Hvordan renses lammeskind?

Lammeskind er i sig selv selvrensende og rengøres jævnligt ved at ryste og evt. børste dem lidt så ulden forbliver let og luftig. Er ulden meget klumpet, kan det børstes let med en mellemblød børste, der ikke har for skarpe pigge.

Det har godt af at komme ud og hænge. Som en uldsweater bliver lammeskind genopfrisket ved at hænge ude om natten. De optager fugt, og når de tørrer igen fordamper smuds og dårlig lugt med vanddampen. De må ikke tørres i direkte sollys, da de så kan blive gullige. 

Er der kommet pletter på suges de straks op og renses med skum fra et lanolinholdigt rengøringsmiddel. Det kan være sæbespåner, som nu også fås i flydende form. 

Er skindet blevet meget snavset, må det have en ekstra omgang!

Hvordan vasker man lammeskind?

Da der er mange forskellige typer af lammeskind, er der ikke et entydigt svar på, hvordan man rengør skindene. 

Mit nye økologiske lammetæppe (fra COOP) må ikke vaskes i vaskemaskinen, mine 2 gamle lammeskind fra IKEA må gerne vaskes i maskine, og de to lammeskindssæder fra Jysk må vaskes i hånden. Læs derfor, hvad der står i vaskeanvisningen, eller spørg forhandleren, hvis du er i tvivl. På flere lammeskind er der en vejledning på bagsiden af tæppet, der fortæller, om det må vaskes i maskine eller ej. 

Problemet med at vaske lammeskind i vaskemaskinen er, at bagsiden kan blive meget stiv. Så det er på eget ansvar.

Hvis lammeskindet vaskes i vaskemaskine: 

  • Må det ikke være for stort i forhold til størrelsen på maskinen.
  • Skal det vaskes på et uldprogram ved 30 grader.
  • Skal vaskemidlet være et uldvaskemiddel tilsat skumdæmper og velegnet til maskinvask. Det tåler ikke de traditionelle vaskemidler, som er tilsat enzymer og affedtende tensider (sæber). Nogle foreslår, at bruge sæbespåner i vaskemaskinen, men det vil ofte skumme så meget, at skindet ikke bliver rent.

Hvis det overfladerenses manuelt på luvsiden:

  • Pisk ¼ dl (20 g) miljømærkede sæbespåner i 1 liter kogende vand, og lad det køle af til ca. 30 grader. Smør det ind i ulden med en blød børste eller en klud. Undersiden holdes tør.
  • Tør efter med rene klude og frisér og luft ulden med fingre eller børste

Tørring af lammeskind:

  • De fleste lammeskind tåler centrifugering.
  • Generelt frarådes tørretumbler, men et lille skind kan tåle 5-10 minutter i kold tørretumbler. 
  • Det må ikke tørres i solen, da det kan ændre farve.
  • Læg det på et tørrestativ med luven opad.
  • Luft ulden jævnligt med fingrene og frisér det med en børste.
  • Lad det blive rigtig tørt, så det ikke kommer til at lugte.

Hvorfor lugter lammeskind, og hvordan fjerner man lugten?

Når uld bliver våd, lugter den dårligt (af våd hund). Lugten skulle gerne forsvinde, når lammeskindet er helt tørt. Selv den mindste fugtighed kan få tæppet til lugte, da evt. smudspartikler vil danne ildelugtende stoffer. Hvis lugten forbliver i lammeskindet, kan det være tegn på, at skindet er dårligt garvet, eller der er ophobet smudspartikler i det. 

Lugten kan ikke fjernes ved en overfladerensning, men må vaskes i maskine eller have en kemisk rens. Du kan få det renset på et renseri, hvor det bliver kemiske renset og efterfølgende får en oliering, så uldens smudsafvisende evne bevares. Det koster omkring 300 kr. at få renset et lammeskind på et renseri. 

Hvis du ikke vil ofre en kemisk rens, kan du prøve at spraye lammeskindet med en lugtfjerner, fx Rodalon.

Må lammeskind renses i sne?

Ja, det er en rigtig god ide at få lammeskind ud i sneen. Snerensning fjerner noget af smudsen, og husstøvmider og hundelopper kan ikke lide frostvejr! 

Desuden bliver lammeskind luftige og lækre efter en tur i sneen. De kan komme til at lugte lidt mens de tørrer, men det forsvinder! 

Rensning i sne er ikke bedre rent æstetisk end rensning i sæbespåner, men det er meget nemmere, og lugte og utøj forsvinder bedre. Indgroet snavs skal dog fjernes manuelt med sæbespåner og en børste.