Fru Grøn: Tænk dig om, før du bruger eddike til rengøring

Du bør ændre vaner, hvis du bruger brun eddike til afkalkning af elkedel eller kaffemaskine. Få gode råd til rengøring og afkalkning her.

Fru Grøn rengører brusehoved med eddike

Du kan lægge perlatoren (den vandbesparende dyse på vandhanen) i blød i husholdningseddike og pakke brusehovedet ind i en klud med eddike med en plastikpose over og lade det ligge natten over. Foto: Tommy Verting

Mange bruger almindelig brun eddike til afkalkning i den daglige rengøring. Men det er ikke en god idé. Bolius’ rengøringsekspert Fru Grøn har set nærmere på eddike og eddikesyre som middel til rengøring og afkalkning.

3 tips til rengøring

  • Husk altid at bruge handsker, når du arbejder med syrer som eddike
  • Husk at sørge for god udluftning, hvis du bruger skrappe rengøringsmidler
  • Husk at læse brugsanvisningen, inden du tager et rengøringsmiddel i brug

Brug IKKE eddike som skyllemiddel

Det er et gammelt råd, at eddike klarer farverne på tøjet og gør det mindre stift. Rådet har rod i en tid, hvor man vaskede tøj i hånden med soda og sæbe.

I dag er vaskemaskiners skyllemiddelbeholder ofte for lille til den mængde eddike, der skal anvendes for at have en effekt. Derudover er eddike mere flydende end skyllemiddel og vil i nogle vaskemaskiner, løbe direkte ned i tromlen i selve vaskeprocessen, hvilket er meget uheldigt, da det neutraliserer vaskevandet, så rengøringseffekten nedsættes kraftigt.

Sidst, men ikke mindst, indeholder nogle eddiketyper sukker og aromastoffer - fx den brune husholdningseddike, som kan sætte sig i tøjet og vaskemaskinen. Og det er guf for bakterier og dermed dårlig lugt.

Brug IKKE brun eddike til rengøring

Da eddike er sur, med en pH på 3, har den en vis bakteriedræbende effekt, men da man typisk ikke bruger eddiken i koncentreret form i rengøring, har det næppe den store effekt.

Og bruger du brun eddike, kan det virke helt omvendt, idet sukkeret  kan være guf for bakterier og kan have en negativ effekt på rengøringsprocessen.

Pas på med brun eddike som afkalker af kaffemaskine og elkedel

Du kan finde mange råd på internettet, som foreslår sukkerholdig eddike til afkalkning af elkedel, kaffemaskine, strygejern og andre maskiner. Hvis du vælger den løsning, skal du være opmærksom på:

  • At mange producenter fraråder at anvende eddike til afkalkning af kaffemaskiner, espressomaskiner og strygejern. Det er derfor vigtigt, at læse hvad der står i brugsanvisningen. Mange producenter anbefaler, at man køber deres eget afkalkningsmiddel, men det er dog ofte meget dyrt
  • At rørene kan tilstoppes, når den brune eddike varmes op. Sukkerstofferne kan sætte sig i rørene, så brug husholdningseddike uden sukkerstof, hvis du vælger eddike til afkalkning

Minitest: Eddike som afkalkningsmiddel

- Jeg har afprøvet eddike (lagereddike, den brune) som afkalker på en lettilkalket elkedel, og min lille test viste, at kalken bliver opløst på ½ time. Jeg bruger ikke selv eddike som afkalker, da fortyndet eddikesyre er billigere, nemmere og grønnere. Og så kan man genbruge det.

Fru Grøn alias husholdningsøkonom Anne Grete Rasmussen

Lagereddike på hylder i supermarked

Mange bruger den brune lagereddike til rengøring, men det er ikke den bedste løsning. Foto: Anne Grethe Rasmussen

Brug eddikesyre til afkalkning

Fru Grøn anbefaler eddikesyre frem for eddike til afkalkning med mindre brugsanvisningen direkte fraråder at bruge eddikesyre. De fleste maskiner kan tåle afkalkning i eddikesyre (32 %), når det fortyndes 1:4.

Fakta om eddikesyre (32 %)

  • Er kemisk rent – det er ikke tilsat andre stoffer
  • Indeholder ingen sukkerstoffer (som lagereddike)
  • Er drøjt i brug – det skal fortyndes 1:4, så du får 5 liter ude af en flaske med 1 liter – og er dermed også emballagebesparende.

Sådan afkalker du kaffemaskinen med eddikesyre

Alt efter hvad brugsvejledningen for din kaffemaskine siger, kan du afkalke din kaffemaskine med fortyndet eddikesyre sådan:

  • Vend kaffemaskinen på hovedet, så vand- og kalkrester, der står i rørene fjernes
  • Fyld 4 dl vand i beholderen derefter ca. 1 dl eddikesyre (32%)
  • Sæt en filterpose i tragten, så blandingen kan genanvendes.
  • Start kaffemaskinen, og sluk den efter et par minutter. Syren virker nu nede i rørene, og det bobler - tænd og sluk nogle gange til blandingen er løbet igennem
  • Skrub rør og vandbeholder med en børste
  • Skyl med koldt vand og vend maskinen på hovedet, så kalkresterne kommer ud
  • Kør maskinen igennem med rent vand og tør efter med en mikrofiberklud

Sådan afkalker du elkedlen med eddikesyre

Nogle steder i landet binder kalken i vandet ikke så hårdt til overflader, og derfor er det slet ikke sikkert, du behøver bruge rengøringsmidler til afkalkning af din elkedel. Giv først elkedlen en omgang med opvaskebørsten for at fjerne det løstbundne kalk. Fyld 4 dl vand i beholderen og derefter ca. 1 dl eddikesyre (32%)

Har du både kaffemaskine og elkedel er det en god ide, at genanvende eddikesyreblandingen fra kaffemaskinen til afkalkning af elkedlen. Det er kemibesparende at afkalke både kaffemaskine og elkedel i det samme rengøringsmiddel.

