Nyt muret hus - skal vi acceptere, at fugefarven varierer?

Hej Bolius.

Vi flyttede ind i vores nybyggede hus i november 2016. Vi oplever meget stor farveforskel på vores mørtelfuger. Det variere meget fra mørkgrå til lysbrun. Murerstenen er fra Strøjer Tegl (Bison), og mørtelen er pladsblandet.

Byggefirmaet har erkendt, at der er farveforskel, men vil ikke gøre noget ved problemet. De mener, vi skal afvente 5 års gennemgang.

Er det acceptabelt?

Kære Rasmus

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi og jeg har fået det spørgsmål – både her i brevkassen og i forbindelse med mit arbejde.

Jeg har stor forståelse for, at man kan være ked af udseendet på éns murværk, og sådan som jeg ser det på det medsendte billede, ville jeg da også vurdere, at forskellene er for store.

Der findes beskrevne tolerancekrav, og det kan findes på hjemmesiden www.tolerancer.dk, men der står desværre ikke noget sort på hvidt vedr. farveforskelle på murværksfuger. Og her vil man ofte høre, at man skal betragte murværket som en helhed; altså træde en meter væk og bedømme murværket. Er der så væsentlige afvigelser i farve og udseende, kan man tale om det.

Her skal du forstå mig ret, for selvfølgelig må der IKKE være store farveforskelle, men i murværk og mørtler vil der altid være farveforskelle. Det er jo også det, der er det pæne ved murværk, kan man sige.

Så hvis der er større områder med farveforskelle og plamager, mener jeg, det skal laves om. Er der mindre områder, og noget af det er salpeter eller kalkudfældninger, mener jeg, det er noget, som man bør afvente.

Men hvad det betyder det så, at man afventer det til en 5 års gennemgang? Murværk vil uden tvivl ændre udseende over de kommende år, men hvordan sikrer I jer, at diskussionen kan tages op igen efter de 5 år?

Det kan man ved nøje at registrere, hvor der er problemer og herunder beskrive, hvad problemet er. Lav derfor gerne en facadetegning, hvorpå I indtegner problemområderne. Lav gerne en form for collage, hvor I sætter farveægte billeder ind. Og definér så, hvad målet er. Eksempelvis ”de mørkegå plamager som ses på billedet, skal være lige så lyse som den omkringliggende fuge. Hvis de ikke er det efter 4 år og 6 måneder, skal fugerne kradses ud og laves om”. Og så skal dette indgå som en skriftlig aftale med firmaet.

1)     Så håber vi, at firmaet findes til den tid.

2)    Udkradsninger af fuger og nye fuger, vil altid syne voldsommere end de nuværende plamager, så overvej kampen.

Er I helt håbløst uenige i sagen, er der kun én vej, og det er at lade en fagperson bedømme murværket. Ikke nødvendigvis ved syn og skøn, men at I finder en fagperson med kompetencer inden for murværk, (eksempelvis Teknologisk Instituts murværkcenter), så kan parterne definere, hvad der er indenfor tolerancerne, og hvad der ikke er.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden