Det er muligt at dæmpe lyden af barnet, som leger højlydt, eller teenageren, som giver den gas på det nye anlæg.

Larm bevæger sig enten gennem luften eller igennem konstruktioner. Lyden fra børneværelset kan være begge dele, da der både snakkes højt og leges med legetøj, som larmer, når det bliver tabt på gulvet. 

Du kan dog nemt og billigt selv gøre nogle få, simple ting, som vil være med til at mindske støjen fra børneværelset.

Hvad kan du gøre for at dæmpe støj fra børneværelset?

  1. Lav en lydtætning af døren

En stor del af støjen fra et værelse går ikke igennem selve dørbladet (den del af døren, man åbner og lukker), men rundt om den og gennem mellemrummet mellem dørblad og karm.

Ved at montere små selvklæbende gummilister hele vejen rundt om døren - i dørfalsen og dørtrinet - kan du tætne døren, så der ikke kan slippe meget lyd ud den vej. Listerne skal have den rigtige tykkelse, så de spænder lidt imod dørbladet, når døren er lukket, men døren skal samtidig stadig være nem at lukke.

Montér også et dørtrin, hvis der ikke er noget dørtrin på døren.

Mellem dør og væg skal hulrummet fyldes med isolering og lukkes med en elastisk fuge, hvis det ikke allerede er gjort.

Hvis der er den mindste åbning eller sprække, skal der også tætnes med en elastisk fuge rundt om dørkarm og indfatning/gerigt , dvs. den liste, der dækker overgangen mellem væg og karm.

Du kan også skifte døren ud med en decideret lydreducerende dør, men vær opmærksom på, at lyden som nævnt ofte går mellem mellemrummene og ikke selv døren.

Vær opmærksom på, at når du tætner døren, så lukker du samtidig for muligheden for, at luften bliver ventileret rundt og udskiftet, så det giver et godt indeklima. Har du ventilationsanlæg, bliver der sendt frisk luft ind via indblæsningskanaler, men den gamle luft har brug for at komme ud i boligen, da det er fra køkken, bryggers og bad, at gammel luft bliver suget ud.

Ligeledes vil værelser med friskluftsventiler i vinduer, eller værelser helt uden ventilation udefra, få en forurenet indeluft, hvis ikke der jævnligt luftes grundigt ud. Det er i øvrigt en god idé at lade døren ind til værelset stå åben om natten, så dit barn kan sove godt.

Det kan også hjælpe en lille smule at stoppe nøglehullet til med fx vat, køkkenrulle eller acrylfugemasse.

  1. Sørg for bløde overflader i børneværelset

Læg evt. et gulvtæppe på gulvet, en dug på bordet og puder i sengen. Det er med til at dæmpe lyden, når der tabes diverse legetøj. Du kan også med fordel sætte dupper under stolene.

  1. Brug dæmpefødder til højttalere

Lyden, der spreder sig igennem konstruktioner, skyldes ofte musikanlæg og fjernsyn. Her kan du med fordel anvende dæmpefødder, som du placerer under højtalerne (se mere her.). De er lavet i blødt skum og tilpasser sig højtalernes vægt. Det er med til at bryde lyden, som dermed ikke kan forplante sig igennem konstruktionerne.

  1. Bløde gulve

Gulvbelægningen i et børneværelse har også betydning for akustikken. Jo hårdere en overflade, jo mere larmer de. Derfor er klinker og betongulve ikke så god en løsning i et børneværelse. Dog kan lyden dæmpes med tæpper ovenpå.

Den bedste løsning er blødere gulve som linoleum, vinyl, kork og gummi. Trægulve er også være en mulighed, specielt, hvis der er et trinlydsdæmpende lag under.

Væg til væg-gulvtæpper er gode til at dæmpe lyden, men til gengæld er de svære at holde rene og samler støv. Hvis du vælger et sådan tæppe, er et indeklimamærket tæppe den bedste løsning, da du derved får mindst mulig kemi ind i hjemmet. Lider dit barn af astma eller allergi, bør du undgå brug af gulvtæpper.

LÆS OGSÅ: Valg af nyt gulv

  1. Lydsisolering af væg

Hvis problemet er støj mellem værelserne, kræver det en større operation. I givet fald er lydisolering af væggene nemlig den bedste løsning.

Generelt lydisolerer væggen bedre jo tungere den er. Derfor dæmper betonvægge oftest bedst lyden mellem værelser, mens lette vægge i sig selv har den dårligste støjdæmpning.

Der er flere måder, du kan give væggene en bedre lydisolering. Du kan bl.a. bygge en forsatsvæg udenpå den eksisterende væg.

Du kan også putte ekstra isolering ind i væggen.

Gipsvægge er de mest almindelige vægge mellem værelser i nyere boliger. Her afhænger lydisoleringen af, hvor mange lag gips, der er monteret på træ- eller stålskelettet, om der er fuget med lydfuger, og hvor meget isolering der er imellem stolperne.

Her kan du se, hvor godt forskellige indervægge af gips lydisolerer:

  • En gipsvæg med et lag gips på begge sider uden isolering imellem lydisolerer omkring 30 dB.
  • En gipsvæg med 2 lag gips uden isolering imellem lydisolerer omkring 36 dB, hvis hulrummet er 45 mm, og 40 dB, hvis hulrummet er 70 mm eller mere.
  • En gipsvæg med 2 lag gips og isolering imellem lydisolerer omkring 40 dB, hvis der er 45 mm isolering i hulrummet, og omkring 48 dB, hvis der er 70 mm isolering i hulrummet.