På det interaktive danmarkskort nedenfor kan du se, hvordan sommerhuspriserne i alle landets kommuner har udviklet sig de seneste 20 år i forhold til landsgennemsnittet. Jo mørkere farve, desto højere kvadratmeterpris. 

Under kortet kan du se, hvordan priserne har udviklet sig helt ned på postnummer. 

Tallene stammer fra Boligmarkedsstatistikken, der er lavet af Finans Danmark. Statistikken dækker de gennemsnitlige kvadratmeterpriser i kroner for de fritidshuse, der er blevet solgt i kommunen eller i postnummeret i et kvartal. 

Vær opmærksom på, at priserne måske ikke altid giver et helt retvisende billede. Jo færre sommerhuse, der er blevet solgt i et enkelt kvartal, jo mere kan priserne blive påvirket af enkelte salg – og salg af flere nybyggede og dyre sommerhuse vil fx også påvirke kvadratmeterprisen i en kommune.

Sådan bruger du kortet

  • Klik på en kommune eller brug "Søg i kommuner".
  • Se priserne kvartal for kvartal og sammenlign med landspriserne.
  • Klik på "X" øverst til højre for at komme tilbage til kortet.
  • Under kortet kan du læse mere om, hvor priserne er steget og faldet mest i det seneste år.
  • Hvis du har spørgsmål til kortet eller de bagvedliggende data, er du velkommen til at kontakte os.
Laveste gennemsnitlige priser
Højeste gennemsnitlige priser
 
 
 
 
 

Sommerhuspriser er de højeste nogensinde

Sommerhuspriserne har for alvor fået fart på hjulpet af den lave rente og den stigende efterspørgsel, der har været i kølvandet på corona, hvor mange har fået øjene op for fordelene i at eje et sommerhus.

Samlet er sommerhuspriserne steget med 24,7 procent det seneste år - langt mere end lejlighedspriserne og huspriserne.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 20.479 kr. for solgte sommerhuse er den højeste, der nogensinde har været, og det er formentlig første gang, at priserne på sommerhuse er steget i samtlige kommuner.

Salgstid på sommerhuse er faldet

Samtidig bliver sommerhusene solgt langt hurtigere end tidligere. I 2. kvartal 2021 tog det i gennemsnit 120 dage at sælge et sommerhus.

Selv om det lyder af meget, er det langt kortere end de senere år, hvor det typisk har taget mere end 300 dage. Faktisk skal man tilbage til 2007 for at finde en kortere salgstid.

Billigere at eje et fritidshus

Selv om prisen på et gennemsnitligt sommerhus er steget 10 procent siden toppen i 2007, ligger priserne stadig under 2007-niveauet, når inflationen på 20 procent regnes med.

 - I perioden er renten faldet, mens reallønnen er steget, så faktisk er det blevet væsentlig billigere at eje et sommerhus i dag set i forhold til 2007. Det kan være forklaringen på, at vi i de senere år har set stigende priser på sommerhuse.

- Prisstigningerne har så fået yderligere næring med corona-epidemien, hvor priserne fra 2. kvartal 2020 til samme kvartal 2021 er steget med 25 procent, anfører fagekspert i boligøkonomi i Videncentret Bolius, Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Gennemsnits sommerhus koster 1,6 millioner kroner

Ifølge Jørgen Munksgaard Rasmussen er udgiften til finansiering af sommerhuset faldet med 14 procent siden 2. kvartal 2007. Et standard-sommerhus på 80 m2 kostede i 2007 1.482.880 kr. og er i dag steget til 1.638.320 kr.

Standardhuset havde i 2007 en nettoydelse på 6.550 kr., mens ydelsen i 2021 er faldet til 5.637 kr. Forklaringen er primært lavere renter, som har trumfet en prisstigning på 155.440 kr. i perioden.

I beløbet er ikke inkluderet ejerudgifter, der bl.a. omfatter skatter og forsikring.

Finansiering af sommerhus i 2007 og 2021

ÅrstalKøbsprisRealkredit-
rente
Realkredit-belåning (%)Bankrente (%)Netto-
udgift
20071.482.880 5,00 60 7,00 6.550 
20211.638.320 1,50 755,005.637

Kilde: Beregninger udført af Videncentret Bolius. Fastforrentet lån. Boligpriser fra Finans Danmark indhentet for 2. kvartal, fritidshus på 80 m2, Realkreditrente er lig med kuponrente, nettoudgift er månedlig udgift efter skat.

Salg af sommerhuse sætter rekord

I 2020 blev der solgt 13.120 sommerhuse, og det er det højeste antal i mindst 17 år.

De 4.736 sommerhuse, der blev skrevet slutseddel på i 2. kvartal 2020, er også det højeste antal for et enkelt kvartal.

Alt tyder på, at 2021 bliver det år, hvor der sælges næstflest sommerhuse. I årets første to kvartaler blev der købt 7.000 fritidshuse.

Fritidshuspriser stiger mest i Faxe og Morsø

Særligt i Faxe og Morsø Kommuner har der været prisfest med en stigning i sommerhuspriserne på mere end 60 procent på et år.

Dyrest at købe sommerhus i Helsingør, Aarhus og Gribskov

Der er stor forskel på priserne ved køb og salg af sommerhuse i de forskellige kommuner.

Helsingør og Aarhus Kommune har i den senere tid konkurreret om at være landets dyreste sommerhuskommune, og Helsingør har tilbageeobret førertrøjen på med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 42.554 kr. i 2. kvartal 2021, mens Aarhus følger efter med 40.204 kr. pr. kvadratmeter. Gribskov følger efter med en kvadratmeterpris på 31.109 kr.

...og billigst i Skive og i Aalborg

Den billigste kommune at købe sommerhus i er Skive Kommune, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris er 10.159 kr. Aalborg Kommune er næstbilligst at købe sommerhus i med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 11.365 kr. for de solgte sommerhuse i 2. kvartal 2021.

Se sommerhuspriserne fordelt på postnummer

Priserne på sommerhuse dækker over forskelle inden for kommunerne. Nogle områder er blevet mere populære og har endda overhalet andre sommerhusområder inden for samme kommune. 

I nedenstående tabel kan du se kvadratmeterpriserne på solgte sommerhuse i 1. kvartal 2001 og 1. kvartal 2021, og hvor meget priserne er steget på de 20 år.

En lang række postnumre er ikke med på listen. Det skyldes, at der ikke er solgt sommerhuse nok i et af eller begge de to kvartaler til, at der kan udregnes en gennemsnitspris.