Da elpriserne begyndte at stige for alvor i løbet af 2022, fik det danskerne til at spare på strømmen. I 2022 sænkede danskerne det private elforbrug i hjemmet med 10,9 procent i forhold til 2021.

Besparelsen på strømforbruget skete, selvom der kom flere elbiler og varmepumper, som får det private elforbrug til at stige. 

– Det er ikke normalt, at vi ser, at forbruget falder så meget, siger Jesper Kronborg Jensen, seniorforretningsudvikler i Energinet. 

For at afhjælpe de høje elpriser var der i første halvår af 2023 en reduceret elafgift, som gjorde det mærkbart billigere at bruge strøm. Det fik heldigvis ikke forbruget af strøm til at stige. 

Men i anden halvdel af 2023 og ind i 2024 har det private strømforbrug været stigende igen. I januar 2024 var vores strømforbrug rekordhøjt, mens det i de efterfølgende atter er faldet til at være lavere end før energikrisens indtog. 

Derfor sparer vi på strømmen

I den nyeste undersøgelse fra oktober 2023 svarer i alt 67 procent, at de i nogen, høj eller meget høj grad har sparet på strømmen i deres bolig det seneste år. Året forinden svarede 73 procent, at de havde sparet på strømmen. 

Det er især på grund af prisen, at danskerne bruger mindre strøm, men også fordi de tænker på klimaet og vil hjælpe samfundet generelt. I undersøgelsen svarede de adspurgte følgende på spørgsmålet: ”Hvad motiverer dig til at bruge mindre strøm i din bolig?”: 

  • 87 procent: Jeg kan spare penge. 
  • 43 procent: Det gavner klimaet. 
  • 27 procent: Det gavner samfundet, så der er strøm nok til alle. 

Fagekspert i Videncentret Bolius, Tue Patursson, håber, at vi bliver bedre til at bruge mindre energi. 

 – Begge de to første grunde er brugbare, når elprisen engang igen bliver mere normal. Det kan godt være, at vi til den tid ikke sparer 2.000 kr., men 1.000 kr., så derfor vil det være rigtig godt, hvis vi kan fortsætte med de gode vaner, siger han.

Sådan sparer vi på strømmen

De fleste sparer strøm ved at slukke for lyset, når de forlader rummet. Derudover skifter mange gamle pærer ud med LED-pærer. 

Det seneste halve år er mange danskere også begyndt på nye sparetiltag. Bl.a. har de: 

  • Ændret på, hvornår på døgnet der vaskes tøj.
  • Ændret på, hvornår på døgnet der vaskes op. 
  • Brugt ovnen færre gange. 
  • Snakket med børn mv. om mindre forbrug.

I undersøgelsen er danskerne også blevet spurgt om, hvilke spareplaner de har, som de vil begynde at gøre snarest. Her svarer flest, at de vil bruge terrassevarmere mindre, slukke håndklædetørreren, skifte hårde hvidevarer ud med nogle med et bedre energimærke samt at bruge spilkonsoller og gamer-pc mindre. 

– Det er en god idé at spare på strømmen, hvor du kan, og lære børnene gode vaner, da de ofte holder ved. Mange af dem, der lærte at spare på energien i 1970’erne, har været bedre til det gennem årene og til at sænke forbruget i den nuværende energikrise. 

– Med hensyn til hårde hvidevarer kan det sjældent betale sig at skifte dem ud, før de er slidt op – både økonomisk og bæredygtighedsmæssigt – da produktion og indkøbspris fylder så meget i det samlede regnskab, at det hverken kan svare sig i kroner og øre eller i CO2-regnskabet, siger Tue Patursson.

Flere bruger strøm, når den er billigst

Udover at spare på strømmen er mange danskere begyndt at bruge endnu mindre strøm, når den er dyrest, og har flyttet noget af elforbruget til de tidspunkter af døgnet, hvor strømmen er billigst. 

– Vi har valgt at spare mest på strømmen der, hvor strømmen er dyrest og flyttet en del af det forbrug, der kan flyttes – måske har vi vasket i løbet af natten og dagen, hvor strømmen er billigst, og ladet elbilerne op på et andet tidspunkt, siger Jesper Kronborg Jensen, seniorforretningsudvikler i Energinet. 

Langt flere er da også begyndt at studere kWh-priserne via deres elselskab, diverse apps eller hos Videncentret Bolius. Før 2022 tjekkede 7 procent elpriser dagligt, og i oktober 2022 var andelen oppe på 37 procent. I 2023 faldt tallet til 31 procent, der dagligt tjekker elpriserne. 

– Vi kan se, at rigtig mange tjekker de daglige elpriser på vores temaside, og mange modtager vores daglige e-mail med nye elpriser, og hvornår det er billigst at bruge ovn, vaskemaskine og opvaskemaskine og lade elbilen op, siger Tue Patursson.

Nogle gange er det for besværligt at spare på strømmen

Selvom de fleste sparer og gerne vil spare endnu mere på strømmen, er der også flere ting, der får dem til at holde igen.

Som de største barrierer for at spare på strømmen i din bolig, angiver 42 procent, at det er for besværligt i forhold til deres hverdag (fx at undgå madlavning i spidsbelastningsperioden om aftenen), mens 21 procent svarer, at det vil gå ud over komforten i boligen.