Materialer der IKKE tåler eddike

Du skal aldrig bruge eddike eller anden syre på overflader af:

  • Marmor
  • Emalje
  • Terasso

Det kan du bruge eddike til

1. Eddike kan (måske) fjerne lugt

Nogen oplever, at eddike hjælper ved lugtgener, fx ved røglugt.

Men det er ikke videnskabeligt bevist, og eddiken fjerner ikke den smuds, der er årsagen til lugten. Det er muligt, at eddiken binder lugtmolekylerne, og at eddikens egen duft i øvrigt overdøver den dårlige lugt.

Er der lugte, der ikke kan rengøres fx i tæpper eller inde i revner og sprækker, kan man anvende Rodalon, som opsamler duftstoffer ved at desinficere, så lugten ikke fortsætter.

2. Eddike fjerner let kalk

Har du et lettilkalket armatur, en vase eller vask, kan eddike godt fjerne kalk.

Det er dog lidt tid om at virke, alt efter hvor kraftig tilkalkningen er, og da eddike er flydende, bliver det ikke siddende på det tilkalkede område uden lidt hjælp fx ved brug af toiletpapir.

Brug fx eddiken sådan:

  • Iblødsætning: Læg perlatorer (den vandbesparende dyse, der sidder på vandhanen) og brusehoveder i en skål med eddike natten over. Kan brusehovedet ikke skrues af, pakkes det ind i en klud med eddike. Sæt en plastpose godt fast med en elastik og lad det virke natten over.
  • Indpakning: Læg en klud eller toiletpapir med eddike på kalkpletter i fx toilet og håndvask.
  • Rengøring: Bland 1 dl husholdningseddike med 2 dl håndopvaskemiddel – gerne med citronopvask, da det har en lavere pH-værdi. På den måde har du et rengøringsmiddel, der både kan fjerne både kalk og smuds.

Fru Grøns ekstra råd: - Min erfaring er, at eddike virker bedre, når man blander det med citronopvaskemiddel (citronopvaskemiddel har en lavere pH-værdi), fordi der jo i smuds er både kalk og fedtbundet snavs.

Oversigt: Eddikeprodukter
Syre Indhold Deklaration Brug
Brun Eddike * 5%, pH=3 Gærings eddike: Konserveringsstof (E224=kaliumdisulfit) Aromaer Farvestof (karamel- E150c) Salt
  • Til madlavning
  • Kan fjerne let bundet kalk, men lang virketid. Afkalkning af brusehoved og vandhaner
  • Bland: 2 dl citronopvaskemiddel + 1 dl eddike til sanitetsrengøring
  • Klar eddike 5%, pH=3 Gærings eddike: Konserveringsstof (E224=kaliumdisulfit) Aromaer Salt
  • Til madlavning
  • Kan fjerne let bundet kalk, men lang virketid. Afkalkning af brusehoved og vandhaner
  • Bland: 2 dl citronopvaskemiddel + 1 del eddike til sanitetsrengøring
  • Klar Lagerberg Økologisk eddike 5%, pH=3 Gærings eddike: Konserveringsstof (E224=kaliumdisulfit) Aromaer Salt Som Klar eddike
    Husholdningseddike Klar 10% Gærings eddike: Aroma uden konserveringsstof Velegnet til rengøringsopgaver i husholdningen.
    Eddikesyre Borupkemi.dk 32%, pH=1 Kemisk fremstillet af metanol. Uden aroma og konserveringsstof Svag syre, der er ætsende, kan irritere øjnene.
  • Fjerner bundet kalk
  • Bruges fortyndet efter flaskens anvisning og med udluftning. Billig i brug.
  • Fortynding 1:7 = almindelig eddike
  • Afkalkning kaffemaskine/elkedel (1:4)
  • Kan genbruges
  • * Ifølge Lagerberg Eddike er der kun en virksomhed, der fremstiller eddike, og det er alt sammen fremstillet ved forgæring, hvorfor der er naturlige aromaer i alle produkterne, dvs. Heidelberg, coop og aldi m.v.

    Fakta om eddike

    Den eddike, de fleste bruger til rengøring, er den, vi kender som lagereddike. 

    Der findes en klar lagereddike, som er fremstillet ved gæring af biologisk materiale, den har normalt et eddikesyreindhold på 5 % og indeholder naturlige aromaer. Den har også en brun variant som indeholder aromastoffer og et karamelfarvestof (E150c), som giver eddiken den brune farve. Den brune eddike er beregnet til madlavning og syltning. Ikke til rengøring.

    Som noget nyt forhandles også en eddike under navnet Husholdningseddike på 10 %. Den indeholder ikke E150c og konserveringsmiddel, men aromastoffer og kan i skrivende stund kun købes online.

    Eddike er en svag syre og er derfor ikke farlig at håndtere.

    Se ARLAs eddike-guide

    Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

    Bolius - et helejet Realdania selskab