Solceller: Kæmpe forskel på økonomien med gamle og nye regler

Du kan stadig tjene penge på at investere i solceller, men der er kæmpe forskel på økonomien i forhold til de gamle regler, viser Bolius’ udregninger med ny solcelleberegner.

Der er stor forskel på, hvor stor en økonomisk gevinst du kan få ud af et solcelleanlæg alt efter, om du fik installeret det, mens de gamle regler gjaldt, eller om du køber et nu.

Revisions- og rådgivningsselskabet KPMG har netop opdateret sin solcelleberegner, som du kan prøve på bolius.dk, med de nye støtteregler for solceller, der blev fremsat i Folketinget 20. november 2012.

Prøv solcelleberegneren her

Mindst 200.000 kroner forskel på før og nu

Bolius har prøvet solcelleberegneren med både de nye og de gamle støtteregler for solceller, og der er stor forskel på, hvor god en forretning et solcelleanlæg er.

Har man fx et gennemsnitligt elforbrug og betaler 2,3 kr. pr. kWh, kunne man med de gamle regler spare mere end 300.000 kr. på 25 år og tjene sin investering hjem på 5-10 år. Med de nye regler er besparelsen i Bolius’ udregninger mellem 26.000 og 122.000 kr. på 25 år, og tilbagebetalingstiden er 11-22 år. Der er mindst 211.000 kr. i forskel på besparelsen på det samme anlæg.

LÆS OGSÅ: Nyt solcelleudspil: Kan det stadig betale sig?

Lang tilbagebetalingstid på solceller

- P.t. er det ikke så interessant for private at investere i et solcelleanlæg - i hvert fald ikke på grund af økonomien. Tilbagebetalingstiden er alt for lang, mener director i KPMG, Jan Carstensen.   

Fag-ekspert i Bolius, Morten K. Mathiasen, mener også, at solceller også er blevet en langt dårligere investering.

- Tilbagebetalingstiden burde ikke være så lang, højst en 10-12 år. Men hvis man fokuserer på, hvad det reelt bør handle om, nemlig at få konverteret til grøn og vedvarende energi, så mener jeg bestemt stadigvæk, det er en god ”forretning”, siger han.

SE BOLIUS’ TEMASIDE OM SOLCELLER

Du kan tjene langt færre penge med solceller i dag, men det kan stadig betale sig.
Du kan tjene langt færre penge med solceller i dag, men det kan stadig betale sig.

Brug mere strøm, mens solen skinner

Hvor mange penge du kan spare eller tjene med et solcelleanlæg afhænger af flere ting. En af de vigtigste ting er, hvor meget strøm du bruger, mens solen skinner.

Mens solcelleejernes produktion og forbrug af strøm tidligere blev opgjort som en årsopgørelse, skal solcelleejerne nu i stedet afregne time for time. Det betyder, at det bedst kan betale sig at bruge strømmen, mens den produceres. Men da de fleste er på arbejde, mens solen skinner, bruger de derfor ikke så meget strøm dér.

Stor indtjening, hvis strømmen bruges med det samme

Nogle eksperter og forbrugere mener, at man bruger 20 procent af strømmen inden for den time, den produceres, mens regeringen regner med 40 procent.

- Jo mere strøm, man kan anvende, mens den produceres, jo bedre bliver det økonomisk, og jo mindre jo dårligere, siger Jan Carstensen, KPMG.

Ifølge Bolius’ udregninger kan man tjene 60.000-70.000 kr. mere på 25 år, hvis man bruger 40 procent af strømmen, mens den produceres, i stedet for 20 procent.

LÆS OGSÅ: Ny beregner: Så meget kan du tjene med nye solcelleregler

Lav pris på solceller kan forbedre økonomien

2 andre ting har også stor indflydelse på, hvor god økonomi der er i solceller: Prisen på solcelleanlægget, og om man skal låne pengene til anlægget.

- Hvis solcelleanlæggene falder i pris i år, og hvis man har pengene selv og ikke behøver at låne dem, kan det bedre betale sig, siger Jan Carstensen.

Så meget kan du spare med solceller før og nu

I boksene herunder kan du se, hvor meget du kan tjene, og hvor lang tilbagebetalingstiden er, med de gamle og nye solcelleregler på et solcelleanlæg til henholdsvis 90.000 og 110.000 kr. inklusive montage. Bolius har beregnet, hvad indtjeningen er, hvis du bruger henholdsvis 20, 30 og 40 procent af strømmen inden for den time, den produceres.

Forudsætningerne for beregningerne er:

  • Årligt privat elforbrug: 5.200 kWh.
  • Pris pr. kWh: 2,3 kr. (elprisen uden skatter og afgifter stiger herefter 2,8 % om året).
  • Solcelleanlæggets elproduktion: 5.500 kWh.
  • Rentesats på finansiering: 4 %.
  • Vedligehold: 750 kr. pr. år i 25 år (i alt: 18.750 kr. I den nye udgave af beregneren er der sat 15.000 kr. af i alt).
  • Betaler topskat (ved de gamle regler).

Pris på solcelleanlæg inkl. montering: 90.000 kr.

Gamle regler:

Regnskabsmodellen (virksomhedsordningen):

  • Investering er tjent hjem efter 5 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 333.546 kr.

Standardmodellen (den skematiske ordning):

  • Investering er tjent hjem efter 8 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 303.391 kr.

Nye regler:

 

Egetforbrug af elproduktion time for time: 20 %

  • Investering er tjent hjem efter 17 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 59.314 kr.
  • Forskel i forhold til regnskabsmodel: 274.232 kr.

Egetforbrug af elproduktion time for time: 30 %

  • Investering er tjent hjem efter 13 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 91.157 kr.
  • Forskel i forhold til regnskabsmodel: 242.389 kr.

Egetforbrug af elproduktion time for time: 40 %

  • Investering er tjent hjem efter 11 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering 122.148 kr.
  • Forskel i forhold til regnskabsmodel: 211.398 kr.

Pris på solcelleanlæg inkl. montering: 110.000 kr.

Gamle regler:

Regnskabsmodellen (virksomhedsordningen):

  • Investering er tjent hjem efter 6 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 323.888 kr.

Standardmodellen (den skematiske model):

  • Investering er tjent hjem efter 10 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 279.666 kr.

Nye regler:

Egetforbrug af elproduktion time for time: 20 %

  • Investering er tjent hjem efter 22 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 25.787 kr.
  • Forskel i forhold til regnskabsmodel: 298.101 kr.

Egetforbrug af elproduktion time for time: 30 %

  • Investering er tjent hjem efter 19 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering: 60.645 kr.
  • Forskel i forhold til regnskabsmodel: 263.243 kr.

Egetforbrug af elproduktion time for time: 40 %

  • Investering er tjent hjem efter 16 år.
  • Samlet besparelse over 25 år inkl. investering 93.777 kr.
  • Forskel i forhold til regnskabsmodel: 230.111 kr.

Bolius - et helejet Realdania selskab