Det er forhåbentlig ikke slut med fester i huset i Klampenborg. Men i den gamle gildestue bliver det ikke. I hvert fald ikke som den var før. Her lå gildestuen bare ensom hen og ventede på en stor familiefest, men nu er hver dag blevet en fest i det store køkkenalrum, som er inspireret af de sydeuropæiske køkkenoaser.

Ejerne har nemlig omdannet gildestuen til et lyst køkkenalrum og et lækkert barrum. Rummet åbner sig nu ud mod have, terrasse og pool, og derfra er der adgang til både vej og garage.

Se huset her

Fra terrassen er der kig til både pool og køkkenalrum.

En af de store fordele er, at det nemt at have gæster uden at hele huset bliver invaderet. Nu kommer familiens gæster stort set aldrig længere end til køkkenet, baren og poolen.

Tilbygning bygget ind i skrænt

Huset er fra 1922, men gildestuen er en tilbygning fra 1968, bygget ind i en skrænt.

Gildestuen er i niveau med haven, og på tilbygningens 1. sal lå boligens køkken og dagligstue.

Det var en upraktisk indretning, som bl.a. betød, at familien sjældent bar maden ned ad den smalle spindeltrappe for at spise på havens terrasse ved swimmingpoolen.

Håndværkere knoklede et halvt år

De nuværende ejere besluttede derfor at lave om på husets opdeling. De hyrede håndværkere, der gik i gang i 2009.

Arbejdet tog et halvt år. Men da alt støvet havde lagt sig, havde familien også fået en oase, der nærmest giver indtryk af at være midt i sydens sol. 

Engelsk bar i køkkenalrum

I dag er gildestuen omdannet til køkkenalrum med nyt inventar i hvidt og luksusgulve af teak og skifer.

Halvdelen af rummet er indrettet med en gammel engelsk bar, der giver en fin kontrast til det lyse køkken. 

Køkken-alrummet er familiens samlingpunkt. Det er her, man kommer ind med indkøbsposerne direkte fra garagen. Det er her, der er gæster, og det er herfra, man går ud og hopper i den solfangeropvarmede pool, når den tages i brug fra det tidlige forår.  

Ved at udnytte kælderens kvadratmeter og få den integreret som en yderst funktionel del af resten af huset, er boligen nu endnu mere værd end før.

 

Det nye fine køkkenalrum. Det ligger med direkte forbindelse til haven og poolen. Fordi huset ligger så højt, trækkes der en masse lys ind i rummet, selvom det faktisk ligger på nederste etage i huset.