De kaldes newyorker-gulve, designgulve og nogle gange hedder de slet og ret industrigulve. Under alle omstændigheder har æstetikken i den grå beton, som tidligere kun sås i fabrikshaller, for alvor fundet vej til danske køkkener og stuer.

Den store interesse for det rå og grå look rejser dog en række spørgsmål. For hvordan griber man det egentlig an? Og hvilken løsning skal man vælge?

Hvad der ligner et betongulv i boligbladene, behøver nemlig ikke at være det. Det kan fx være et PU-gulv eller et gulv belagt med mikrocement. Og for at det ikke skal være løgn kan det, som vi i dag betragter som et ”klassisk betongulv” faktisk bare være et tyndt lag flydemørtel.

Beton-looket kan kort fortalt skabes på flere måder, og her får du et overblik over mulighederne.

Betongulv med flydemørtel

Det, som de fleste opfatter som ”et helt rigtigt betongulv”, vil som regel være en flydemørtel. Et produkt som også omtales som tyndpuds eller som en selvnivellerende cementmørtel. Det er med andre ord et ganske tyndt lag, som bliver udlagt oven på det støbte betondæk.

Når underlaget er grundigt primet, hældes flydemørtlen ud på gulvet i mindre søer og glattes ud med en bred spartel af en fagmand. Selvom flydemørtlen kaldes ”selvnivellerende”, skal den nemlig have en hjælpende hånd, og det skal vel at mærke være en person med et godt håndelag. Det er simpelthen vildt svært at fordele flydemørtlen jævnt ud over store overflader, uden at der opstår enten små toppe eller lunker. Selv for professionelle kan udglatningen altså drille, og som almindelig kunde kan man faktisk opleve, at det kan være svært at finde en håndværker, som har mod på at rode sig ud i projektet. Derudover kan det også være svært, for gulvmanden at vise og forklare nøjagtigt, hvordan resultatet kommer til at se ud i sidste ende. Er det derfor muligt at besøge et showroom eller måske en bolig, som har fået lavet et betongulv af pågældende, kan det varmt anbefales.

Vær også opmærksom på, at betongulve er meget følsomme overfor bevægelse, fordi det er så stift og ufleksibelt, når det er hærdet. Det betyder, at der nemt kan opstå revner i overfladen. Og ved en overgang mellem et betongulv i en ældre bygningsdel et i en nyopført tilbygning vil der med 100 procents sikkerhed komme en revne, når den nye tilbygning sætter sig.  

Selve flydemørtlen blandes i store kar, som kan tippes ud på gulvet, men kan også laves på lidt større blandemaskiner, som så via en slange pumper flydemørtlen ud på gulvet.

Når flydemørtlen er tør, bliver gulvet typisk finslebet for at gøre overfladen helt jævn og glat, og så er det tid til at lukke gulvet af med en coating. Coatingen er i praksis en tynd hinde, som smøres oven på den tørre flydemørtel for at gøre overfladen vandtæt, smudsafvisende og robust.

Der gives typisk flere lag coating for at øge holdbarheden, og coatingen kan laves i alt fra mat til højglans.

PU-gulv med beton-look

Betegnelsen PU-gulve bruges om gulve, der er belagt med polyuretan, og det kan laves i mange nuancer af grå, s om i udtrykket minder om beton. Polyuretan er dybest set en robust, men også blød plastbelægning. Og det betyder i praksis, at det både er rart at gå og stå på, men samtidig også ret slidstærk. Endelig har PU-gulvbelægningen en lyddæmpende effekt, som skaber en god akustik i rummet, fordi fodtrin og andre lyde dæmpes.

Den fleksible PU-belægning har den fordel, at den kan lægges på flere forskellige overflader lige fra trægulv til beton. Og endelig kan belægningen laves i mange farver, og selve overfladens finish kan være alt fra silkemat til helt blank.

Ligesom betongulve lavet med flydemørtel forudsætter det stor erfaring at arbejde med polyuretan. Det kræver i den grad kunnen at udlægge materialet på den helt rigtige måde, og du skal derfor altid have professionel assistance til det projekt.

Materialet er som sådan ikke giftigt. Men det er en hærdeplast, som blandes med en base af harpiks og hærder, og det skal selvsagt gøres i de helt rigtige doseringer, med det helt rigtige håndelag og med de nødvendige værktøjer og redskaber.

I nogle sammenhænge bliver PU-gulve også betegnet som komfortgulve, hvilket henviser til at gulvets stød- og støjdæmpende egenskaber.

Gulv belagt med mikrocement

Når man i gulvbranchen taler om mikrocement, dækker det typisk over et produkt baseret på cement, som også indeholder polymerer, hvilket tilsammen giver materialet nogle helt unikke egenskaber.

Mikrocement bliver især brugt som gulvbelægning, men kan også bruges til vægge eller fx bordplader, simpelthen fordi det kan sidde fast på langt de fleste underlag og overflader.

Til forskel for hvordan man fx laver et beton- eller PU-gulv, findes der inden for mikrocement gør det selv-produkter, så her er altså muligheder, hvis du er handy. Mikrocement påføres med forskellige former for spartler, og det ses typisk i den grå, klassiske cementfarve. Men alt afhængig af producenten og din egen kreativitet kan du få mikrocement i mange forskellige farver.

Det er imidlertid ikke helt let at arbejde med mikrocement, for der er mange arbejdsgange, og påføringsmetoden bestemmer i høj grad resultatet på den færdige overflade. En del mikrocementprodukter er da også udelukkende lavet til professionelle, og dem skal man selvsagt overlade til fagfolk.
I handlen har mikrocement i øvrigt også mange forskellige betegnelser - fx silkecement, polymermodificeret cement, polymerbeton og polymer cementmørtel. Det kan godt være ret forvirrende, men fælles for alle mikrocementprodukterne er dog, at de typisk udlægges i flere ganske tynde lag på 1-3 mm. Groft sagt har det første lag her til formål at sikre den mekaniske styrke, mens det sidste lag sikrer den kemiske styrke.

Mikrocement adskiller sig altså fra andre cementbaserede flydemørtler med sine mange opbygningslag, sin lave udlægningshøjde og sit høje indhold af polymer (flydende eller pulver).

Den færdige overflade kan være grov eller helt fin og glat. Ofte bruges de strukturerede, grove overflader i bunden, mens de fine, glatte overflader benyttes som slutlag.

Af hensyn til rengøringsvenlighed og bevarelse af udseende bør overfladen altid forsegles med en coating. Men er det gjort efter alle kunstens regler, er du også sikret et slidstærkt og solidt gulv, som også kan bruges til vådrum.