Deleøkonomi

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgået en erhvervs- og iværksætteraftale, der skal understøtte deleøkonomi i Danmark. 

Deleøkonomi finder sted, når en person stiller noget, vedkommende ejer, fx en bil, en græsslåmaskine eller en bolig, til rådighed for andre, som til gengæld betaler for at låne genstanden. 

Når tjenester som Airbnb og Gomore organiserer deleøkonomien, kan man også bruge betegnelsen platformsøkonomi, da der er en platform – typisk digital – som fungerer som mellemled mellem ejeren (udlejer) og brugeren (lejer). 

Fremover skal du kunne tjene mere på at leje din bolig ud – men kun, hvis dine indtægter fra udlejningen automatisk bliver indberettet til Skat. 

Sådan lyder essensen af en ny strategi for deleøkonomi, der er en del af den erhvervs- og iværksætteraftale, regeringen er blevet enige med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om 12. november 2017. Aftalen indeholder en række initiativer, der retter sig mod deleøkonomi eller platformsøkonomi, der også kan bruges som betegnelse, når du udlejer noget, du ejer, via en digital tjeneste.

I aftalen er der afsat 125 mio. kr. om året i 2018-2021 og 120 mio. kr. om året fra 2022 og frem for at styrke deleøkonomien. Regeringen skal nu forhandle med aftalepartierne om de konkrete initiativer. 

Et af udspillene fra regeringen er, at hvis du fx udlejer en helårsbolig med bopælspligt via en tjeneste som Airbnb, skal du fremover have ret til at leje den ud i 90 dage om året, hvis tjenesten automatisk indberetter dine indtægter til Skat. Hvis du derimod bruger en tjeneste, der ikke foretager den automatiske indberetning, eller hvis du vælger at leje boligen ud selv via sociale medier, annoncer eller netværk, må du kun leje ud i 30 dage om året. 

Derudover lægger regeringen op til at hæve bundfradraget, således at du fremover må tjene 36.000 kr. om året mod 24.000 kr. i dag på udlejning af både sommerhus og helårsbolig. Også her får du kun det forhøjede fradrag, hvis du benytter en tredjepart – fx en digital platform – som indberetter dine indtægter til Skat. 

Klarere regler

Det har hidtil været uklart, hvor længe du må leje din helårsbolig ud via tjenester som Airbnb, og med det nye udspil vil regeringen gøre reglerne klare. 

– I dag opfatter mange ikke kun deres bolig som et hjem, men også som en ressource, der kan udnyttes bedre. Når boliger står tomme, når man er på rejse eller i sit sommerhus eller på besøg hos sine venner, er boligen bare en uudnyttet ressource. Indtil nu har det været uklart, hvor mange dage om året, man må korttidsudleje sin bolig. Usikkerheden betyder, at nogle borgere har valgt den sikre side og lagt tanken om udlejning på hylden, mens andre har kastet sig ud i det uden at kende eventuelle konsekvenser. Det vil regeringen gerne lave om, sagde transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ved præsentationen af udspillet 9. oktober 2017. 

Regeringen håber at få flere til at betale skat af de indtægter, de har ved udlejning. 

– Vi skal være bevidst om, at nye måder at gøre tingene på udfordrer vores skattesystem. Nu skal vi håndtere selskaber, der opererer fra apps og hjemmesider langt væk fra Danmark, og hvor vi har væsentligt sværere ved at sikre, at der er afregnet den rigtige skat og afgifter. Vi ønsker at give en gulerod til de aktører, der ønsker at samarbejde med myndighederne, sagde skatteminister Karsten Lauritzen på pressemødet. 

Højt loft

Ifølge Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert hos Bolius, kan de nye regler hjælpe borgerne: 

– På den positive side tæller, at regeringen forsøger at få de mange digitale platforme som eksempelvis GoMore og Airbnb til at indberette brugernes indtægter til Skat og dermed gøre det lettere at leje sin bil eller bolig ud med god samvittighed, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen. 

Fra april 2016 og et år frem var der 31.000 aktive værter i Danmark på Airbnb med en typisk indkomst på 14.600 kr. om året. Da indkomsten er lavere end fradraget, vil de nye regler ikke gøre nogen forskel på indtægten.

Jørgen Munksgaard Rasmussen peger på, at muligheden for at leje sin helårsbolig ud i 90 dage er meget højt sat:

– På den negative side tæller, at man som indehaver en af ejerbolig får ret til at korttidsudleje boligen i 90 dage om året, hvilket nærmer sig hoteldrift i en ejendom, der ellers er tænkt som en boligejendom.

Samme kritik lyder fra Frank Jensen (S), overborgmester i København: 

– Det er godt med en aftale, men loftet er alt for højt. Jeg mener, at udlejningstjenester som Airbnb er en god måde for mange københavnere at tjene lidt ekstra penge på, mens de er på ferie. Men at vi samtidig har haft brug for helt klare regler, der ikke fører til ulovlig hoteldrift og skattesnyd. Boligmarkedet i København er presset, og de boliger, der er, skal bebos af københavnere og ikke fungere som hoteller, skriver Frank Jensen på sin facebookside. 

Kan skabe gener

Ifølge regeringen skal de enkelte kommuner ikke have lov til at lave særregler, der ligger lavere end 90 dages udlejning. Kommunerne får mulighed for at hæve grænsen på de 90 dage, men ikke sænke den. Dog kan de enkelte ejer- og andelsforeninger stadig lave deres egne regler for udlejning: 

– Korttidsudlejning kan påføre øvrige beboere gener. Det kan være øget trafik, slitage, mere uro eller utryghed, og derfor er det rimeligt, at henholdsvis udlejere, andelsforening eller ejerforening kan fastsætte fælles regler for korttidsudlejning i netop deres ejendom, som kan være under den generelle minimumsgrænse, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Oppositionen har ønsket at give kommunerne lov til at sætte en lavere grænse end 90 dage. 

– Jeg synes, at 90 dage er alt for højt. Det er de færreste, der er væk en fjerdedel af året. Og der er pres på boligmarkedet, særligt i de store byer som København og Aarhus, så det er fint med en grænse, men vi synes, at der bør være et spænd fra x antal dage til x antal dage, og så kan kommunerne placere sig i det spænd, siger Lisbeth Bech Poulsen, skatteordfører fra SF, til Bolius.dk. 

Knæfald for Airbnb

Skatteminister Karsten Lauritzen fortæller, at regeringen har været i dialog med den populære boligudlejningstjeneste Airbnb. 

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi meget gerne vil have dem til at indberette. Og jeg har forstået på den dialog, der har været, at med det forslag, regeringen præsenterer, at så giver Airbnb det tilsagn, at de vil lave indberetninger. Det er min klare forventning og forståelse, med de drøftelser, vi har haft med Airbnb, at det vil gøre, at Danmark vil være det første land i verden, hvor de tager skridtet og laver indberetninger af alt deres indtægt, siger han. 

Men oppositionen kritiserer regeringen for at ’kapitulere’ over for tjenester som Airbnb. 

– Vi siger heller ikke til andre virksomheder i Danmark, at I kan slippe billigere i selskabsskat, eller jeres medarbejdere skal betale mindre i skat, hvis bare I indberetter deres løn. De nye platforme skal være velkomne, men de skal følge de samme regler, som en ganske almindelige virksomhed. Jeg synes, det er et knæfald for Airbnb, fordi vi ikke tør at sige til de her virksomheder, at de skal være under de samme regler som alle andre, men i stedet begynder man at lave fiksfakserier, siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF. 

Airbnb er positive over for at indberette udlejernes indtægter: 

– Værterne ønsker at betale deres skyldige skat, og det vil vi gerne være dem behjælpelige med. De foreslåede regler er moderne, klare og enkle for alle parter, og de vil være med til at sikre, at myndighederne modtager dette vigtige finansielle bidrag. Vi takker myndighederne for deres progressive tilgang til sagen; Vi ønsker et godt samarbejde med dem og vil også fremover være branchens førende virksomhed på dette område, lyder det fra Airbnb i en meddelelse til Politiken

Andre forslag om deleøkonomi/platformsøkonomi

Regeringen vil indføre et nyt bundfradrag på 5.000 kr. om året, hvis du lejer din bil ud eller tjener penge på et lift via tjenester som GoMore. 

MobilePay skal have en funktion, hvor du kan indberette et beløb til Skat via app’en, når du betaler med mobiltelefonen. 

En ny portal skal give svar på alt om deleøkonomi. Læs mere på deleøkonomien.dk.