Spørg Bolius
Isolering af gulvet har givet skimmelsvamp - vil det hjælpe at isolere ydervæggene?
Hej Bolius
Kan det anbefales at efter isolere et gammelt bjælke (5 cm) sommerhus på punktfundering (uden sokkel) udvendigt eller anbefales indvendig isolering ?. Vil det give problemer at fastgøre en udvendig isolering ?
Gulvet er efter isoleret. Der er desværre skimmelsvamp i huset. Vil skimmelsvamp forsvinde/minimeres med en isolering?
kan et genveks anlæg anbefales ifm. isolering ?
På forhånd tak for svaret
Lene K

Hej Lene
Altså… som udgangspunkt skader efterisolering ikke. Men, når det kommer til ældre sommerhuse og deslige, skal man lige over ens kampe, da man ofte godt kan forværre situationen. Forkert udført isoleringsarbejder kan medføre fugtproblemer som kan medføre skimmelsvampevækst, samt råd og trænedbrydende svampe.
Nu kender jeg ikke lige detaljerne i husets gulvopbygning, men problemet med gulvene er ofte, at der ikke er plads nedenunder huset til at lave isoleringen udefra/nedefra. Så må man lave det oppe fra, og sikre en god opbygning.
Som tommelfingerregel skal konstruktionen bygges af følgende lag, set nedefra:
Vindspærre af uorganisk materiale, (eternit, vindspærre af banevarer eller lign.)
Evt. trykimprægneret brædder eller stålrigler til at holde banevaren
Krydsforskalling, med isolering, eksempelvis 5 cm
Bjælkelag, med isolering
Dampspærre, (tæt)
Evt. undergulv
Gulvbelægning, brædder, laminat, lamelparket etc.
Når man efterisolerer bliver de mere koldt og fugtigt under huset, hvilket stiller større krav til ventilationen under huset. Her taler man typisk om ventilationsforhold på op til 1:50. Så er huset 100 kvadratmeter, skal der være ca. 2 kvadratmeter frie åbninger omkring huset.
Her er der tale om kraftig ventilering, hvorfor en tæt, intakt og robust vindspærre er nødvendig – da det ellers blæser op igennem gulvet.
Mht. skimmelsvampene, så nævner du ikke hvor de/det sidder henne. Så jeg skal ikke kunne sige, om efterisoleringen af et gulvbjælkelag skulle hjælpe på dette.
Er der skimmelsvampevækst skal dette håndteres, ved enten afrensning eller bortskaffelse af de inficeret materialer.
Et ventilationsanlæg med varmegenvinding kan altid anbefales, da det sikrer det gode indeklima. Det er dog måske lidt ”overkill” i et sommerhus.
Mit bedste råd kære Lene, er at du overvejer at få en uvildig rådgiver op i sommerhuset, til at snakke de forskellige løsninger og muligheder igennem.
Med venlig hilsen