På dette interaktive Danmarkskort kan du se, hvordan huspriserne i alle landets kommuner har udviklet sig i de sidste 20 år i forhold til landsgennemsnittet. Under kortet kan du se, hvor huspriserne er steget og faldet mest i det seneste år.

Tallene stammer fra Boligmarkedsstatistikken, der er lavet af Finans Danmark. Statistikken dækker de gennemsnitlige kvadratmeterpriser i kroner for de parcel- og rækkehuse, der er blevet solgt i kommunen i et kvartal. På grund af en teknisk fejl er landspriserne desværre ikke helt korrekte.

Vær opmærksom på, at priserne måske ikke altid giver et helt retvisende billede. Jo færre huse, der er blevet solgt i et enkelt kvartal, jo mere kan huspriserne blive påvirket af enkelte salg - fx kan huspriserne stige meget, hvis der er kommet et nyt boligkvarter i kommunen, og de nye og ofte dyre huse bliver solgt, mens der tilsvarende vil være et fald året efter, hvis det samme ikke sker der.

Sådan bruger du kortet

  • Klik på en kommune eller brug "Søg i kommuner".
  • Se priserne kvartal for kvartal og sammenlign med landspriserne.
  • Klik på "X" øverst til højre for at komme tilbage til kortet.
  • Under kortet kan du læse mere om, hvor priserne er steget og faldet mest i det seneste år.
  • Hvis du har spørgsmål til kortet eller de bagvedliggende data, er du velkommen til at kontakte os.
Laveste gennemsnitlige pris
Højeste gennemsnitlige pris
 
 
 
 
 

Huspriser er gået udenom corona-pandemi

Mange økonomer frygtede, at corona-epidemien ville ramme boligpriserne hårdt, men det har ikke været tilfældet. Tværtimod viser de nyeste tal fra 3. kvartal 2020, at huspriserne på landsplan er steget med 4 procent siden samme periode året før.

I 2021 forventer både de økonomiske vismænd og Nationalbanken, at boligpriserne vil stige pænt. 

Rekordmange solgte huse

På grund af Covid-19 frygtede man også, at det ville ramme efterspørgslen. Men det er gået lige modsat. I 3. kvartal 2020 blev der ifølge Finans Danmark sat rekord i antallet af solgte huse for et enkelt kvartal med 12.421 gennemførte hushandler. Samtidig er der forholdsvist få huse til salg. 

- Det er sælgers marked. Efterspørgslen fra køberne er stor, der er færre huse til salg, og der er historisk mange handler. Der er nok en del købere, der oplever, at det er svært at få fat i drømmehuset. Og med de stigende priser betaler købere nu næsten 80.000 kr. mere for et typisk hus på 140 kvm, end det var tilfældet for et år siden, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Sommerhuspriser og ejerlejlighedspriser stiger mere end huspriser

Efter at huspriserne i halvandet år steg mere end lejlighedspriserne, har lejlighedspriserne igen fået overtaget. De steg således med 5,9 procent fra 3. kvartal 2019 til 3. kvartal 2020 mod husprisstigningen på 4 procent.

Ingen af de to kan dog hamle op med stigningen i sommerhuspriserne, der er gået op med 11,7 procent det seneste år.

Højeste huspriser nogensinde - næsten

Med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 14.715 i 3. kvartal 2020 er huspriserne på det højeste niveau nogensinde - også højere, end de var lige før finanskrisen i 2007.

Fagekspert i boligøkonomi i Videncentret Bolius, Jørgen Munksgaard Rasmussen, peger dog på, at huspriserne justeret for inflation stadig ligger et pænt stykke fra priserne i 3. kvartal i 2007.

- Siden tredje kvartal 2007 har inflationen udgjort ca. 19 procent, så selv om huspriserne i dag ligger 8 procent over niveauet i 2007, er der stadig tale om et realt prisfald på ca. 11 procent, fastslår han.

Stor forskel på stigninger i huspriser siden 2007

Jørgen Munksgaard Rasmussen understreger, at der er tale om meget store forskelle i prisudviklingen siden 2. kvartal 2007. 

- Flere områder i landet halter rigtig meget bagefter. Mens huspriserne i København er steget med 49,9 procent siden 3. kvartal 2007, ligger priserne i Lolland Kommune i dag 29,4 procent under niveauet i 2007, siger han.

Jørgen Munksgaard Rasmussen peger dog på, at boligstatistikken ikke er helt retvisende ved sammenligning af kvadratmeterpriserne.

- Vi ved, at der er store kvalitetsforskelle mellem husene i de enkelte kommuner. Boliger i dyre områder bliver renoveret for flere penge end boliger i billige områder, hvilket der ikke er taget højde for i statistikkerne.

- Dertil kommer, at huse i landets lavprisområder er væsentligt ældre end i højprisområderne, hvilket tilsvarende bringer slør i statistikken. Alene af den grund kan en kvadratmeter bolig i Lolland Kommune til 4.500 kr. ikke sammenlignes med en tilsvarende kvadratmeter bolig i København til 40.200 kr., forklarer han.

Huse dyrest på Frederiksberg og billigst i Morsø Kommune

Huspriserne i 3. kvartal 2020 er højst i hovedstaden og i området omkring København. Aarhus er den eneste kommune uden for dette område, der er på top 30-listen over kommuner med de højeste kvadratmeterpriser. Aarhus Kommune er nr. 22 på listen, mens Skanderborg nr. 33 og Odense nr. 35.

Listen toppes af Frederiksberg og Gentofte Kommuner, hvor et gennemsnitshus koster henholdsvis 50.200 og 49.501 kr. pr. kvadratmeter i 3. kvartal 2020. Gennemsnitsprisen på landsplan er 14.715 kr.

I Frederiksberg er huspriserne næsten 12 gange højere end i Morsø Kommune, der er landets billigste kommune at købe hus i, mens huspriserne er næst lavest i Lollands Kommune. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for et hus i Morsø og Lolland Kommuner er henholdsvis 4.281 og 4.468 kr.

Et gennemsnitligt hus på 145 m2 i Frederiksberg Kommune koster 7,3 millioner kr., mens prisen for samme størrelse hus i Morsø Kommune er 621.000 kr.

Huspriser stiger mest i provinsen

69 kommuner har en positiv prisudvikling fra 3. kvartal 2019 til 3. kvartal 2020, mens 27 kommuner har haft et fald i den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de huse, der er blevet solgt.

Ærø, Vallensbæk og Lolland Kommuner har haft de største husprisstigninger det seneste år, og det betyder, at Lolland nu ikke længere er landets billigste kommune at købe hus i - det er Morsø i stedet. De største stigninger ligger spredt ud over landet, særligt i provinsen, og altså uden for de store byområder. Lyngby-Taarbæk, Kolding og Helsingør Kommuner ligger dog henholdsvis nummer 12, 18 og 20 på listen, mens København er nr. 21.

Huspriserne er faldet mest i Morsø, Norddjurs og Brønderslev Kommuner.

At det netop er disse kommuner, der ligger i top og bund kan skyldes, at nogle få dyre huse er blevet solgt i 3. kvartal 2020, men ikke for et år siden.

Huspriser stiger mest i København

Huspriserne stiger i samtlige 11 landsdele, mens mest i København og Nordjælland.

  1. København by: 7,7 %
  2. Københavns omegn: 7,1 %
  3. Nordsjælland: 6,7 %
  4. Bornholm: 4,0 %
  5. Østjylland: 3,7 %
  6. Østsjælland: 3,6 %
  7. Sydjylland: 2,9 %
  8. Vest- og Sydsjælland: 2,4 %
  9. Vestjylland: 2,3 %
  10. Vest- og Sydsjælland: 1,5 %
  11. Fyn: 1,4 %