Hvad er et brændetårn?

Et brændetårn eller et palletårn er på omkring 1,8 rummeter (m³) og består af stablet brænde.

Det er blevet langt dyrere at købe brænde til din brændeovn eller pejs. Det viser en stor test af priser på brænde, som Videncentret Bolius har lavet i uge 35 2022.

Brændepriserne er steget med 100-150 procent, hvis man sammenligner priserne med en lignende test, som Videncentret Bolius lavede i uge 42 i oktober 2020. Og på bare otte måneder er brændepriserne gået op med 50-80 procent.

Fx kostede et brændetårn med egebrænde i gennemsnit 5.772 kr. i uge 35 2022, mens prisen var 2.262 kr. for to år siden.

Vi har undersøgt priserne for et palletårn ovntørret brænde på 24 hjemmesider i 2020, 21 hjemmesider i uge 3 2022 og 20 hjemmesider i uge 35 2022. Flere tidligere brændeudbydere sælger ikke længere brænde, mens andre skriver ”Udsolgt”, da vi undersøgte priserne. 

Vi har kun undersøgt priserne hos brændeleverandører, der leverer brænde til hele landet (brofaste øer). Vi har tjekket priserne på både bøg, birk, ask, eg og blandet løv. Brændepriserne er inklusive levering, der dog kan variere afhængigt af din bopæl.

Gennemsnitspriserne – vi har kun medtaget priserne for de steder, hvor der ikke er udsolgt - for et palletårn i uge 35 2022 er (i parentes forskellen i procent i forhold til uge 3 2022):

  • Bøg: 5.266 kr. (59 %)
  • Ask: 5.521 kr. (65 %)
  • Birk: 4.983 kr. (70 %)
  • Blandet løv: 4.871 kr. (66 %)
  • Eg: 5.772 kr. (82 %)

Vær opmærksom på, at brændepriserne kan være steget yderligere, siden vi indhentede priserne, og at de kan være udsolgt nogle steder.

Derfor er priser på brænde steget

Det er de stigende energipriser på fx naturgas og el, der også har påvirket brændepriserne. Efterspørgslen på brænde er steget, fordi de andre priser er gået i vejret, og det har gjort det svært for brændesælgerne at få brænde nok fra udlandet. Det betyder, at flere må melde udsolgt.

- Set over et par år har efterspørgslen efter brænde være så stærk, at prisstigningen på fx et tårn birkebrænde langt har overhalet prisstigningen på fyringsolie. Sammenlagt betyder det, at der ikke længere er den store fidus ved at fyre med brænde, medmindre du får det leveret til favørpris eller selv henter det i skoven, siger fagekspert i Videncentret Bolius, Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Spar penge på brænde

Der er flest penge at spare på bøg,  hvor der er op til 1.500 kroners forskel på priserne fra den billigste til den dyreste leverandør. Generelt kan du ifølge pristjekket spare 1.000-1.500 kr. afhængig af træsort ved at købe dit brænde det billigste sted.

Vær opmærksom på, at flere af brændeleverandørerne giver rabat, hvis du køber flere brændetårne. Det er ikke medregnet i pristjekket.

Lokale og regionale sælgere er heller ikke medregnet, så der kan være penge at spare, hvis du undersøger markedet i dit område mere detaljeret.

Her er de billigste brændepriser

I de følgende afsnit har vi udvalgt de steder, hvor du kan finde det billigste træ i uge 35 2022. I sammenligningen har vi ikke medtaget de steder, hvor der er udsolgt.

Blandet løv er det billigste træ

Der er ikke så stor prisforskel på de forskellige brændetyper, men målt pr. brændetårn har "blandet løv" den billigste gennemsnitspris. Det billigste træ af blandet løv (der ikke er udsolgt) finder du til 4.190 kr./stk. hos Silvan. Blandet løv er dyrest hos Bauhaus, hvor et brændetårn koster 5.499 kr.

Det varierer, hvilke træsorter der er i brændetårne med blandet løv (ud over, at det alt sammen er fra løvtræ). Brændet kan således også være fra poppel og el, der har relativt lav brændværdi.

Her er bøg billigst

Vil du fyre med bøgetræ, er den laveste pris hos fyrselv.dk til 4.095 kr. inkl. levering. Bøg koster mest hos Bauhaus, hvor prisen er 5.999 kr.

Vi har valgt almindeligt bøgetræ, hvor det har været muligt, i pristesten, ikke avnbøg.

Ask er billigst hos jem & fix

Jem & fix tilbyder det billigste asketræ til 4.595 kr. inkl. levering. Prisen hos Silvan er også under 5.000 kr., mens de øvrige brændeleverandører alle har alle priser over 5.000 kr.

Birk billigst hos ovntoert.dk

Da birk har dårligere brændværdi end både ask og bøg, og samtidig har nogenlunde samme prisleje, giver det måske ikke så meget mening at investere i det til brændeovnen. Birk er dog også kendt for sin gode duft, når det afbrændes, og træet fænger let og giver mindre røg.

Birkebrænde er billigst hos ovntoert.dk til 4.099 kr. inkl. levering.

Eg billigst hos Silvan

Eg er billigst hos Silvan, hvor prisen er 5.000 kr. for et palletårn. Alle leverandører har priser mellem 5.000 og 6.000 kr. for et palletårn ovntørret eg.

Sank dit brænde i skoven - billigt

Den billigste måde at købe brænde på er typisk i skoven - også her kan brændet dog være hurtigt udsolgt. Her er der flere muligheder:

Sank brænde

At sanke brænde er at indsamle træknuder og grene, der ligger i skovbunden i statsskovene, eller et helt træ eller rester fra skovning. For at gøre det, skal du købe et sankekort hos Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen har indført et nyt landsdækkende salg af sankebrænde via nettet. Tilmeld dig nyhedsbrevet Brændeinfo og få besked, når der er sanketræ i dit område. Herefter køber du sankekortet og får tilsendt en købskvittering, og hvor brændet kan afhentes. Du skal hente brændet senest 3 måneder fra købsdatoen.

Læs mere om sankning på Naturstyrelsens hjemmeside

Du kan også sanke og købe færdigt brænde i private skove. Find kontaktoplysninger på Dansk Skovforenings hjemmeside  

Køb en brændestak

Her har skovarbejderne samlet træet, men du skal selv afhente stakken. Hvor og hvilket træ, du kan købe, kan du hos Naturstyrelsen. Du kan også købe sankebrænde i netbutikken.

Skovning: Fæld selv træer

Hvis du har brug for store mængder brænde, kan du få lov til selv at fælde træer i statsskovene, som skovfogederne på forhånd har afmærket.

Læs mere om selvskovning på Naturstyrelsens hjemmeside

Billigt at købe træ hos private eller i løs vægt

Det billigste brænde får du dog ikke hos de konventionelle brændesælgere.

Som regel kan du få træet endnu billigere, hvis du finder et brændeudsalg hos en privat eller et savværk, men husk, at der kommer transportomkostninger oveni.

Der kan også være penge at spare, hvis du får leveret brænde i løs vægt.

I nogle tilfælde kan du være heldig at få lov at afhente træer, som private har fældet, gratis. Tjek fx i forskellige lokale grupper på Facebook.

Billigst at sanke brændet selv

Det allerbilligste er dog at tage brændet i egen hånd i en af de danske statsskove med et sankekort, hvor du har flere muligheder for at få fat på brænde. Det kræver dog, at du gør en del arbejde selv.

Levering af brænde kan koste dyrt

Flere forhandlere differentierer imellem levering øst og vest for Storebælt, hvoraf levering øst for Storebælt normalt er billigst.

I Videncentret Bolius’ prisundersøgelse er der medregnet levering til Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Det kan derfor godt betale sig at undersøge leveringsomkostningerne for netop din adresse, før du beslutter dig for, hvor du vil købe dit brænde.

Brænde "til døren" er ikke altid til døren

Langt de fleste firmaer tilbyder at levere brændet til dit fortov gratis. Priserne i Videncentret Bolius’ undersøgelse er inklusive levering til fortovet.

Flere skriver, at de leverer brændet "til døren", men det kan du ikke nødvendigvis tage bogstaveligt. Ofte betyder det blot, at firmaerne sætter det tonstunge brændetårn på fortovet ud for din matrikel.
Har du en lang indkørsel, er du dårlig til bens, eller gider du bare ikke besværet med at slæbe brændet fra fortovet og ind i brændeskuret, er det værd at notere sig, hvem der tilbyder transport helt ind, hvor du vil have brændet stående, samt hvor meget det koster.

Husk, at firmaerne er afhængige af, at underlaget er fast, da brændet + gaffeltrucken kan veje 2-3 ton. Derfor fraskriver flere firmaer sig også ethvert ansvar for skader - som fx knækkede fliser - i forbindelse med levering inde på grunden.

Forskel på, hvad der bliver leveret

Det kan også betale sig at tjekke, hvad det enkelte firma leverer. Der kan således være forskel på størrelsen af brændetårne. De fleste leverandører oplyser, at deres brændetårne er ca. 1,8 m3.

Vær opmærksom på, at du hos nogle firmaer skal bestille minimum to paller for at få dem leveret.

Lufttørret vs. ovntørret brænde

Videncentret Bolius har kun undersøgt priserne på ovntørret træ hos brændesælgerne. Det ovntørrede brænde bør være klar til brug, når du får det leveret, selvom du ikke kan være helt sikker på det.

Leverandørerne sælger også lufttørret træ, hvilket typisk betyder, at det ikke er tørt endnu og stadig har brug for at ligge nogle måneder eller et års tid endnu for at tørre helt igennem.

Er der mere vand i træet, er det sværere at tænde, og du får mindre varme og mere sod, der kan føre til løbesod i skorstenen og i værste fald skorstensbrand.

Se filmen 'Sådan tjekker du om dit brænde er tørt'

Hvad skal du være opmærksom på, når du køber ovntørret brænde?

  • Brændværdi - forskellige træsorter har forskellig vægtfylde, der har en afgørende betydning for, hvor meget energi der er i brændet. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.
  • Fugtindhold – bør være højst 18 %, tjek det med en fugtmåler, når du får det leveret.
  • Brændets kvalitet – jo mere kernetræ jo bedre, jo flere grene jo dårligere.
  • Levering - er prisen inkl. levering, og leveres brændet til fortov eller døren?
  • Mængden af brænde – angiver sælgeren brændetårnets indvendige eller udvendige mål (du får mest brænde, hvis det er indvendige mål)? Tjek, at du fået den korrekte mængde, når brændet leveres.
  • Brændeleverandørens omdømme – tjek evt, anmeldelser af firmaet på Trustpilot.dk eller på Google.

Aftal fugtindhold med leverandøren

Når du bestiller brænde, bør du aftale med sælgeren, hvilken fugtighedsprocent brændet skal leveres med, og du bør kontrollere, om det leverede brænde har den aftalte fugtighedsprocent, inden lastbilen kører igen.

Det gør du med en fugtighedsmåler til brænde, der kan fås til et par hundrede kroner i byggemarkeder. Stik måleren ind omkring centrum af træet, og aflæs fugtighedsprocenten. Er den højere end det aftalte, bør du sende brændet tilbage eller få et afslag i prisen.

Brænde skal have et fugtindhold på højst 18 %

Brænde bør have en fugtighed på omkring 18 %, når du putter det i brændeovnen, fordi du dermed sikrer en såkaldt ren forbrænding, hvor du får fuld udnyttelse af træets energi og dermed mest mulig varme.

Tjek brændeleverandøren

Det kan være en god idé at tjekke, om brændeleverandøren er god nok, inden du køber brænde.

Du kan fx google navnet på leverandøren og se, om der dukker nogle omtaler op, eller tjekke anmeldelser på sites som Trustpilot.

Hvilket brænde har størst brændværdi?

Træets brændværdi er den mængde varme, der udvikles ved fuldstændig forbrænding. Brændværdien afgør altså, hvor meget energi der er i brændet – jo højere brændværdi, jo bedre.

For næsten alle træarter er veddet bygget op på omtrent samme måde. Derfor er brændværdien for forskellige træarter nogenlunde ens, nemlig 19 megajoule (MJ) pr. kilo tørt træ. Men fordi løvtræ vejer mere end nåletræ pr. rummål, er der mere brændværdi i en kævle løvtræ end i en kævle nåletræ af samme størrelse.

Blandt de forskellige sorter af løvtræ er er der mest brændværdi pr. rummål i bøg. Der er altså størst brændværdi i et palletårn af bøgetræ end af andre træsorter. Eg, ask, elm og birk har også en rigtig god brændværdi.

Træart

Rumtæthed (kg tørstof/m³)

Bøg

580

Eg

570

Ask

570

Elm

565

Birk

540

Ahorn

500

Bjergfyr

490

Pil

460

El

440

Skovfyr

430

Lind

420

Gran

370

Poppel

370