange levetid og det lave strømforbrug gør stadig LED-pærer til en god investering på langt sigt. Men selvom dagens prisniveau faktisk repræsenterer en omtrentlig halvering sammenlignet med markedsstatus for et år siden, foretrækker mange forbrugere stadig at vente med at indkøbe LED-belysning i større stil, indtil købsprisen er faldet, og lyskvaliteten som helhed er blevet bedre og mere ensartet.

Sparepærer og LED pærer som energirigtig belysning

De steder, hvor du har brug for en god farvegengivelse, er det oplagt at anvende en halogenpærer. Foto: Torben Klint

Skal du opnå en god farvegengivelse, som det er en fordel at have i køkkenet og ved badeværelsespejlet, vil det ofte være bedst at anvende en halogenpærer. Ulempen ved halogenpærer er, at de har et relativt højt energiforbrug sammenlignet med LED-pærer.

Producentens angivelse kan dog godt snyde, så du kan risikere at købe en pære med varmt lys, der i virkeligheden udsender et koldt lys. Så lad være med at købe et større antal af en bestemt pære, før du har sikret dig, at du er tilfreds med lyskvaliteten.

LÆS OGSÅ: Halogenlys

Ikke alle LED-pærer passer sammen med en eksisterende dæmpningsfunktion. Det er vigtigt at undersøge, om det rent teknisk kan lade sig gøre. Men man skal også se på den ønskede lyskvalitet.
Når man dæmper en glødepærer bliver lysstyrken mindre og lysfarven bliver rødligere. Men når man dæmper en LED-pære bliver lysstyrken mindre, men farven på lyset (farvetemperaturen) forbliver ofte den samme. Der er dog kommet LED-armaturer på markedet med ”warm dimming”, hvor lyskvaliteten fra glødepærerne er efterlignet.

LÆS OGSÅ: LED-lys i boligen

Hvad kendetegner udbuddet af LED-pærer?

Udbuddet af LED-pærer er praktisk taget eksploderet de seneste år. I dag kan man købe LED-belysning til samtlige fatningstyper, endda som erstatning for de små 12-volts halogenstifter (G4), hvor sparepærerne slet ikke kan være med.

Lysudstrålingen fra LED-pærer findes også i et stort udvalg i dag, både med klar glas og mat glas og nu også med filament, så den måde lyset fordeles på minder om lyset fra en glødepære.

Lyset kan komme fra punkter eller fra en flade. Hvis lyset kommer fra mange punkter kan det give generende skygger, da hvert lyspunkt afgiver en skygge. Sidder LED-pæreren over et skrivebord, kan en blyant på et stykke papir give mange skygger.

Man kan i dag også købe lamper med indbyggede og ikke-udskiftelige LED-enheder. Det giver god mening, når lyskilden har en forventet levetid på op til 50.000 timer, svarende til knap 50 år ved almindeligt brug.

Hvornår kan det svare sig at vælge en sparepærer?

Hvornår skal man vælge en sparepære?

Sparepærer er generelt ikke specielt gode til at gengive farver. Til gengæld kan de fås i udgaver, der afgiver et varmt og behageligt lys, og derfor er de ganske anvendelige som hyggebelysning de steder i boligen, hvor der ikke er behov for, at farverne skal gengives helt korrekt. Foto: Kravetsky Gennady

Sparepærerne kaldes også "A-pærer", da de rubriceres som energiklasse A, hvilket ligger i den gode ende af skalaen.

En 60-watts glødepære, der blev forbudt i efteråret 2012, er typisk energiklasse E, og en halogenpære er energiklasse C, nogle dog klasse B. Som tommelfingerregel får man samme lysstrøm (målt i lumen) ud af en A-pære på 12-15 watt. Herved sparer man 75-80 procent energi i forhold til den glødepære, man vil erstatte. Skal du erstatte en 60-watts glødepære med en A-pære, skal du vælge en pære med lumen på 800.

Specielt de seneste par år er der kommet mange nye varianter på markedet, så du i dag kan få sparepærer med samme form og størrelse som glødepærer og med samme størrelse sokkel.

Sparepærer giver et andet lys end glødepærer, og derfor er der steder i boligen, hvor det ikke kan anbefales at skifte til sparepærer, hvis du vil have den bedst mulige belysning. Det gælder fx over badeværelsespejlet og over spisebordet eller andre steder, hvor det er vigtigt at få så god farvgengivelse som muligt.

Desværre er der stor variation på sparepærernes lyskvalitet på dagens marked. Traditionelt har sparepærer udsendt ret koldt lys, men der findes også mange sparepærer med acceptabel farvetemperatur i den almindelige dagligvarehandel, der udsender et varmt lys med kelvin-værdier helt nede på 2.700-2.800. De varme temperature på lyset kan til en vis grad kompensere for, at sparepærens evne til at gengive farve er ringe sammenlignet med fx LED- og halogenlys. En sparepære har typisk en Ra-værdi på 80-85.

LÆS OGSÅ: Sparepærer

Sammenligning mellem Krystalpære (halogen) og LED-pære. Eksempel fra april 2016:

Krystalpære LED-pære
40W 450 lumen (5 W 0 ca. 40 W)
Ra 99 % Ra 90 %
2.000 timer 15.000 timer
21,50 kr 125,00 kr

Vær opmærksom på, at ikke alle sparepærer kan dæmpes. Der findes 2 forskellige typer dæmpbare sparepærer. En type, som kan dæmpes ved hjælp af en almindelig lysdæmper, og en anden type, hvor du ved hjælp af trykkombinationer på stikkontakten kan dæmpe sparepæren. Du kan se på lampens emballage eller brugsanvisning, hvilke trykkombinationer du skal bruge. Det skal dog stå på emballagen, hvis pæren kan lysdæmpes.

Nogle sparepærerne har også den ulempe, at de kan tage lidt tid om at tænde og nå op på fuld lysstyrke. Dette forhold bliver mere udtalt, jo koldere pærerne er placeret. Der findes dog sparepærer, som tænder med det samme. Af samme årsag holder mange stadig fast i gløde- eller halogenpærer som udendørs belysning, der fx aktiveres af bevægelsessensorer.

LÆS OGSÅ: Gode råd om udendørs belysning

Hvordan overskuer du lettest markedet for energibesparende belysning?

Overordnet set er det nemmest at spare på energien udelukkende ved at kigge på, hvor mange watt/lumen, den enkelte pærer forbruger. Jo færre watt/lumen, jo mindre er energiforbruget.

Men så simpelt er det ikke helt, og der er muligvis ikke nogen nem vej til at finde frem til den mest optimale belysning med det lavest mulige energiforbrug, når der også skal tages højde for lysets funktion. Her gælder det både om at have styr på, hvilke lyskilder der er behov for i boligen, og dernæst at få afvejet de energibesparende alternative for hver enkelt lyskilde én efter én.

Et godt råd er at teste forskellige lyskilder i hjemmet. Start med de armaturer hvor der er behov for god farvegengivelse og en særlig lysudstråling fra lyspæren. Hvis den ikke er egnet til fx lampen over spisebordet, kan den anvendes et andet sted og man kan gå videre i sin søgen efter den rigtige lyspære.

Der skal kigges på watt og lumen Ra-værdier og Kelvingrader, og det kan nemt blive et større regnestykke at få regnet den egentlige besparelse ud – især når prisen på selve pæren og dens levetid skal med i regnestykket.

LÆS OGSÅ: Gode råd om indendørs belysning


Få styr på de vigtigste opgaver i dit hus og have

Det er vigtigt at holde styr på, hvilke opgaver du skal lave i hus og have, så du undgår besvær og store ekstra-regninger. Med Bolius’ app Husets Kalender kan du nemt holde overblikket.

Hver måned har vores fageksperter udvalgt 3-6 vigtige opgaver. Vi viser dig, hvordan du løser dem, og hvor vigtige de er – og så er appen endda gratis og reklamefri.

Download appen i dag, og gør dit liv som boligejer nemmere.

Energiforbrug (watt) sammenlignet med lysafgivelse (lumen)
Watt Lumen
15 140
25 250
40 479
60 800
75 1050
100 1529

Under alle omstændigheder skal du holde dig for øje, at de opgivne specifikationer på et produkt er producentens egne, der ikke efterkontrolleres af uafhængige eksperter medmindre andet angives i produktbeskrivelsen.

SE TEMA: Lamper

Kilder og henvisninger

Kilder:

Henvisninger:

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab