Smart Grid – fremtidens intelligente elnet

En stadig større del af vores el kommer fra solceller og vindmøller, hvor produktionen er afhængig af vejret. For at styre elforbruget, så det matcher udbuddet af strøm, bliver fremtidens elnet ”intelligent”. Det går under navnet ”Smart Grid”.

elmaster i solnedgang smart energiforbrug

"Smart Grid" vil i fremtiden gøre Danmarks energinet intelligent. Arkivfoto.

Hvad betyder Smart Grid for dig som boligejer?

For boligejere betyder Smart Grid især 2 ting:

  • Du får bedre mulighed for at styre husets elforbrug.
  • Du kan selv tjekke, hvornår det praktisk og økonomisk kan betale sig at bruge strøm.

Hvad er Smart Grid?

Smart Grid er et intelligent elnet. Direkte oversat betyder det intelligent net. Et elnet, der bruger digital kommunikationsteknologi til at registrere og reagere på lokale ændringer af forbrug.

Med Smart Grid bliver det muligt at styre Danmarks samlede elforbrug ved hjælp intelligente løsninger - lige fra energikilden via energiforsyningsselskabernes computerservere til dig som elkunde. Styringen i dit hjem kommer primært til at foregå med en intelligent elmåler, som måler dit faktiske forbrug af strøm på timebasis.

Sammen med Smart Grid kommer der en række intelligente apparater på markedet, som giver dig mulighed for at styre, hvornår det enkelte apparat skal tændes eller slukkes. Det kan for eksempel være, at din varmepumpe altid slukkes om natten, eller at din opvaskemaskine automatisk går i gang efter kl. 22, hvor færre mennesker normalt bruger strøm. Da strømpriserne går op og ned alt efter udbud og efterspørgsel, er strømmen billigere, når færre bruger af den.

Hus med solceller på taget smart energi

Smart Grid optimerer elnettet til brug af grøn energi, som fx vind- og solkraft. Arkivfoto.

Hvorfor skal vi have Smart Grid?

Det er fra politisk side blevet besluttet, at CO2-udledningen skal sænkes. Derfor skal en større del af vores energi produceres af vindmøller og solceller. Således skal 50 procent af vores elforbrug fra 2020 dækkes af vindkraft.

Det stigende brug af CO2-neutrale energikilder - til et i øvrigt voksende antal elektriske apparater i hjemmene - stiller store krav til elnettet. De grønne energikilders produktion er nemlig ustabil, da den afhænger af vejrforholdene. Hvis vinder lægger sig, står vindmøllerne stille, og er det overskyet, kan solcellerne ikke producere strøm nok.

For ikke at overbelaste den grønne energiforsyning, så elnettet rammes af hyppige strømafbrydelser, skal Smart Grid hjælpe forbrugerne til at bruge strøm på de tidspunkter, hvor færrest bruger det. Det er typisk fra kl. 22 om aftenen til ca. kl. 5 om morgenen.

Planen er, at Smart Grid også skal give forbrugerne mulighed for at være med til at producere strøm. Det kan ske fra solceller på eget tag eller fra elbilens ladestander. Idéen er, at har du strøm i overskud, skal du kunne sende din overskydende strøm ud i det intelligente netværk, som herefter sørger for at sende strømmen derhen, hvor andre behøver den.

Hvordan bliver dine målinger intelligente?

Det intelligente elnet kommer blandt andet ind i vores hjem, når husets elmåler skal skiftes. Ved udskiftningen er det elselskabernes ansvar, at din nye elmåler er intelligent. Det vil sige, at din måler kan registrere husstandens elforbrug på timebasis og digitalt sende oplysningerne til dit elselskab. Din elregning vil derfor ikke som nu være på et fast beløb, der 1 gang om året korrigeres op eller ned i forhold til det reelle forbrug. Regningen vil afspejle det nøjagtige forbrug, du har haft i den periode, regningen dækker.

knap. on off. intelligent. smart grid.

Intelligente apparater kan tænde og slukke automatisk, alt efter prisen på strømmen. Arkivfoto.

Ud over den intelligente elmåler vil det i de kommende år også blive muligt at købe intelligente, elektriske apparater og strømskinner, som tænder og slukker alt efter, hvordan du har programmeret dem. For eksempel kan du sætte elbilens ladestander til automatisk at gå i gang med at lade om natten, eller du kan på frontpanelet af en intelligent ovn eller vaskemaskine programmere denne til at gå i gang kl. 5 om morgenen, så strømmen til maskinerne anvendes på de tidspunkter, hvor der eller ikke er det store forbrug.

Elprisen er typisk lav om natten og høj om morgenen og om aftenen, de kogespidser (tidspunkter på døgnet, hvor der er tryk på energiforbruget), når familien vågner eller kommer hjem fra arbejde. Med intelligente apparater kan du bruge strøm, når kilowatt-timeprisen er lavest.

Du kan via computeren gå ind på elbørsen, som i Danmark hedder Nord Pool Spot, og tjekke, hvornår elprisen er i bund. Dermed kan du indstille dine elektriske apparater til at køre, når strømmen er billigst. Prisen for el kan svinge med adskillige kroner pr. kilowatttime.

Alternativt kan du overlade det til dit elselskab at tænde og slukke for dine forskellige elektriske apparater alt efter, om prisen på el er høj eller lav. Styringen foregår via et datakabel til en særlig, gateway eller port monteret nær din intelligente elmåler.

LÆS OGSÅ: Forstå din elregning

Hvilke fordele og ulemper er der ved Smart Grid?

Fordele

For dig som boligejer vil Smart Grid betyde, at du kan styre dine forskellige elektriske apparater, så de går i gang på den tid af døgnet, hvor elprisen er lavest. Dermed sparer du penge på elregningen.

Praktiske tests udført i Smart Grid-prøvehuse viser, at besparelsen på elregningen svinger betydeligt.

Med det kommende Smart Grid får du som elkunde sandsynligvis mulighed for at styre hele husets elforbrug gennem en særlig app udviklet af dit elselskab, eller du kan købe abonnementer, hvor elselskabet styrer dit forbrug baseret på din forbrugerprofil. Det kan fx være, at du har mange elektriske apparater, som helst skal være tændte hele dagen, eller om du måske ønsker at spare så meget som muligt, også selv om det betyder 17 grader i stuen om vinteren, hvis du har elbaseret varmesystem.

vaskemaskine i køkken. smart grid. Energi.

Selvom apparater er intelligente, er det ikke sikkert, at de giver særlig stor besparelse. Foto: Torben Klint

Ulemper

Ulempen ved Smart Grid er, at den økonomiske gulerod måske er for lille til, at du vil ofre tid på det og desuden indkøbe intelligente apparater. Selv om fremtidens intelligente vaske- og opvaskemaskiner sandsynligvis ikke bliver meget dyrere, end de "dumme" modeller, som er på markedet i dag, så vil andet udstyr koste en del. Skal du for eksempel have en intelligent varmepumpe, må du regne med en ekstra investering på omkring 20.-30.000 kroner.

Diverse skatter og afgifter tager også deres del af dine eventuelle besparelser på elregningen. Hver gang du betaler godt to kroner for en kilowatt-time, er de første 140 ører skatter og afgifter.

LÆS OGSÅ: Solceller

Hvad er tidsplanen for Smart Grid i Danmark?

Udbygningen af det nuværende el-net til det kommende Smart Grid løber over flere årtier. Mange praktiske forhold, fx standarder for Smart Grid-testet udstyr, er endnu ikke på plads, men overordnet ser tidsplanen nogenlunde sådan ud:

2012-2013: Energinet og Dansk Energi (den danske el-branche) udarbejder planen for, hvordan vi alle er med til at styre og overvåge grøn el produceret af blandt andet vindmøller og solceller.

2020: 50 procent af danskernes elforbrug skal dækkes af vindkraft. Sammen med biomasse og solenergi vil op mod 70 procent af elforsyningen være fra vedvarende kilder.

2025: Det intelligente elnet er endeligt udbygget og installeret.

2035: Al vores el og kraftvarmeforsyning er baseret på vedvarende energi.

2030: Kul udfases fra danske kraftværker og oliefyr.

2050: Danmarks energiforsyning bliver fossilfri.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab