Førstegangskøbere i tre årtier: Sådan var vores økonomi

Var der råd til rejser, eller stod den på havregrød i flere år? Få tre fortællinger om, hvordan økonomien så ud for tre førstegangskøbere, der investerede i deres første hus i henholdsvis 1962, 1986 og 2015.

84-årige Birgit Press sidder i en gyngestol og læser en bog.

Birgit Press købte sit første hus i Sanderum i 1962. 

– Jeg havde en fornuftig mand, som kunne regne den rigtigt ud

Birgit Press og hendes mand købte et nybygget hus for 120.000 kr. De besluttede at vente et par år med at købe bil, men lønningerne steg i 1960’erne, og de følte aldrig, at økonomien var for stram. 

Sådan gik det i 1962

Med årlige vækstrater på 5-6 procent, et renteniveau på 8 procent og en inflation omkring 6 procent blev der skabt det perfekte klima for den nystartede boligejer i de brølende 60’ere. 

Reallønnen steg hvert år, mens inflationen åd løs af boligejernes gæld. Alene i perioden fra 1965 til 1970 steg huspriserne med 54 procent – og vel at mærke på trods af en fordobling af renten til 12 procent. 

Lav ledighed og høj vækst sikrede simpelthen, at lønmodtagerne fik flere penge i lønningsposen hvert år, hvilket forgyldte de boligejere, der var hoppet tidligt med på vognen.

Der var fletparket på gulvene, og vindueskarmene var af italiensk marmor. Det 120 kvadratmeter røde murstenshus var helt nybygget på en udstykket grund i Sanderum lige uden for Odense, og i 1962 flyttede Birgit Press og hendes mand, Eric, ind i deres første hus. 

120.000 kr., havde det kostet. 

– Det var komplet umuligt at få en lejlighed på det tidspunkt. Så vi vidste, at vi skulle altså købe et hus, fortæller 84-årige Birgit.

Parret kom netop fra en lejlighed, som de havde været heldige at få, da Erics faster sagde nej til den. De måtte forbi Boligministeriet og love at fremvise en vielsesattest inden for tre måneder – og så købte de lejligheden i Vanløse for 6.000 kr. To et halvt år senere solgte ægteparret den igen for 21.000 kr. 

Nybygget hus uden vedligeholdelse

Så var de klar til at købe deres første hus. Turen gik til Fyn, hvor ejendomsmægleren tog imod dem på banegården i Odense. 

– Det var ikke, fordi vi hadede København, men det var, som om vi var blevet mætte af byen. Så vi ville gerne til Fyn, for min mand var jyde, og jeg kom fra Sydvestsjælland. Vi så et par huse, blandt andet et, der var nybygget. Der var ikke nogen reparationer, ikke nogen overraskelser, fortæller Birgit.  

De skød alle 21.000 kr. ind i huset – selvom de ikke behøvede – og optog lån hos tre realkreditforeninger, og så havde de deres første hus.

– Alle københavnerne og vores familie i Nordsjælland – blandt andre min fætter fra Allerød – stod jo der og måbede. I Allerød ville det have kostet det dobbelte, siger hun. 

Stigende lønninger

Der gik et års tid, før Birgit fandt et halvdagsjob på Fyn, men da Eric gik fra uddannelse til job og fra prøvetid til fastansættelse, følte parret ikke, at de sad specielt hårdt i det. 

– Lønningerne steg ret meget i de år. Og da vi fik børn, var der også plads til, at jeg gik hjemme, siger hun. 

Birgit og Eric Press flyttede i 1962 ind i et helt nyt hus. Foto: Privat

Huset var bygget af en murermester og en malermester. Foto: Privat

Fornuft, fravalg og forældre

Den månedlige udgift steg ikke voldsomt meget, selvom Birgit og Eric flyttede fra lejlighed til eget hus, så der var hverken havregrød på menuen eller overraskende udgifter for de nybagte boligejere. 

Der var dog nogle udgifter i starten, som krævede ekstra skillinger. 

– Vi kom fra en mindre lejlighed til et større hus, så der fulgte en investering i lidt flere møbler. Derudover flyttede vi jo ind på bar jord, og vi begyndte at lægge haven an og købe redskaber. Det løb da på, fortæller Birgit. 

Opsparing til byggeprojekter

Deres økonomi de første år blev båret af sund fornuft, bevidste fravalg og lidt hjælp fra deres forældre. 

– Vi havde begge to forældre, der spyttede lidt i kassen. De første år holdt vi ferie i Danmark, udlandsrejserne kom først senere. Og så var vi enige om, at vi ventede med at købe bil, for vi skulle gennem et par år, hvor vi fik bragt haven lidt på fode, siger hun. 

Da Birgit og Eric senere hen byggede til, havde de sparet op, så de ikke behøvede at låne i banken. Og selvom der senere kom både to børn, ny bil og udlandsrejser til, var der altid plads i økonomien, fortæller Birgit:

– Vi var fornuftige, og så havde jeg en fornuftig mand, som kunne regne den ud og regne den rigtigt ud.

65-årige Niels Henriksen står i sin stue foran et nyt bordfodboldbord.

Niels Henriksen købte sit første hus i Hillerød i 1986.

– Det er hårdt at skylde så meget og vide, at intet må gå i stykker

Niels Henriksen købte sit første hus i 1986 og var indstillet på, at der ikke var råd til rejser eller ny bil i fem år. Men han var ikke forberedt på, at kartoffelkuren nær havde væltet hele læsset.

Måske var huset lidt for dyrt. Det tænkte Niels Henriksen, da han med sin kæreste købte deres første hus i 1986 for 1,1 million kr. Men de var indstillet på, at der ikke var råd til noget nyt de første fem år. Til gengæld fik de et dejligt hjem på 150 kvadratmeter i Hillerød. 

Men så skete der noget. En række politiske indgreb – kendt som kartoffelkuren – fra Schlüterregeringen betød blandt andet, at rentefradraget faldt fra 73 til 50 procent. 

– Kartoffelkuren havde nær væltet læsset. Vi var godt klar over, at når vi købte hus, ville der ikke være nogen udlandsrejser eller ny bil de første fem år. Men vi var ikke klar over, at det ville ramme os så hårdt. Det var rigtig, rigtig, rigtig surt, fortæller 65-årige Niels i dag.

Renten steg til over 18 procent

Da parret købte huset, havde de lånt 285.000 kr. til udbetalingen til en rente på 8 procent. I løbet af de kommende år steg renten til på et tidspunkt at være helt oppe over 18 procent.

– Huslejen steg mere, end vores løn steg. Vi måtte købe en bil til 4.-5.000 kr. og så få den til at fungere, så man kunne komme på arbejde til tiden. Det var smalhals. I rigtig lang tid. Det er hårdt at skylde så meget og vide, at intet må gå i stykker. Bilen må ikke gå i stykker, og den skulle ikke have vinterdæk på, for det havde vi ikke råd til, fortæller Niels, der brugte sin uddannelse som pladesmed til selv at reparere den gamle bil, de havde købt. 

Sådan gik det i 1986

Året 1986 blev et ”annus horribilis” for landets nybagte boligejere. Ganske vist gik økonomien med Schlüters ord ”ufattelig godt” året forinden, men det var en stakket frist. 

Økonomien løb løbsk, og den såkaldte kartoffelkur indførte en afgift på renter, og lånemulighederne ved køb af bolig blev strammet med indførsel af mixlån. Samme år blev værdien af rentefradraget reduceret fra 73 til 50 procent.  

Alt sammen gift for bolig­markedet. 

Når så ledigheden efter­følgende steg til op mod 12-14 procent, var der lagt i ovnen til prisfald. Over de næste syv år faldt huspriserne 13 procent, mens prisfaldet justeret for inflation beløb sig til hele 31 procent.

Ekstraindtægt var ikke nok

For at få økonomien til at hænge sammen, måtte Niels og kæresten tage et ekstra job som plejefamilie for en psykisk syg kvinde, der flyttede ind i huset. Men forholdet mellem Niels og kæresten gik i stykker, og Niels måtte leje endnu et værelse ud for at beholde sin plejestatus. 

– Det har været virkelig hårdt, og jeg ville ikke gøre det om igen. Jeg fortrød mange gange. Vi kunne godt have solgt huset og delt underskuddet. Men min stædighed gjorde, at jeg blev. Jeg kunne simpelthen ikke have, at jeg skulle få en gæld og betale af på noget, jeg ikke havde mere, siger Niels, der føler sig snydt af Schlüterregeringen. 

– Jeg synes, det er usmageligt at lave rentefradraget om. Du har lavet et regnestykke, når du har sat dig i gæld, ud fra nogle betingelser i lovgivningen. Så må man ændre det fremadrettet i stedet. For det vælter hele familier, og det er ikke i orden. 

Kort efter bruddet med sin kæreste mødte Niels Susanne, som han i dag er gift med. Hun flyttede hurtigt ind og hjalp med udgifter til kost og lignende, og efter et år købte hun sig ind i huset og overtog noget af gælden. 

– Det var lidt af et sats, men det holdt jo, siger Niels og griner. 

Gælden var steget efter fem år

Men økonomien var stadig stram i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Niels betalte 30.000 kr. om året af på det lån, han havde fået til udbetalingen til huset, men på grund af rentens himmelflugt var lånet steget fra 285.000 til 295.000 kr. 

– På det tidspunkt hverken magtede jeg eller havde forstand på, hvad der skete på min årsopgørelse. Jeg troede, jeg havde rentesikret lånet. Men banken sagde nej. Jeg havde afdragssikret det. Og da renten var steget til 18 procent, skyldte jeg nu 10.000 mere efter fem år. Jeg var rasende, fortæller Niels. 

Tog sparsommeligheden med sig

Men Susanne havde sat nogle penge til side fra salget af sin lejlighed, og Niels havde fået en erstatning fra forsikringen efter at have brækket ryggen i en vandskiulykke. Endelig fik de hjælp fra Susannes far, så de indfriede lånet. 

– Så vendte det. Det lån havde kvalt os, og det skulle simpelthen væk. Så kunne vi stoppe med at være plejefamilie og udleje et ekstraværelse. Vi fik en økonomi, vi selv kunne overskue og styre uden at være afhængige af noget, fortæller Niels. 

Derefter samlede de deres lån, og siden 2008 har de været gældfri. 

– Nu har vi hver sin bil, og der er ikke nogen problemer med økonomien. Men det er jo ikke nogen trøst. Trøsten skulle have været dengang, det var hårdt, siger Niels.  

Selvom han måske har noget at indhente nu efter mange hårde år, ødsler han ikke pengene væk, men sætter hver måned penge til side i banken. 

– Jeg tog sparsommeligheden med mig. Det er, som om jeg har fået en skræk i livet, siger han.

38-årige Peter Olsen står foran sit første hus i Allerød.

Peter Olsen købte sit første hus i Allerød i 2015.

– For første gang i 10 år er jeg ikke teknisk insolvent

Peter Hoeck-Olsen købte hus med sin kone, Julie, for tre år siden for en million mindre, end de kunne have haft råd til. De ville hellere have en buffer end et finere hus. 

Sådan gik det i 2015

Finanskrisen fra 2008 er overstået, og Danmark er inde i en stabil økonomisk periode med lave renter og en ledighed på omkring 4,5 procent. Reallønnen stiger pænt for lønmodtagerne og frem mod 2018 falder renten yderligere til omkring 2 procent, mens ledigheden kravler ned lige under 4 procent. 

I kraft af de faldende renter og relativt lave boligpriser er det blevet væsentlig billigere for en gennemsnitlig børnefamilie at bo i eget hus. Opgjort på landsbasis ligger boligbyrden i 2015 cirka 37 procent under niveauet i 2007. På den baggrund er det derfor ikke unaturligt, at huspriserne stiger med 12 procent frem mod 2018.

3 millioner. Eller måske 5 millioner kr. 

Der var stor forskel på det beløb, forskellige realkreditinstitutter mente, at Peter og Julie kunne købe hus for, da de for tre år siden var klar til at rykke fra ejerlejligheden på Nørrebro i København til deres første hus. 

Men da de begge var enige om, at det var bedre at have økonomisk frihed frem for økonomisk smalhals, endte de med et hus til 3,25 millioner kr. i Allerød. 

– Der er ingen grund til at give 5 millioner for noget, hvis man kan få det for 3. Så selvom vi i teorien godt kunne sidde i et hus, der kostede en million mere, betyder det, at vi nu har et par tusinde kroner mere om måneden, fortæller 38-årige Peter. 

