Det var et hus tæt på rønne-status, som en familie i 1999 flyttede ind i på klippeøen Bornholm.

Det over 100 år gamle røde murstenshus var uisoleret. Vinduerne var dækket med plexiglas og kunne ikke åbnes. Tegltaget var understrøget, og i kælderen stod oliefyret og fyrede for gråspurvene.

I 2006 havde familien fået nok og gik i gang med en store energirenovering, som varede cirka trekvart år.

Loft gav masser af ny plads

Huset fik nyt zinktag med hørisolering, og loftet blev inddraget til yderligere 90 kvadratmeter bolig.

Plexiglasset røg på genbrugsstation og vinduerne, de originale fra 1892, fik nyt bundstykke, blev slebet og smurt med lindolie. Desuden blev der monteret forsatsruder.

Varme fra brændeovn gør nytte ovenpå

Den gamle slidte træbeklædning, som var monteret på husets tre mest vindbelastede sider uden isolering, blev udskiftet med ubehandlet gran. Imellem træet og murstensvæggen er nu 50 mm vindpap som isolering. Alle tagrender blev udskiftet fra plast til zink.

Samtidig fik huset muret en ny skorstenspipe, som betjener brændeovnen i stueetagen og giver supplerende varme til boligen. Over brændeovnen er lavet en lem, så varmen kan stige op og genbruges på førstesalen.

Varmt vand til alle med ny vandtank og pillefyr

Endelig valgte familien at fyre den gamle olietank og skifte til træpillefyr og ny stor vandtank, så alle kan få et varmt bad. Huset er i alt på 221 kvadratmeter - inklusive det nye loft. Alligevel holdes varmeregningen med de energivenlige løsninger på kun 15.000 kr. om året.

Bæredygtig energirenovering

En af familiens målsætninger har været at bruge naturlige og åndbare materialer, hvor det var muligt. Og det er i høj grad lykkedes at få renoveret det gamle murstenhus på en bæredygtig måde, der ikke bare kommer miljøet, men også familien til gavn.

Med træ, zink og hør har familien nemlig fået et super indeklima oven i de ekstra kvadratmeter, og et tag, der kan holde til Bornholms efterårsstorme.

Fakta om den bornholmske energirenovering

  • Tag udskifet fra gammelt tegltag til zinktag med zink tagrender.
  • Spærrerne er genbrugt, men et hanebånd er udskiftet, da træet var skadet.
  • Taget er isoleret med hørbats.
  • Der er monteret forsatsrammer på gavlenes fire Dannebrogsvinduer samt små vinduer øverst i gavlen.
  • Der er lagt østrigske brædder på både vægge og lofter.
  • Gulvet er malet med linolie - øvrige overflader med naturmaling.
  • Den nye første sal er med foldedør, der deler rummet op i børneværelse og opholdsrum.
  • I tagets østflade er der monteret et ateliervindue over 3 spær.
  • Nyt træpillefyr afløser oliefyr.
  • Klimaskærm af ubehandlet gran med 50 mm vindpap som isolering.
  • Pris ca. 1 million kroner, heraf halvdelen tømrerarbejde. Prisen er eksklusive rådgiverhonorar.