For Jesper D. Lund var det en længe næret drøm, der var ved at blive til virkelighed, da han og Mette Hannemann i 2004 så et opslag på et sommerhus i Irma i Gilleleje og senere tog ud og kiggede på det.  

- Jeg havde virkelig ledt længe efter et sommerhus, også inden jeg mødte Mette. Jeg er vokset op med sommerhus og har pløjet rundt efter ét heroppe i Nordsjælland, men det var for dyrt.  Jeg havde også set på grunde og tænkte på at bygge ét selv - selvom jeg overhovedet ikke kan bygge. Jeg kunne se mulighederne i dét her - det lå på en stor hjørnegrund, hvor der kunne bygges til, og det hele vendte rigtigt i forhold til lyset og solen, fortæller Jesper D. Lund.

Vaklen blev vendt til begejstring

Mette Hanneman, som også er vokset op med sommerhus og delte drømmen om at kombinere deres lejlighed på Frederiksberg med sommerhus på landet, faldt til derimod slet ikke for huset, som havde været brugt til udlejning og fremstod anonymt og kedeligt. Gemalens begejstring var til gengæld ikke til at tage fejl af.

- Jesper var så tændt, at jeg tænkte: ”Så kører du vel bare”. Vi havde lige fået drømmebarnet, og jeg var helt opslugt af det, siger Mette.  

Så efter lidt vaklen fra hendes side købte de sommerhuset på 90 kvadratmeter med udestue og anneks på en 1500 kvadratmeter stor grund. Et køb, som siden viste sig at være et pletskud for dem begge og for deres to børn, Ida på 11 år og Sonja på 8 år.

Mere åbent, rummeligt og personligt

Før det nyerhvervede sommerhus fra 1950’erne blev rigtig godt, skulle der imidlertid gøres noget ved det, og her var det Mette, der trådte i front og fik slået dørene op ud til haven og givet det anonyme hus noget karakter.

- I stuen var der et grimt rødt klinkegulv, som skulle væk – det var ikke fede klinker, det var nogle, der skulle ligne noget, de ikke var. Og der skulle døre i, så huset blev åbnet ud mod haven, forklarer hun.

For at få mere lofthøjde i stuen, fjernede de loftet og under det dukkede en arkitektonisk gevinst frem i form af en række saksespær, som sammen med et nyt trægulv, nyt køkken og glasdøre ud til haven fra stue, sidebygning og anneks satte punktum for det anonyme præg, huset tidligere havde.

I køkkenet og i overgangen fra stue til køkken kom der krydsfiner på væggene, blandt andet for at markere køkkenet i forhold til resten af det store opholdsrum.

– Det er for at gøre noget andet i rummet – for at understrege, at nu er køkkenet der, og for at få noget varme og natur ind. Vi har en svaghed for krydsfiner; der er en koncerthus i Porto, Casa Da Musica, hvor hele interiøret er bygget i krydsfiner - det er super spændende, siger Mette.

– Og det spiller godt sammen med spærrene, tilføjer Jesper.

Ud med det gamle, og ind med nye minder

Når man køber et sommerhus, overtager man det som det står, men der var ikke meget af inventaret, parret havde lyst til at beholde, så i stedet fyldte de det med deres egne personlige ting og stil. 

– Det var helt vildt kedeligt med kurvemøbler, der var lakerede og skulle se fine ud, men det gjorde de ikke, siger Mette, som holder af at omgive sig med ting og sager, der har en historie og en betydning for hende.   

– Huset er fuld af minder og ting, vi har et forhold til. Sengebunden på børnenes værelse, ølkassen i soveværelset og hjørneskabet i stuen har min far, som døde da jeg var ti år, malet, fortæller hun om et lille udpluk af interiøret. 

Atelier i haven 

Også udvendigt tog de fat på at ændre husets stil, som gik fra at være lysegråt med dueblå vinduesrammer og dørkarme til den klassiske sorte sommerhusfarve med hvide vinduesrammer og -karme. Desuden byggede de en stor træterrasse, som samler huset, udestuen og annekset til en helhed.

– Før var der græs og en lille hundegård med stakit omkring, og vi blev trætte af hele tiden at få græs ind i stuen, så vi fik lagt terrassen, så det hele kom til at hænge sammen – som en lille bondegård med længer, forklarer Mette.

Året efter tegnede og byggede parret et atelier på 60 kvadratmeter i haven for at få en ekstra arbejdsplads i sommerhuset. Langt større og mere lyst end det lille atelier, de har i fællesskab bag deres galleri, HannemannLund, der ligger i samme gade som deres lejlighed.  

– Jeg tager tit herop om morgenen og arbejder og tager hjem igen om eftermiddagen. En time heroppe svarer for mig til fire timer i byen, hvor man blive afbrudt hele tiden, fordi atelieret ligger i forbindelse med galleriet. Det er også fint dér – og Jesper er bedre til ikke at lade sig forstyrre så meget af det. Heroppe er der en ro, som gør, at jeg kan fordybe mig på en helt anden måde, siger Mette Hannemann.

Sommerhus frem for rejser

Også Jesper D. Lund holder af at arbejde i sommerhusets atelier og han har desuden, som noget nyt, kastet sig ud i undervandsfiskeri fra stranden i nærheden.   

– Jeg er gammel Dive Master og er startet på undervandsfiskeri med harpun og snorkel. Jeg har fisket hele mit liv og er fascineret af at med undervandsfiskeri, så er det dét, du er i. Det er dét, du gør, der er ikke andet. Ingen mobil eller noget andet, man skal, siger han og tilføjer:

– Vi er hele tiden i proces heroppe. Det er meget det her, vi bruger vores penge på, mere end på at rejse. Vi tager en tur årligt med børnene, i år var vi i Sverige og sidste år i Barcelona - men det er her, vi drømmer os op, og her vi folder drømmene ud.

 

Hvem bor her

Billedkunstner Mette Hannemann, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 1993. www.hannemann.dk

Billedkunstner Jesper D. Lund. www.hannemannlund.dk

Sammen har parret et galleri med atelier, ’HannemannLund’, på Værnedamsvej på Frederiksberg. www.hannemannlund.dk

Huset er et sommerhus fra 1950’erne på 90 kvm plus atelier på 60 kvm og en grund på 1500 kvm i Nordsjælland.