Sparede mange tusinde kroner

De vidste, at de ville komme ud af lejligheden med et tab, og efter forhandlinger med Danske Bank fik de tilbudt et banklån til 8 procent og et tabslån til næsten 10 procent. 

Men Peter tænkte, at det var lige krast nok, så de kiggede sig omkring. De endte hos Lån & Spar Bank, der tilbød dem en rente på 4,75 procent for begge lån. 

– Det er jo relativt mange tusinde kroner, vi sparer om året, fordi vi lavede det stunt, siger Peter. 

Økonomi tvang forældre til at flytte

Peter og Julie var helt enige om, at der skulle være en økonomisk buffer, efter de havde købt hus. 

– Jeg er jyde, og Julie er sparsommelig, og vi har det begge sådan, at pengene helst skal være der, før vi bruger dem, siger Peter og fortæller, at en begivenhed fra opvæksten i Odder også har præget hans forsigtighed.  

– Da jeg var teenager, måtte vi på grund af økonomiske omstændigheder flytte fra vores hus til et mindre, hvilket påvirkede mine forældre meget hårdt. De er siden kommet på fode igen, men jeg tror, det har medført, at jeg har været mere påpasselig, så jeg ikke kommer til at stå i en lignende situation, hvis jeg kan undgå det, fortæller Peter. 

Han lærte sig selv at finde rundt i junglen af låntyper, da han havde sin ejerlejlighed, og da Peter og Julie købte huset, valgte de et 30-årigt fastforrentet lån med 10 års afdragsfrihed, fordi det er det ”økonomisk mest fornuftige”, som Peter siger. 

Ikke klar til flekslån

Med hjælp fra et rådgivningsfirma holder han øje med kurserne, så når kursen på lånet falder, kan de barbere penge af restgælden, mens de, når kursen stiger, er klar til at konvertere lånet til en lavere rente – hvilket de har gjort for nylig med 10 års afdragsfrihed på ny. 

Parret var dog ikke klar til at satse på et flekslån, der godt nok har været billigere de seneste 10 år – men som dog indebærer en usikkerhed. 

– Det kan godt være, at flekslånene har været gode de sidste 10 år, og det kan også være, at de er det de næste 10 år. Men man ved det simpelthen ikke. Og det ville være så bittert, hvis ens flekslån gik fra 0,5 til 5 procent i rente, hvis der skete noget vildt, og vi så var nødt til at sige, at vi ikke havde råd til at bo her længere, siger han. 

Målet med at vælge det afdragsfrie lån har også været at barbere meget af gælden væk. Og det er lykkedes, for i dag har parret kun huslånet tilbage. 

– Samtidig er huset blevet lidt mere værd, så reelt set er vi ikke teknisk insolvente. For første gang i 10 år er jeg ikke teknisk insolvent, siger Peter. 

Bruger ikke penge bare for at bruge 

Der skulle både være plads og penge til et barn, da Peter og Julie flyttede i hus. I foråret 2016 blev Freja født. 

– Der skulle være råd til institution, tøj, mad og barselsdagpenge det første år, der gør, at indtægten falder ret drastisk. Det var også vigtigt for os, at vi ikke skulle sidde i et hus, der gjorde, at hvis og såfremt den ene af os mistede et arbejde i en kortere eller længere periode, så skulle vi gå fra hus og hjem med det samme, siger Peter. 

De sparer penge op, og det gør, at de kan gøre det, de har lyst til, uden at skulle bruge et halvt år på at sætte penge til side først. 

– Vi kan skifte køleskabet, hvis det går. I sommerferien skiftede vi toiletterne, og det har vi friheden til at gøre. Vi har lige været på bryllupsrejse til Rom, og selvom vi sagtens kunne have taget en tur til Prag for den halve pris, ville vi gerne til Rom, siger Peter, men tilføjer, at de ikke bruger pengene bare for at bruge dem. 

– Det er jo ikke sådan, at vi tager til Rom hver anden uge. Vi er fornuftige, og når noget skal gøres, så skal det gøres ordentligt, men vi gør det ikke bare for at gøre det, siger han.  

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab