Spørg Bolius

Lukker gasfyret og varmer op med brændeovn - men hvad med fugt i badeværelset?

Kære Bolius.

Grundet energipriserne opvarmer vi nu det meste af vores hus med vores brændeovn i stedet for naturgas, som vi primært brugte før.
Varmen fra brændeovnen har dog svært ved at nå ud til nogle af værelserne i den anden ende af huset, og derfor kommer eks. temperaturen i badeværelset lige nu ned på omkring 15-17 grader i løbet af et døgn, fordi vi har slukket for gulvvarmen.
Spørgsmålet er om det er ok at vi holder temperaturen deromkring hen over vinteren uden at vi samtidig udsætter rummet markant for skimmelsvamp ?
Det bør også tilføjes, at fugtniveauet på badeværelset sandsynligvis er markant lavere end normalt, fordi vi også sparer meget på det varme vand, og derfor kun bader få min. og kun 1-2 bade om ugen pr. person i husstanden (vi er 2 voksne og 3 børn).
Jeg håber i kan hjælpe med spørgsmålet. På forhånd tak for hjælpen og hilsen
Lars H

Hej Lars H

Det er desværre for mange en af de store udfordringer, ved at gå over til at benytte de sekundære opvarmningsformer som primære. Hvordan får man varmen fordelt?

Hvis I allerede i disse varme efterårsmåneder har badeværelset nede på 15-17 grader, så forestiller jeg mig, at I vil få det en hel del koldere i de kommende måneder. Og det lyder som en solid spareindsats I gør. Men I skal passe på med at have det for koldt,- også på badeværelset.

Vores normale anbefaling er min 18 grader. Kommer vi under 18 grader, vil der meget hurtigt kunne komme problemer med skimmelsvamp. Du skriver i har begrænset med fugt. Hvis I er grundige med at skrabe gulv og vægge for vand OG tørre overflader af med en klud efterfølgende, vil I sænke risikoen betydeligt for fugtskader.

I kunne vende jeres brug af opvarmningskilder. Så brændeovnen er den primære, der varmer stue og tilstødende rum, mens naturgassen trods alt stadig bidrager til at holde nogle rum lidt varme. Jeg tænker ikke I har slukket helt for gassen, da det vel også er den der giver jer varmt vand.

Undersøgelse: Så varmt bor danskerne | Læs om optimal indendørs temperatur

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tue Patursson, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden