Tilskud til energiforbedringer

Energiselskaberne er forpligtet til at nedbringe energiforbruget hos brugerne. Derfor er der både støttekroner og gratis rådgivning at hente hos energiselskaberne, når du skal energiforbedre din bolig. Læs her om energiselskabernes tilskudsordninger.

Tilskud til energiforbedringer - sådan søger du.

Som privat person kan du nu søge tilskud til energiforbedringer. Foto: Torben Klint

I 2012 indgik Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og net- og distributionsselskaberne inden for el, naturgas, fjernvarme og olie en aftale, der går på, at energiselskaberne forpligter sig til at hjælpe slutbrugerne med at spare på energien. Ordningen gælder både virksomheder og private boligejere og gælder i perioden 2013-2020.

I daglig tale kaldes forpligtelsen net- og distributionsselskabernes energispareindsats og går bl.a. på, at du som privat person kan søge tilskud, rådgivning eller faglig bistand til dine energiforbedringer, hvis du indgår en aftale med et energiselskab. Energiselskabet yder et tilskud til dine energiforbedringer, som er finansieret over prisen på energi.

Der er forskel på, hvad de enkelte energiselskaber tilbyder af ydelser i den forbindelse. Nogle er specialiseret i at hjælpe virksomheder, mens andre er specialiseret i at hjælpe private forbrugere. Fælles for dem er, at de samarbejder med en række forskellige aktører, fx håndværkere.

Tendensen er, at det, ifølge en evaluering af ordningen foretaget af Deloitte og Grontmij i 2015, er virksomhederne, der drager størst nytte af ordningen, mens de private boligejere i mindre grad benytter sig af ordningen. Det skyldes bl.a. skyldes, at mange boligejere ikke er opmærksomme på, at de kan søge tilskuddet.

Tilskud til energiforbedringer - sådan søger du.

Du kan selv bestemme hvilket selskab du vil søge tilskud fra. Du kan finde et stort udvalg af selskaber på energisparesiden.dk. Foto: Torben Klint

Hvordan søger du tilskud til energiforbedringer?

For at komme i betragtning til et tilskud skal du først og fremmest kontakte et net- eller distributionsselskab, før du går i gang med selve energiforbedringerne.

Du har frihed til selv at vælge, hvilket selskab, du vil indgå en aftale med. Du kan kun benytte dig af et tilskud til en energibesparelse hos ét selskab. Du kan dog godt søge tilskud hos forskellige selskaber, hvis det drejer sig om forskellige projekter. Det betyder i praksis, at har du indgået en aftale med ét energiselskab, kan du ikke efterfølgende indgå en aftale med et andet selskab om den samme energibesparelse.

Hvis du derimod fx har indgået en aftale med et energiselskab omkring en energibesparelse på udskiftning af vinduer, kan du sagtens indgå en ny aftale med et andet energiselskab om udskiftning af din varmekilde.

energisparesiden.dk kan du finde en liste over energiselskaber og samarbejdspartnere, du kan kontakte for at høre, om de har et tilbud, der passer til dine behov.

Hvem kan tilskuddet til energiforbedringer svare sig for?

Ifølge Energistyrelsen er en energirenovering især aktuel for de boligejere, der bor i enfamiliehus bygget før 1980. I efteråret 2014 svarede det til ca. 870.000 danske boligejere.

Hvad kan jeg få tilskud til?

Energisparesiden.dk finder du en liste over net- og distributionsselskaber, der yder tilskud til energiforbedringer. Her kan du også finde mere detaljeret information om, hvordan du søger tilskud.

Energisparesiden.dk giver ikke et komplet overblik over, hvilke specifikke tilskud de forskellige selskaber yder. Derfor er det en god idé også at søge mere information om tilskuddene på selskabernes hjemmesider. Det kan også være en god idé at ringe et par selskaber op, da der er forskel på, hvad du kan hente af tilskud fra selskab til selskab.

De generelle ting, der gives tilskud til kan bl.a. være:

  • Alle former for isolering
  • Udskiftning af varmekilde (fx gas- oliekedler, elvarme udskiftes til fjernvarme)
  • Udskiftning af ældre vinduer til nye energivinduer
  • Installation af sol- og jordvarme samt andre former for vedvarende energi
  • Opsætning af varmepumpe
  • Rådgivning i forbindelse med energirenovering
  • Andre energirenoveringer

Hvis du står og skal have foretaget energiforbedringer og har fundet en montør eller et håndværkerfirma, bør de også kunne informere dig om dine muligheder for tilskud. Det er dog vigtigt, at du søger tilskuddet, før du får udført energiforbedringerne, da du ikke kan få tilskuddet med tilbagevirkende kraft.

Sådan kommer du i gang med at søge tilskud og få lavet din energiforbedring

  1. Kontakt et eller flere energiselskaber og hør, om de er med i ordningen, og hvilke krav de evt. har til din energibesparende forbedring på dit hus. Spørg også ind til, hvad du videre skal gøre og hvordan du dokumenterer din energibesparelse.
  2. Undersøg, hvilke energibesparende tiltag, der bedst kan betale sig på dit hus.
  3. Sørg for uvildig fagrådgivning.
  4. Koordiner din energirenovering med renovering, du alligevel havde planer om at udføre. Læg fx ekstra isolering, når du skal have nyt tag.
  5. Lav et regnskab, der viser din forventede energibesparelse. Enten kan du selv finde lommeregneren frem og brug Standardværdikataloget for energibesparelser eller allier dig med en energirådgiver.  Få overblik over, hvornår din varmebesparelse har finansieret lånet til det energibesparende tiltag.
  6. Lav en aftale med energiselskabet om salget af din kilowattbesparelse, inden du går i gang med energiforbedringerne. Få aftalen på skrift. Hav helt styr på, hvor meget du kommer til at spare. Du skal kunne dokumentere den reelle energibesparelse, efter arbejdet er udført.
  7. Vælg en håndværker, der har erfaring med energirenovering. Håndværkeren hæfter for, at arbejdet er udført korrekt. Når arbejdet er udført, indsendes dokumentationen til dit energiselskab, hvorefter du får dit tilskud udbetalt.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab